Når livet lammes af flydende angst

De fleste har prøvet det: Hjertet galopperer, kinderne rødmer og halsen snører sig sammen, når man er sammen med andre mennesker. Hver tredje anser sig selv for at være direkte genert, mens tilstanden hos 15 procent af befolkningen er så udtalt, at den kan betegnes som en social fobi. Svenske forskere har lokaliseret angsten, der får genertheden til at bryde frem i sociale situationer

Foto: Claus Bjørn Larsen Fold sammen
Læs mere

Hun scanner perronen. Ingen hun kender. Ingen fare.

Kamma Kaspersen sætter sig ind i kupeen. Få sekunder efter er hun i chok. Hun overså en mor til et barn, der går i klasse med hendes egen datter. De to sidder nu over for hinanden. Tvunget til at tale.

Kamma Kaspersens hjerte hamrer, som var et sultent rovdyr efter hende. Hun vil løbe, men kan ikke. Tankerne springer uden sammenhæng. Hun er indhentet af det allermest skræmmende: At sidde fast med et menneske, hun kun kender lidt. Kamma Kaspersen vil væk. Toilettet? Næste station? Dur ikke.

Hendes stemme har allerede svaret »ja« til, at hun skal helt til København. Hun hører sig selv besvare spørgsmål. Kan ikke huske bagefter, hvad spørgsmålet var, og hvad hun svarede. Hører sig selv stille spørgsmål, men sidder som en tåget tilskuer til situationen.

»Bare jeg virker nogenlunde ok. Hun må tænke, jeg er underlig. Hvor er jeg utjekket. Hvad skal jeg finde på at sige? Jeg siger bare noget, det er jeg nødt til. Det var hende, der spurgte før. Hvorfor er min hjerne helt tom?« farer det gennem hovedet på Kamma Kaspersen.

Gennem 26 år levede den i dag 56-årige Kamma Kapsersen med social fobi - den mest ekstreme grad af generthed.

Men selv om hendes generthed er af den mere voldsomme slags, så kan mange genkende sig selv i hendes ubehag i sociale sammenhænge.

Flere end hver tredje person i den vestlige verden betegner deres egen personlighed som genert. Et naturligt træk, der hæmmer og ødelægger livet for mange.

»Den generte person respekterer og accepterer ikke sine egne tanker, følelser og sin måde at se verden på. Og så har generte angst for, at andre ikke må opdage noget bestemt om dem. Bare de andre ikke opdager, at jeg ikke er klog nok eller opdager det, der er i vejen med min krop,« forklarer Irene Oestrich, psykolog og specialist i kognitiv psykoterapi på Sankt Hans Hospital, om den genertes tankegang.

Genertheden kan derfor være anstrengende, da store mængder energi bruges på at skjule den egentlige personlighed og på, at andre mennesker ikke skal komme for tæt på. Konsekvenserne for generte er ofte isolation, ængstelse eller manglende relationer til andre mennesker.

»Man kan godt blive deprimeret af at være genert, fordi der er så meget man ikke kan deltage i - fester for eksempel,« siger Irene Oestrich:

»Generte går glip af en masse samvær med andre mennesker, og det kan betyde, at omgangskredsen kun tæller få eller slet ingen venner. Og hvis endelig der er venner, får den generte sjældent meget ud af venskabet. Venner udveksler jo personlige tanker og gør personlige ting sammen. Men hvis man er meget genert, kan man ikke gøre det. Det er en meget handicappet tilstand at være genert.«

Generte har i det hele taget større risiko for at udvikle en egentlig social fobi, der medfører, at den ramte forsøger at undgå al kontakt til andre mennesker.

»Hvis genertheden får lov at dominere ubevidst, uden at vi giver den et kritisk eftersyn, kan det udvikle sig til noget, der er så indgribende, at det bliver en sygdom. Generthed er forbundet med ængstelse, bekymring eller spekulationer, mens social fobi er en flydende angst,« siger Irene Oestrich og forklarer begrebet: »Når man er socialt fobisk, er angsten hele tiden aktiv. Selv om der ikke er nogen fare, ser de socialt fobiske en konstant trussel. En flydende angst. De er hele tiden i beredskab - i modsætning til de generte længere nede på samme skala. De bliver »kun« påvirket i bestemte situationer.«

Den såkaldte flydende angst lider op mod 15 procent af i de vestlige befolkninger af, viser senest svenske undersøgelser.

Allerede som 21-årig blev Kamma Kaspersen ramt af pludselige angstanfald, når hun var i selskab med andre mennesker. Og først for seks år siden fik hun arbejdet med problemet, hvilket i dag gør hende i stand til overhovedet at tale om det.

»Det føltes som mere end generthed. En meget sværere grad. Jeg kunne slet ikke tåle at være i fokus. Jeg var utrolig fokuseret omkring mig selv og havde slet ikke overskud til at se på andre. Det var hele tiden mig selv og mine egne mangler, jeg fokuserede på. Jeg var anspændt og håbede bare, jeg kunne levere de rigtige svar og stille de rigtige spørgsmål,« siger hun og forklarer yderligere:

»Når jeg gik ind i en bus og så alle de ansigter - det kunne jeg ikke klare, så jeg begyndte at cykle. Og der kom hele tiden flere ting, jeg ikke kunne. Jeg stoppede også med at spise sammen med andre af frygt for at tabe maden,« fortæller hun, der netop var begyndt at læse til lægesekretær. Et job, hun arbejdede normalt med i to år, indtil hun søgte om nattevagter, så hun undgik at arbejde sammen med sine kolleger.

»Da jeg arbejdede om dagen, skulle jeg sidde i et lille kontor sammen med syv kolleger. Der var trangt. Derfor søgte jeg natarbejde, og det kunne jeg godt klare, for så var der kun én kollega at forholde sig til.«

Den sociale fobi, som dengang kaldtes en angstneurose, styrede totalt Kamma Kaspersens liv. Hun begyndte at læse HF og senere på universitetet, fordi hun begge steder ikke behøvede at dukke op.

»Jeg fandt ud af, at universitetet var et rigtig godt sted at gemme sig. Jeg blev nærmest selvstuderende. Jeg henvendte mig aldrig til en vejleder. Det turde jeg ikke. Det var jo en autoritet. Tænk, hvis han spurgte mig om noget, jeg ikke kunne svare på,« siger Kamma Kaspersen, der tog de første tre år på Film og Medievidenskab.

»Det var perfekt, for så kunne jeg gå hjem og se tre film i mørke og derefter skrive om det,« forklarer hun og understreger, at hendes fobi ikke var præget af op- og nedture, men at angsten var én lang og konstant nedtur i alle 26 år.

»Angsten og fobien var på sit højeste hele tiden. Og der kom selvfølgelig depression til. Det er jo klart, når man har sådan et møgliv,« siger hun, der sideløbende med småjobs gemte sig i universitetsverdenen fra 1983 til år 2000.

»Hvis jeg var kommet til at snakke med nogen på universitetet, tænkte jeg: Åh nej, bare jeg ikke møder dem igen, så tror de sikkert, vi kan snakke igen. Jeg havde ikke lyst til at tale med de samme to gange, for så følte jeg, det ville blive forpligtende, og så ville de måske hilse på mig næste gang, de så mig,« siger hun og gætter på, at folk dengang tolkede hende modsat virkeligheden.

»Jeg tror de tænkte, jeg var arrogant, og at de ikke var gode nok til mig. Jeg gav jo et indtryk, der var helt modsat virkeligheden. Men det var en form for beskyttelse, at jeg tog en maske på,« siger hun og forklarer, at hun følte, at alle andre var bedre mennesker.

»De kunne jo noget, jeg ikke kunne, de kunne tale med hinanden. De var heldigere og havde bedre muligheder. Det stod helt klart for mig,« forklarer Kamma Kaspersen, der kun skabte få og særprægede venskaber i de 26 år, fordi hun var så fokuseret på sig selv.

»Jeg var bange for, at folk skulle vurdere mig. Derfor var jeg mest tryg ved folk, der var lidt dumme eller lidt forkerte - i mit hoved. Jeg havde en ven, der var bøsse, ligesom jeg havde en ven, der var »heavyalkoholiker«. Dem kunne jeg slappe af med, fordi de ikke forventede noget af mig,« fortæller Kamma Kaspersen, der i dag er sluppet af med sin sociale fobi og siden har været med til at stifte Angstforeningen, som hun er formand for:

»Der er ikke noget, jeg ikke kan i dag. Jeg er blevet den rigtige Kamma.«

Mens 53-årige Kamma Kaspersen er glad for, at hun for seks år siden - med hjælp fra medicin, kognitiv terapi og fobi-kurser - er helbredt for sin sociale fobi, er svenske forskere kommet et skridt videre i kampen for at lokalisere og forklare angsten. Det har vist sig, at generte og især socialt fobiske har en langt større aktivitet i det område af hjernen, der driver rædsel og angst. Området kaldes amygdala og kommunikerer med for eksempel pandelapperne, som vi bruger til at tænke intellektuelt og løse problemer med.

»Mennesker med øget aktivitet i amygdala reagerer med rædsel i sociale situationer. De har negative tanker om sig selv og får katastrofetanker om, hvad der kan ske i sociale situationer. Fysisk kommer den øgede aktivitet til udtryk ved hjertebanken, forhøjet blodtryk og spændte muskler,« forklarer forskningsleder og docent i psykologi fra Uppsala Universitet, Tomas Furmark, der ligeledes forklarer, at den øgede aktivitet i amygdala resulterer i, at pandelapperne fungerer dårligere, fordi hjerneaktiviteten omfordeles.

»Man kan derfor få black out, hvor man ikke ved, hvad man skal sige.«