Ny runde i spilkonsolkrigen indledt: Der er ikke nok maskiner

Allerede efter få timer melder butikkerne alt udsolgt af Microsofts nye Xbox-konsol, og der vil gå nogle måneder, før Microsoft kan følge med. I morgen er konkurrenten Sony klar med sin Playstation 5 – dog må danskerne vente en uge mere.

Microsofts to nye versioner af Xbox-spilkonsollen kom i handelen tirsdag i denne uge. Her ses den store Xbox Series X (sort, til venstre) og den lille Xbox Series S (hvid, til højre) i en af de elektronikbutikker i Tokyo i Japan, hvor man faktisk kunne købe dem. Charly Triballeau/AFP/Ritzau Scanpix

Den store spilkonsolkrig er bogstaveligt skudt i gang. Allerede kort efter at Microsoft sendte sine to nye Xbox-konsoller ud til forretningerne, blev der meldt udsolgt.

Den store Xbox Series X og den mindre Xbox Series S kunne købes fra 10. november verden over og dermed få et forspring, inden den japanske elektronikgigant Sony torsdag er klar med sin Playstation 5 – i Danmark dog først en uge senere, fra 19. november.