Spørgsmål og svar: Det handler Danske Banks gældssag om

Danske Bank har i årevis inddrevet penge fra gældsramte kunder i strid med reglerne. Her kan du få svar på nogle af sagens centrale spørgsmål. Svarene baserer sig på en række interne dokumenter om sagen, TV 2 og Berlingske er kommet i besiddelse af.

Det er kun Danske Bank-kunder, der er endt som dårlige betalere, der kan være ramt af fejlene i bankens gældsinddrivelse. Personen på billedet er ikke relateret til historien. Arkivfoto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

Hvad handler sagen om?

En række fejl i Danske Banks it-systemer og data om kunders gældsposter betyder, at banken i en årrække har inddrevet gæld i strid med reglerne. Banken har blandt andet inddrevet gæld, som er forældet ifølge den danske forældelseslov, og som banken derfor slet ikke har haft krav på.