Naturfilm snager i dyrs privatliv

Dyrefilm går nogle gange så tæt på hovedpersonerne, at det ikke er etisk forsvarligt. For dyr har også ret til et privatliv, mener en medieforsker. Men dyrene er bedøvende ligeglade.

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Skal bjørnen have lov at parre sig i fred, skal gnuen have lov at dø i fred og skal narhvalen have lov at svømme i fred uden at blive filmet og foreviget i dokumentarprogrammer på TV?

De spørgsmål stiller medieforsker Brett Mills i en artikel, hvor han argumenterer for, at vilde dyr også har ret til et privatliv og en intimsfære, som fotografer ikke nødvendigvis kan tillade sig at filme i deres forsøg på at skabe naturprogrammer, der hele tiden bliver mere detaljerede og mere imponerende.

Din mening: Har dyr ret til et privatliv?

Medieforskeren fra engelske University of East Anglia tager i artiklen udgangspunkt i BBCs dokumentarserie »Den fantastiske planet«, hvor fotografer, lydmænd, producere og andre filmfolk i seks afsnit viser det ypperste af, hvad BBCs anerkendte Natural History Unit kan præstere. Serien er fra 2009 og er netop blevet vist på DR.

Brett Mills fremhæver i artiklen i fagtidsskriftet Continuum et eksempel, hvor folkene bag BBC-serien viser, hvordan de har filmet en flok narhvaler i Arktis. BBC-folkene har brugt seks uger på at filme hvalernes vandring, og undervejs har de dykket under is, anvendt nye teknikker og filmet på nye måder for at få de helt rigtige levende billeder af narhvalerne og deres hemmelighedsfulde og ukendte liv højt mod nord.

Men, lyder det fra Brett Mills, hvalerne lever jo netop et hemmelighedsfuldt liv, fordi de ønsker at være i fred og ikke vil blive set. Dertil kommer, at hvalerne og alle de andre dyr i »Den fantastiske planet« i sagens natur ikke har bedt om eller givet samtykke til at blive filmet, og at de gentagne gange, i overført betydning, bliver taget med bukserne nede.

»Mange arter har, lader det til, et ønske om ikke at blive set. Dyr i huler og reder har levesteder, der svarer til, hvad boliger er for mennesker, og ofte er disse levesteder gemt eller skjult af praktiske årsager,« skriver han i Continuum:

»Dertil kommer, at mange af de ting, dyrene foretager sig i filmene, vil blive betragtet som yderst private, hvis det drejer sig om mennesker. Det gælder parring, fødsel og død, der går igen i naturfilm, men kun sjældent vil blive vist, hvis det handler om mennesker i tilsvarende situationer.«

Bedøvende ligeglade

Han anerkender, at dyrefilm er med til oplyse om natur og miljø. Han anerkender også, at BBC og andre producenter gør sig store anstrengelser for ikke at forstyrre dyrene unødigt. Men han mener også, at det er nødvendigt med en diskussion om, hvorvidt det er etisk forsvarligt at stikke kameraer dybt ind i skjulte huler og reder på isolerede steder. Han afviser, at filmfolk kan forsvare sig med, at hvis dyrene ikke kan lide det, så vil de bare bevæge sig væk fra de rullende kameraer.

»De miljømæssige og undervisningsmæssige aspekter af dokumentarfilm om naturen antages at være af større betydning end de etiske bekymringer om dyrs privatsfære,« skriver Brett Mills.

Professor i bioetik på Københavns Universitet, Peter Sandøe, kan ikke genkende det billede, Brett Mills tegner af dyrefilm.

»Dyrene er for det meste bedøvende ligeglade,« siger han:

»Noget andet og mere alvorligt er, at den tætte menneskelige kontakt til dyrene kan bidrage til, at de vilde dyr mister autencitet. Det betyder, at løverne på Afrikas savanne måske ender med at blive lige så vant til mennesker som dem i zoologisk have. Så er der ikke meget vildskab tilbage i den vilde natur.«