Alle alt-i-én-butikkers moder taber kampen mod det 21. århundrede

Sears blev grundlagt i 1892 og solgte alt mellem himmel og jord til generationer af amerikanere. Men nu har selskabet tabt kampen til e-handlen og er fulgt efter Toys'R'Us ud i betalingsstandsningen.

Et besøg i en Sears forretning onsdag i sidste uge. Brooklyn, New York. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bebeto Matthews
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Sears opfandt for mere end hundrede år siden strategien med at sælge alt til alle og enhver. I dag har selskabet anmodet om betalingsstandsning og ly for stormen under det såkaldte Chapter 11 i den amerikanske konkurslov.

Selskabet har for længe siden afgivet positionen som den førende innovator inden for detailhandel. Den blev i første omgang overtaget af de store varehuse som Walmart og Home Depot og siden af Amazon som den første indskydelse for køb af tøj, bøger og musik, elektronik og så videre.

Craig Johnson, Customer Growth Partners

»Der er generationer af mennesker, som er vokset op med Sears, og nu findes det ikke længere.«


I de seneste ti år er Sears blevet drevet af hedge fund-manager Edward Lampert, der har solgt mange af kædens værdifulde ejendomme og mærker fra uden samtidig at udvikle en vindende strategi til at fastholde kunder, som i stadig stigende grad handler over internettet.

Resultatet har været en lang og smertefuld nedgangsperiode. For ti år siden beskæftigede Sears 302.000 medarbejdere. I dag er der omkring 68.000 ansat i Sears og Kmart, som Edward Lampert også driver.

Nu forsøger selskabet at benytte en Chapter 11-beskyttelse ved en føderal domstol i New York til at nedbringe gælden og holde gang i forretningen – i hvert fald til og med julen.

... betalingsstandsning eller ej, det går virkelig ikke med et defekt skilt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Amy Sancetta.

Som led i en reorganiseringsplan har Sears indhentet tilsagn om et lån på 300 mio. dollar (knap to mia. kroner, red.) fra Wall Street til at sørge for at kunne fylde hylderne op og betale de ansattes lønninger. Desuden forhandler selskabet stadig om et lån på andre 300 mio. dollar fra Lamperts hedge fund, ESL Investments. Lampert selv vil træde tilbage som daglig leder af Sears, men vil dog blive siddende som formand for bestyrelsen.

»ESL investerer penge og tid i Sears, fordi vi tror, at selskabet har en fremtid,« hed det i dag i en pressemeddelelse fra Edward Lampert.

Selskabet, som har bogført 11,3 mia. dollar i gæld og syv mia. i aktiver, planlægger også at lukke 142 butikker mere i forsøget på at finde en vej frem.

»Det er en trist dag for amerikansk detailhandel,« siger Craig Johnson fra konsulentfirmaet Customer Growth Partners.

»Der er generationer af mennesker, som er vokset op med Sears, og nu findes det ikke længere. Hvis du arbejder inden for detail, handler alt om at være nye og friske. Men Sears holdt op med at genopfinde sig selv.«

Milliarder i gæld

Det oprindelige Sears, Roebuck & Company, blev grundlagt nogle årtier efter den amerikanske borgerkrig. Det opbyggede en forretning via kataloger og solgte amerikanerne det sidste nye lige fra beklædning og legetøj over selvbyggerhuse til gravsten. Da bølgerne gik højest i første halvdel af det 20. århundrede, var selskabets forretninger ganske enkelt stedet, hvor man gik hen for at se på vaskemaskiner, vinterdæk og møbler.

I de seneste ti år er Sears blevet drevet af hedge fund-manager Edward Lampert. Fold sammen
Læs mere
Foto: PETER MORGAN.

Senere er Sears blevet kendt for noget andet – nemlig Edward Lamperts dristige jonglering. Han har udviklet mange brands og gjort dem til selvstændige selskaber, som hans fond har investeret i. Og mens mange af disse selskaber er vokset og ser ud til at trives, så er Sears selv gledet langsomt ned ad bakke mod betalingsstandsningen.

I løbet af de seneste fem år har selskabet tabt omkring 5,8 mia. dollar (ca. 37 mia. kroner), og samtidig har kæden lukket mere end tusind forretninger. De godt 700 forretninger, som stadig er tilbage, holder hyppige udsalg, og der ses ofte tomme hylder og håndskrevne skilte.

Alligevel er Sears' forretninger mange steder i USA selve kernen i de lokale indkøbscentre, og deres nedgang har reduceret søgningen til disse centre.

E-handel det store dyr i åbenbaringen

Det bliver ikke let at reorganisere Sears. Selskabets onlineforretning har kun en brøkdel af Amazons omsætning, og det vil kræve investeringer at hente kunderne tilbage til de fysiske forretninger. Investeringer, Sears formentlig ikke kan finansiere.

Onlinehandlen har i den senere tid bidraget til en lang række betalingsstandsninger blandt kendte kæder som Sports Authority, Payless Shoes og Toys'R'Us. I lighed med Sears har Toys'R'Us forsøgt at reorganisere forretningen, men i juni måtte man give op og fyre de sidste medarbejdere, da bankerne slog fast, at forretningen ikke havde udsigt til at overleve.

Oversættelse: Lars Rosenkvist