Efter massiv kritik: Tivoli ser ud til at skrue op for lyden

Når musikere fremover indtager scenen på Plænen, skal de have lov til at hæve lydniveauet. Det mener De Radikale i København.

Når musikere fremover indtager scenen på Plænen, skal de have lov til at hæve lydniveauet. Det mener De Radikale i København. Fold sammen
Læs mere
Foto: Torben Christensen

Meget tyder på, at volumenknappen får et nøk opad, når der fremover er Fredagsrock på Plænen i Tivoli. Det skriver DR P4 København.

Lydniveauet til koncerterne har nemlig i årevis været udsat for hård kritik. Senest efter sommerens sidste Fredagsrock-koncert med Nik og Jay, hvor bølgerne gik højt, fordi mange af gæsterne syntes, at lydniveauet var alt for lavt.

Derfor har De Radikale i København stillet forslag om at give Tivoli dispensation til at skrue lidt op for lyden.

»Lige nu er lyden desværre så dårlig, at folk klager. Og Tivoli selv er rigtig ked af, at man ikke kan levere den kvalitet, man gerne vil,« siger den radikale Beskæftigelses-og Integrationsborgmester Anna Mee Allerslev til DR P4 København.

Konkret lægger partiet derfor op til, at Tivoli i første omgang skal have dispensationen til at hæve lydniveauet til ti koncerter næste år. Derefter håber man, at Tivolis samlede miljøgodkendelse kan ændres, så Fredagsrock permanent kan skrue lidt op.

Og det bliver taget godt imod af underdirektør for Kultur i Tivoli, Nikolaj Koppel.

»Vi ønsker sådan set bare at skrue lidt op, så vi får lov at spille på samme niveau som en lang række andre udendørskoncerter i byen. Det handler om et par timer om ugen hen over sommersæsonen – til gengæld vil det være til glæde for en lille halv million københavnere,« siger han.

Knap så begejstrede er naboerne til Tivoli dog. De er nemlig bekymrede for, at støjniveauet vil stige, siger Per Stahl Skov, der er medlem af foreningen Tivolis Naboer.

»Vi kan ikke acceptere at Tivoli bliver ved med at øge lydniveauet på deres koncerter, og vi er bekymrede for at man vil udvide antallet af koncerter på flere fredage og til andre dage i ugen,« siger han.

Det er i eftermiddag, at Borgerrepræsentationen skal stemme om forslaget. Og ifølge borgmesteren tegner der sig allerede nu et flertal.

»Jeg har fået at vide, at der er et bredt flertal – med undtagelse af Enhedslisten, men det kan selvfølgelig altid ændre sig,« siger hun til DR P4 København.

Også flere musikere bakker op om forslaget. For som det er nu, lider koncertfans i Tivoli under få personers manglende rummelighed, lyder det blandt andet fra bandet Nephew.

»Vi håber på lydhørhed hos politikerne, der må tage ansvar for at skabe en by, hvor en markant kulturinstitution som Tivoli igen kan skabe kulturtilbud af høj kvalitet, lyder det blandt andet fra bandet.«