Den danske app mod madspild, Too Good to Go, er blevet udpeget til en af Europas teknologiske mestre.
Den britiske finansavis Financial Times kårer hvert år de førende teknologiselskaber i Europa i samarbejde med sine læsere. På årets »Tech Champions 2023«-liste er 38 virksomheder endt på finalelisten, som er inddelt i ni kategorier.
Too Good to Go vinder kategorien inden for »Business & professional services«, altså tjenester, der er målrettet erhvervslivet.
Too Good to Go er en mobilapp, hvis formål er at nedbringe madspildet ved at gøre det let for butikker og erhvervsdrivende at sælge, hvad de måtte have tilovers af fødevarer i løbet af dagen, så de ikke skal smides ud, når butikkerne lukker. Butikkerne lægger ind, hvad der vil kunne afhentes og betales ofte klækkeligt mindre for sidst på dagen, og appbrugerne kan så melde sig som købere af varerne, som de selv skal afhente før lukketid, uden nødvendigvis at vide, præcis hvad der er i den pose, som de henter hos bageren, supermarkedet eller et tredje sted.
Financial Times roser også Too Good to Go for at føre kampagner for at få mærket madvarer, så man kan nedbringe madspildet.
Too Good to Go blev startet i København for otte år siden og er i dag blandt de førende spillere, som forsøger at nedbringe og gerne helt undgå madspild. I øjeblikket findes den danske tjeneste i 17 lande og har 80 millioner registrerede brugere. Næste mål er for alvor at indtage USA, hvor mobilappen har kunnet bruges i udvalgte områder siden 2020.
I år skal der også være overskud
Ifølge FNs fødevareorganisation, FAO, går omkring en tredjedel af verdens fødevarer til spilde, samtidig med at omkring 900 millioner mennesker lever under forhold, hvor de ikke kan være sikre på at få mad.
Madspild udgør samtidig cirka seks procent af udslippet af drivhusgasser. Det er mere, end luftfarten står for.
Derfor har aktiviteter, der kan nedbringe madspildet, også haft investorernes interesse. I 2022 blev der ifølge analysefirmaet Crunchbase investeret mere end 1,85 milliarder kroner i virksomheder, der arbejder mod madspild. Too Good to Go har selv gennem tiden rejst flere større millioninvesteringer.
Too Good to Go kæmper dog med et kæmpe hul i regnskabet. I 2022 gav forretningen underskud på 279 millioner kroner ud af en omsætning på 764 millioner kroner, men siden november 2022 har der ifølge topchef Mette Lykke – medstifter af den hedengangne løbeapp Endomondo – været plus på driftsindtjeningen. 2023 skulle derfor ende med et lille plus.
Det danske selskab er ikke eneste skandinaviske vinderselskab på Financial Times' liste. I kategorien »Manufacturing & construction« løber norske Kebony med sejren.
De arbejder på at begrænse og gerne helt vende afskovningen af kloden. Virksomhedens teknologi giver hurtigtvoksende nåletræer den samme sejhed og holdbarhed som tropisk hårdttræ, hvilket potentielt kan afhjælpe både kulstofudledning og skovrydning.




