Rekordsalg til danskerne af fladskærme og elektronik til hjemmet i 2020

Allerede ved udgangen af november havde danskerne købt mere elektronik til hjemmet end i hele 2019. Salget af fladskærme ser ud til at blive det højeste i ti år – og danskerne har virkelig haft behov for nye kaffemaskiner under coronakrisen.

Fladskærme i stadig større størrelser har grebet danskerne i 2020. Billedkvaliteten vokser konstant, om end de færreste nok vil kunne matche den sydkoreanske elektronikgigant LG Electronics' tunnel af sammenkoblede fladskærme, der kan vise i imponerende resultater som her på 2020-udgaven af verdens største forbrugerelektronikmesse, Consumer Electronics Show. Robyn Beck/AFP/Ritzau Scanpix

Danskerne gik amok i elektronikkøb i 2020. Allerede i november var der solgt langt mere, end der blev i hele 2019, og alene salget af fladskærme ser ud til at blive det højeste i ti år.

Det viser nye tal fra analysefirmaet GfK, der måler det faktiske salg i butikkerne, og fra APPLiA Danmark, brancheforeningen for producenter og importører af hvidevarer og elektriske husholdningsapparater, op til åbningen i denne uge af verdens største elektronikmesse, Consumer Electronics Show, som normalt holdes fysisk i Las Vegas i USA, men denne gang er fuldt digital.