Elektroniksalget i år vil slå sidste års rekord

Underholdning, bedre udstyr, nye 5G-telefoner og stort fokus på sundhed vil få 2021 til at slå rekordåret 2020, spår den amerikanske forbrugerelektronikbranche, som også forventer et kæmpe mersalg af elcykler.

2020 blev et rekordår for salg af elektronik verden over, men 2021 bliver endnu større, spår den amerikanske forbrugerelektronikbranche. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nicholas Kamm/AFP/Ritzau Scanpix

Elektroniksalget vil stige yderligere i 2021 oven på rekordåret 2020.

Det spår den amerikanske forbrugerelektronikorganisation Consumer Technology Association (CTA), der i denne uge står bag verdens største elektronikmesse, Consumer Electronics Show (CES), som i år udelukkende afholdes digitalt på grund af coronaepidemien.

CTA forventer, at elektroniksalget i 2021 i USA vil stige med 4,3 procent og dermed nå en omsætning på 461 milliarder dollar (2,82 milliarder kroner) efter et 2020, der satte rekord. De omfattende hjemsendelser med hjemmearbejde, hjemmestudier og underholdning har sat uventet stor gang i ekstra indkøb og udskiftning af elektronikken.

Streaming og underholdning trækker stort

»Efterspørgslen på teknologi vil i de første mange måneder af 2021 ligne de sidste måneder af 2020 betydeligt. Streamingtjenester, 5G og digitalt sundhedsudstyr vil skubbe forbrugerteknologien fremad i det forestående år,« siger Rick Kowalski, der er markedsanalysechef i CTA.

Forventningen er, at der vil blive brugt rekordhøje 112 milliarder dollar i 2021 på streamingtjenester og software. Det er 11 procent mere end i 2020, som i forvejen lå 31 procent over niveauet for 2019.

Af de 112 milliarder dollar vil de 41 milliarder (+15 procent) blive brugt på film, mens ti milliarder (+19 procent) vil gå til musik, lydbøger og podcast. 47 milliarder dollar vil blive brugt på spil – en stigning på otte procent fra 2020.

Sony og Microsoft lancerede kort før jul deres nye PlayStation- og Xbox-spillekonsoller. Sammen med en række nye spil ventes de at sælge i 18 millioner eksemplarer i 2021 i USA og sikre en omsætning på seks milliarder dollar, 16 procent mere end sidste år.

Tv-salget falder lidt – men store skærme sælger

Derimod vil tv-salget i 2021 falde med otte procent oven på rekordåret 2020. I 2021 ventes solgt 43 millioner fladskærmsfjernsyn, hvilket fortsat er det næsthøjeste nogensinde. Omsætningen vil gå en procent tilbage til 22 milliarder dollar. Forventningen er, at tv over 70 tommer vil stige med seks procent til 3,3 millioner styk, mens de nye 8K-tv i ultra hd-opløsning vil stige med 300 procent og sælge 1,7 millioner styk.

Også smartphonesalget vil vokse – med fire procent til 161 millioner styk – efter et 2020 med en let tilbagegang. Her er det især nye 5G-telefoner, som vil trække. Over 67 millioner 5G-telefoner ventes solgt i 2021 i USA.

Det pludseligt store salg af bærbare pc'er i 2020 satte også rekord, og den ventes slået i år, om end beskedent. Pc-salget i USA vil runde 69 millioner styk, en procent mere end sidste år, spår CTA.

De mange hjemmetimer med timevis af videokonferencer på arbejde og med venner og familie har sat stor gang i salget af trådløse hovedtelefoner og ørepropper. I år vil dette salg af udstyr som Apples AirPods og Samsungs Galaxy Buds fortsætte opad. En stigning på 32 procent er i vente, svarende til 91 millioner styk, alene i USA. Det svarer til et salg på 9,3 millioner dollar, hvilket er 16 procent mere end i 2020.

Sundhed – og elcykler – i fokus

Amerikanerne vil bruge 15 milliarder dollar på udstyr til det såkaldt smarte hjem. Det er udstyr til bedre sikkerhed og til for eksempel digitalt styret belysning, smarte dørklokker, små skærme med indbygget talegenkendelse og internettilkoblede vaskemaskiner og ovne.

Sundhed er kommet ekstra i fokus under coronaepidemien, og masser af udstyr kan nu følge med i, hvordan vi har det. Derfor ventes salget af termometre, blodtryksmålere m.m. at stige med 35 procent til 14 millioner styk i 2021 i USA, mens den samlede kategori af sundheds- og fitnessteknologi, herunder smarture og fitnessarmbånd, vil gå 13 procent frem og runde 69 millioner styk samt et salg på ni milliarder dollar.

Endelig vil elcykler rulle ud i markant større mængder. Hele 60 procents fremgang venter CTA, når 1,6 millioner elcykler skal afsted, drevet af frygten for at bruge offentlig transport. Det vil svare til et salg på 2,6 milliarder dollar.

LÆS MERE