Disneyland beskyldt for at snyde sig uden om mindsteløn

Disneyland i Californien har droppet sin skatteaftale med staten. Kritikere ser forsøg på at undgå mindsteløn.

Disneyland i Californien har droppet sin skatteaftale med staten. Kritikere ser forsøg på at undgå mindsteløn. Fold sammen
Læs mere
Foto: DAVID MCNEW

Disneyland i Los Angeles i den amerikanske delstat Californien har ensidigt opsagt sine aftaler om støtte fra staten og skatteundtagelser.

Det bliver opfattet som et forsøg på at snige sig uden om at betale netop den mindsteløn, som byen Anaheim er på nippet til at indføre.

Det skriver den britiske avis The Guardian.

»En kortere version af denne historie: Stillet i udsigt at skulle betale en ordentligt løn vil Disney heller betale skat,« skriver radioværten Ray Baker på det sociale medie Twitter.

Byen Anaheim, hvor Disneyland ligger, forventes at indføre en lov til november, der forpligtiger alle selskaber, der modtager støtte eller har særlige aftaler med byen, til at betale en mindsteløn på 15 dollar - 97 kroner - stigende til 18 dollar i 2022.

Nu vil Disneyland altså ophæve støtten, nærmere bestemt aftalerne "Agreement Concerning Entertainment Tax Reimbursement" og "Operation Covenant Agreement".

»Vi mener, at brugen af skatteinticamenter til at opmuntre selskaber til at investere var - og fortsat er - en effekt tilgang og god politik til at skabe arbejdspladser.«

»Uheldigvis er sådan en politik blevet kontroversiel i Anaheim og har ført til et ustabilt forretningsklima og et svært samarbejdsklima med byen,« skriver Disneylands direktør Josh D'Amaro i et brev til byen.

En af de politikere, der er gået ind i sagen, er demokraten Bernie Sanders, der længe har talt for højere løn til de lavestlønnede amerikanere.

»Disney er nervøs for, at loven bliver gennemført. De vil hellere stoppe noget af den støtte, de får fra lokale skatteydere, end at betale alle deres 30.000 ansatte en fornuftig løn,« siger han til The Guardian.

Arbejdsforholdene for ansatte i Disneyland har længe været et fokuspunkt i Anaheim, hvor forlystelsesparken er den største arbejdsgiver.

Det er kommet frem, at mange ansatte må have offentlig hjælp til at have råd til mad.

/ritzau/