Nu går talentjagten i gang: Her kan du nominere kandidater til Talent 100

For 17. år i træk sætter Berlingske fokus på de mest talentfulde unge i dansk erhvervsliv. Her på siden kan du nominere et talent til 2020-udgaven af Talent 100.

Otte af de udvalgte talenter i 2019. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt, Anne Bæk, PR

Så er Berlingskes talentjagt i gang.

Igen i år sætter Berlingske fokus på de mest lovende talenter i dansk erhvervsliv. Det gør vi i vores Talent 100-kåring, hvor vi udvælger og portrætterer 100 talenter under 36 år.

Du og din virksomhed har frem til 18. februar mulighed for at nominere kandidater til Talent 100 2020 her på siden. De 100 talenter vil blive offentliggjort på berlingske.dk og i et særtillæg i Berlingske 1. maj.

SE TALENT 100-LISTEN FRA 2019 HER.

Det er 17. gang, at Berlingske sætter fokus på unge, der har evnen og viljen til at nå helt til tops i dansk erhvervsliv. Tidligere talenter tæller blandt andre administrerende direktør for Danske Spil, Susanne Mørch Koch, stjernearkitekten Bjarke Ingels og tidligere uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers.

Sådan nominerer du en kandidat

Du nominerer en kandidat til Talent 100 2020 ved at udfylde skemaet nederst på denne side.

Det er Berlingske, der foretager den endelige udvælgelse af de 100 talenter, og i vores vurdering lægger vi vægt på:

  • Begrundelse: Din nominering skal redegøre for talentets faglige forudsætninger, evner og resultater. Hvis din kandidat bliver udvalgt til Talent 100, vil din begrundelse blive brugt som udgangspunkt for et miniportræt. Derfor er det vigtigt, at du gør dig umage med begrundelsen. Begrundelsen skal skrives på dansk og skal omfangsmæssigt fylde 100 til 200 ord.
  • Anbefaling: Du har også mulighed for at vedhæfte en mere uddybende anbefaling. Det kan være fra dig selv, talentets nærmeste chef, en tidligere chef eller en forretningsforbindelse. Hvis I er flere, der anbefaler samme talent, vil det være en stor hjælp at samle anbefalingerne i én indstilling.
  • Et udbygget CV, der viser talentets faglige og uddannelsesmæssige kompetencer. CVet skal også redegøre for konkrete resultater.
  • Virksomhedskandidater: Der er ingen øvre grænse for, hvor mange du kan indstille, men vi opfordrer til, at du og din virksomhed prioriterer på forhånd og kun indstiller de mest lysende kandidater.
  • Alder: Talentet skal være født efter 1. maj 1984.

I 2020 efterlyser vi talenter inden for ni kategorier: det offentlige, forretningsudvikling, iværksættere, kommunikation og public affairs, ledere, rådgivere, salg og marketing, specialister samt økonomi og finans.

Det med småt

Det er Berlingske, der udvælger de 100 talenter. Dommerpanelet består af blandt andre chefredaktør Mette Østergaard, erhvervsredaktør Thomas Bernt Henriksen og kulturredaktør Anne Sophia Hermansen.

De 100 får direkte besked, så hvis du vil vide, om dit talent er blandt de udvalgte, må du selv kontakte din kandidat.

En nominering er ingen garanti for omtale, og de kandidater, der bliver fravalgt, får desværre ikke besked. Det er kun muligt at være med én gang, så talenter fra tidligere år kan ikke nomineres igen.

Talentet skal have en dansk forankring. Der er deadline for nomineringer tirsdag den 18. februar kl. 17.

Har du spørgsmål angående Talent 100, så skriv en e-mail til talent@berlingske.dk. Du kan også se svarene på en række ofte stillede spørgsmål her.

Du nominerer en kandidat ved at udfylde skemaet herunder. Vi anbefaler, at du har CV, billede, begrundelse og eventuelt en anbefaling klar, inden du går i gang med at udfylde skemaet.