God morgen og velkommen til torsdagens hurtige Business-overblik – for sidste gang op til en store bededag.
I dag runder vi blandt andet:
Danske banker er i topform
Grev Nikolai giver en hjælpende hånd
Bankkrisen i USA bider sig fast
Men vi begynder med en nyhed om madspildsappen Too Good To Go, der ikke just kan kaldes økonomisk bæredygtig, men det skal nyt fokus ændre.
Det vigtigste, du skal vide i dag
Millionerne fosser ud af madspildsapp
Brugerne får billig mad, der ellers ville gå til spilde, men regningen ender i stor stil hos ejerne af madspildsappen Too Good To Go, der kom ud af 2022 med et ikke just bæredygtigt underskud på hele 279 millioner kroner ud af en omsætning på 764 millioner kroner, skriver Børsen.
Det er det seneste af en stribe store underskud, men det skal forhåbentlig snart være fortid. Too Good to Go har lagt kursen om, så jagten på størst mulig vækst er afløst af fokus på økonomisk bæredygtig drift.
»Det har været en forandringsproces i virksomheden, men det har også været sundt. Nu har vi været i gang i syv år, og på et eller andet tidspunkt skal man jo tjene sine egne penge,« siger topchefen Mette Lykke.
Siden november sidste år har der været plus på driftsindtjeningen, og når regnskabet for dette år ligger klar, skulle det meget gerne være med et lille plus.
Det skriver andre medier om
1. Danske banker er i økonomisk topform
De store banker er i økonomisk topform, fordi stigende renter sikrer dem store gevinster men ingen ulemper i form af stigende tab. De fem største – Danske Bank, Jyske Bank, Sydbank, Spar Nord og Ringkjøbing Landbobank – tjente tilsammen 8,2 milliarder kroner efter skat i januar-marts, skriver Finans.
2. Grev Nikolai hjælper kærestens firma til overskud
Grev Nikolais kæreste, Benedikte Thoustrup, har ved siden af studierne sin to år gamle virksomhed, der sælger ansvarlige hårprodukter. Grev Nikolai selv bistår som model i firmaet Bénésoie, som i 2022 havde et overskud efter skat på 22.000 kroner (dog mod et plus på 100.000 kroner i 2021), skriver Finans.
3. Bankaktie styrtdykker efter muligt salg
Aktien i den amerikanske bank Pacific Western Bank (PacWest) styrtdykkede med 50 procent, efter at det kom frem, at den er i gang med at udforske strategiske muligheder, herunder et salg. Dermed er PacWest den seneste mellemstore bank, der søger en livline i den værste krise siden 2008, skriver den britiske finansavis Financial Times.
Det skriver vi om
1. FH-toppen har længe kendt til Lizette Risgaards adfærd
Afsløringer af Lizette Risgaards opførsel har kostet hende posten som formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation, og har ramt fagbevægelsen som et chok. Men det burde det reelt ikke. I flere år har toppen af Fagbevægelsens Hovedorganisation og dele af fagbevægelsen været bekendt med Lizette Risgaards grænseoverskridende opførsel. Læs artiklen her
2. Rentehop varsler hård sommer for boligejere
Rentestigningerne har det seneste halve år presset boligpriserne ned, men det er næppe slut. I eftermiddag ventes ECB at sætte renten yderligere op, så førstegangskøberne skal vente på yderligere prisfald, hvis de skal få nemmere ved at komme ind på boligmarkedet. Læs artiklen her
Det bør du også læse
Skat slår bremsen i for de blå cykler
En årelang strid om skattebetalingen fra de blå Wolt-madbud er endt med, at Skat har trukket i håndbremsen og stoppet modellen med selvstændige bude. Nu er det Wolt, der er ansvarlig for at indbetale skatten af budenes indtjening. Læs artiklen her
Det sker på markederne
Aktier – indeks og udvikling i procent
USA – lukkekurser onsdag:
Dow Jones: -0,80 procent
S&P 500: – 0,70 procent
Nasdaq: -0,46 procent
Asien – indeks torsdag kl. 06.50:
Japan Nikkei: +0,12 procent
Hongkong Hang Seng: +1,01 procent
Kina CSI: +0,56 procent
Tak, fordi du læste med!