11.07.03: Det er aldrig for sent at lære nyt

Hjernen kan lære nyt hele livet. Bare den bliver udfordret og er sund og rask. Men myten om, at indlæring kun er for de unge,lever i bedste velgående, og det er de ældre selv skyld i.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når bedstemor beslutter at lære sig et nyt stykke på klaveret, og når bedstefar bliver grebet af lysten til at lære at spille på barnebarnets Gameboy, så er deres forsøg langt fra dømt til at mislykkes, bare fordi de er oppe i årene.

Gamle mennesker kan sagtens lære nye ting, hvis bare de i forvejen er vant til at lære, får den fornødne tid og har de fornødne åndsevner. Evnen til at lære nye ting og arkivere ekstra oplysninger i hjernens lagerhal er nemlig et samspil mellem en lang række individuelle faktorer og ikke nær så afhængig af alder og ungdom, som det ofte bliver antaget.

Forklaringen kommer fra ekspert i ældreforskning og forfatter til bogen »Hjernen bag erfaringen«, Henning Kirk, der kalder det en udbredt misforståelse, at åndsevnerne helt automatisk går i stå i takt med alderen.

»Hjernen er plastisk. Hvis et menneske undgår sygdom eller andre problemer, så kan det langt op i årene lære nye ting,« siger Henning Kirk og går dermed i rette med en forsker fra det tyske Max-Planck-Institute, der som omtalt forleden i Berlingske Tidende er nået frem til, at en lang række vigtige intellektuelle evner begynder at skrumpe ind, allerede når vi er omkring 35 år.

Ifølge Henning Kirk vokser hjernen tværtimod, hvis den bliver brugt. Ikke at den kommer ud ad ørerne eller sprænger kraniet, men en aktiv hjerne danner nye forbindelser mellem hjernecellerne og i visse tilfælde nye celler, der er med til at kompensere for den konstante og livslange nedbrydning af andre celler.

»Derfor holder det ikke, at unge er bedre til at lære end ældre. Men de lærer hurtigere, og de er hurtigere til at sætte sig ind i helt nye og ukendte ting. På den måde er de mere ukritiske med, hvad de lærer, mens ældre er bedre til at prioritere, hvad der er vigtigt for dem at lære,« siger Henning Kirk og underbygger sin argumentation med, at mange ældre kunstnere og videnskabsfolk stadig er helt fremme i skoene.

Henning Kirk får opbakning af psykologiprofessor og intelligensforsker Helmuth Nyborg, Aarhus Universitet.

»Evnen til at lære nyt hele livet er et af de mest stabile træk, der nogensinde er målt i psykologien,« forklarer han.

Henning Kirk beskriver det som »meget problematisk«, at mange ældre holder op med at bruge deres indlæringsevne, selv om de hverken er syge eller på andre måder åndssvækkede. De er efter hans mening blevet ofre for misforståelsen om, at gamle mennesker ikke evner at håndtere nye opgaver.

»Det er en del af vores kultur, at ældre bakker ud og vælger fra. Tænk bare på alle de aldersbegrænsninger, der er. I stedet for, at vi hele tiden forholder os til den mur, burde vi forholde os til, hvad vi rent faktisk kan,« mener han og nævner som eksempel, at kun »bekymrende få« danskere i alderen mellem 55 og 65 år deltager i efteruddannelser, og at de derfor selv medvirker til at holde myten om deres manglende evne til at lære nyt i live.

»Hvis en ældre medarbejder går med opfattelsen af ikke at være så god til at lære noget længere, og at det ikke kan betale sig at investere tid og kræfter i at lære nyt, så bliver det jo en slags selvopfyldt profeti,« siger han.

Akkurat som hjernen skal have ilt, sukker og blod fra kroppen for at fungere, så skal indlæringsevnen også have åndelig energi for at fungere optimalt.

»Hvis man gerne vil fortsætte med at lære nyt, når man bliver gammel, så skal man sørge for at bringe sig selv i situationer, hvor man bliver udfordret. Man skal omgive sig med mennesker, der stiller krav til én. En hjerne, der er vant til at blive brugt, kan nemmere lære nyt,« fortæller Henning Kirk.

Således vil en seniorborger, der er vant til at læse, have lettere ved at forstå ukendte tekster end en jævnaldrende, der aldrig har været en bogorm eller lagde litteraturen på hylden for mange år siden.

»Man kan godt kalde det et spørgsmål om bogholderi i hjernen. Hvordan man bedst fylder den op, og hvad man fylder den op med. Tag f.eks. sådan noget som at lære nye ord. Det bliver man bedre til med alderen. Man kobler et nyt ord med oplysninger, der allerede er lagret i hjernen,« forklarer han.

Men et godt helbred og udfordringer er ikke nok til at lære nyt. Der skal også rå intellekt til. Akkurat som det varierer blandt børn og unge, så gør det også blandt ældre og gamle. Nogle vil, uanset hvor motiverede og flittige de er, aldrig blive gode til matematik eller gennemskue komplicerede brugsanvisninger. Deres gener modarbejder dem.

»Grundlæggende er indlæringsevnen overvejende arveligt betinget. Nogle er født mere intelligente end andre,« understreger psykologiprofessor Helmuth Nyborg.

Han tilføjer, at udenlandske undersøgelser viser, at arvelighedens betydning for indlæringsevnen stiger i takt med alderen. Mens et barns mulighed for at lære nyt i høj grad er betinget af miljø, er det for en pensionist genetikken, der sætter tempoet.

»For et barn på seks-otte år er arvelighedens betydning for indlæring kun 20 procent. For en 65-årig er den 80 procent,« fortæller han.

Det lyder umiddelbart paradoksalt, at arveligheden vinder over miljøet på trods af, at en ældre person gennem årene har oparbejdet et enormt depot af miljøbetinget viden og erfaring.

»Men det kan forklares med, at når man er et lille barn, så bestemmer forældrene for én. Man træffer ikke selv beslutninger. De gener og evner man har, bliver så at sige undertrykt,« fortæller Helmuth Nyborg:

»Desto ældre man bliver, desto mere styr har man på sin hverdag. Man bestemmer selv, hvad man vil, og dermed får ens gener større mulighed for at udfolde sig.«