Det vækker opsigt på Christiansborg, at Danske Bank i årevis har inddrevet forældet gæld i tusindvis af sager, de ikke havde ret til. Banken er netop nu i gang med at undersøge 100.000 sager og forventer, at op mod 15.000 kunder skal have penge tilbage.
Venstres erhvervsordfører, Torsten Schack Pedersen, finder det både »overraskende« og »meget voldsomt«, at banken har haft omfattende problemer med gældsinddrivelse i mindst 16 år:
»Det er selvfølgelig stærkt problematisk, at der er blevet opkrævet gæld af Danske Bank, som der ikke var hjemmel til, og at banken ikke har kunnet håndtere de forældelsesregler, der gælder ifølge lovgivningen. De må få ryddet op, så folk kan få hver en krone tilbage, de har betalt for meget,« siger han.
Det er en række grundlæggende fejl i Danske Banks data og IT-systemer, der har affødt problemerne, som Berlingske i samarbejde med TV 2 kunne afsløre søndag aften.
Fejlene har blandt andet medført, at banken har inddrevet alt for høje beløb og forældede gældsposter, som banken ikke længere havde ret til. I flere tilfælde har banken på grund af fejlene desuden opkrævet gæld fra de forkerte personer.
Minister i samråd
SFs erhvervsordfører, Lisbeth Bech-Nielsen, kalder oplysningerne »chokerende«:
»Der er altså ikke tale om en lillebitte sparekasse med få ressourcer. Det er en kæmpestor bank, Danske Bank, der ikke har haft styr på en fuldstændig grundlæggende kerneopgave,« siger hun.
»Mange af de her mennesker, der har optaget gæld, kæmper jo med alle mulige andre ting i deres liv. Mange os ville have svært ved at gennemskue, om den slags beløb er rigtige, og derfor stoler man på, at banken har styr på det. Det kan man så tydeligvis ikke,« siger hun.
Berlingske har uden held forsøgt at få et interview med erhvervsminister Simon Kollerup (S) om sagen.
Lisbeth Bech-Nielsen har nu kaldt ministeren i samråd om sagen.
Enhedslistens erhvervsordfører, Victoria Velasquez, vil desuden foreslå en ekstern undersøgelse:
»Sådan noget som det her må bare ikke ske. Jeg vil gerne se nærmere på, hvordan vi sikrer os, at de mennesker, der er blevet snydt, får en rimelig erstatning, og hvordan vi kan sikre, at det her ikke gentager sig,« siger hun.
Danske Banks underdirektør, Rob De Ridder, sagde søndag, at man vil sørge for, at alle berørte kunder kompenseres fuldt og helt.
Vil følge sagen tæt
Dansk Folkepartis erhvervsordfører, Hans Kristian Skibby, kalder det et »frygteligt graverende« eksempel på, hvad der kan ske, når vigtige områder overføres til IT-systemer.
»Jeg vil forvente, at erhvervsministeren beder om en redegørelse fra Danske Bank, som også vil blive forelagt for partiernes erhvervsordførere,« siger han om sagen.
De Radikales erhvervsordfører, Katrine Robsøe, bakker op:
»Det er en meget alvorlig og seriøs fejl, der kan skade kundernes tillid til, at deres bank har styr på tingene. At fejlen er sket i så mange år, gør det kun mere alvorligt. Det er vigtigt, at den alvorlige fejl nu afklares og rettes op. Det vil vi naturligvis være meget opmærksomme på,« siger hun.