Dette er en debatblog med løbende kommentarer om folketingsvalget 2019.

Valgstrømmen: Vestager tager sølv i debatten mellem spidskandidater i Bruxelles

Valgstrømmen er Berlingskes valg-blog, som løbende opdateres med personlige, subjektive og skarpe synspunkter skrevet af faste kommentatorer, redaktører og journalister hos Berlingske.

Foto: Henrik Kiær Sara Gangsted

22.31

Vestager tager sølv i debatten mellem spidskandidater i Bruxelles

Margrethe Vestager klarer sig godt i debatten mellem spidskandidaterne til posten som formand for Europa-Kommission. Men hollænderen Frans Timmermans, vice-præsident for Kommissionen og spidskandidat for de europæiske socialdemokrater, er den klare vinder af debatten. Med klare værdier og total klar tale går Timmermans rent ind. »Hver gang en migrant drukner i Middelhavet, mister Europa noget af sig selv,« sagde han blandt andet og tog det store skyts frem imod europæiske ledere, der går imod europæiske værdier og lefler for den russiske og den amerikanske præsident.

Desværre repræsenterer Timmerrmans en gruppe, der står til at blive en af de største tabere af det kommende Europa-Parlamentsvalg, så han bliver ikke Parlamentets spidskandidat, og der er stadig stor usikkerhed om selve Spidskandidat-metoden til udpegning af topjobbet i Kommissionen. Men det betyder til gengæld også at Vestager stadig er i spil.


21.46

Europæisk lederskab tager form - og Danmark er stærkt repræsenteret

Netop nu mødes kandidaterne til at overtage formandsskabet for kommissionen i en debat. De udfordres på alle de store dagsordener, og det interessante er hvor tydeligt det er at alle de store dagsordner er fælles. Fra Dansmark og som repræsentant for ALDE (gruppen, hvor Radikales og Venstres repræsentanter sidder), deltager Margrethe Vestager. Så vigtigt og så dejligt med en stærk kvinde med rødder i det nordiske med i netop dette feldt.

Det er tydeligt, at løsningsforslagene er forskellige, men mulighederne for kompromis er også at finde.
Interessant er det også at seere og lyttere deltager. Der kan kommenteres og stilles spørgsmål. På selv transmissionen kan man også kommentere online. Virklelig noget af det, der kan uddanne og forene os på tværs af grænser.

Det betyder ikke at forskelle forsvinder eller at nationer går i opløsning. Men det stiller skarpt på at de aller største udfordringer kun lader sig løse i et forpligtende fællesskab.
Gå ind og følg med f eks vi Twitter på Europaparlementet DA. Her streames på dansk.


20.28

Sidste chance for at tænke alternativt

Uffe Elbæk mener, at årsagen til partiets manglende opbakning er, at andre partier konkurrer med deres klima-dagsorden. Og det er måske på tide, at Uffe kommer ned fra den der gynge, de er så glade for i Alternativet og erkender, at han ikke har formået at skabe et alternativt parti. Alternativet er styret af nogle få mænd, som synes at have kogt noget ud i slap-penile kollager og valgsejren fra 2015. Den strategisk korrekte placering uden for blokkene blev kommunikeret dårligt og lignede dark-room-delirium. Det ligner sidste chance til at tænke alternativt.


20.08

Behovet for borgerlig partireduktion


Om noget har den aktuelle valgkamp vist, at der er for mange borgerlige partier. Så et konstruktivt forslag. Der burde være to større: Liberalksonservativt Strammerparti og De Socialliberale Halalhippier. Begge partier ville i store træk have samme økonomiske politik, men adskille sig på værdi- og miljøpolitik. De Radikale, dele af højskolevenstre, Mette Bock-fløjen i LA og Connie Hedegaard-konservative kunne finde sig tilpas i De Socialliberale Halalhippier. Så kunne Mette Riisager og Henrik Dahl-liberale samt de Støjberg-loyale venstrefolk kunne melde sig i ind i Liberalkonservativt Strammerparti sammen med Morten Messerschimidt, Rasmus Jarlov og Naser Khader, mens de mere socialdemokratiske DF'ere kunne slutte sig til socialdemokratiets højrefløj.

17.41

Kan Venstre bruge Halfdan Rasmussens censurerede børnerim?


Ingen kan beskylde Venstre for ikke at gøre en indsats. Først anklager man Mette Frederiksen for at ville slå hul på statskassen. Dagen efter ville V matche hendes løfter nærmest krone for krone. Så tog Løkke afstand fra Paludan for kort tid efter at udråbe Venstre til at være danskernes parti. Endeligt blev den gamle krikke skattestoppet trukket af stalden, for sekundet efter at blive aflivet med løfter om nye afgiftsstigninger.

Det ligner panik før lukketid, men man kan ikke fortænke Venstre-folkene i at gribe efter hvert et halmstrå. Her kan »krænkelsessagerne« som balladen om den danske sang, eller Gyldendals beslutning om at udelade en række ord fra en nyudgivelse af Halfdan Rasmussens børnerim komme i spil. Spørgsmålet er om Venstre kan hæfte noget af det op på socialdemokraterne.


17.14

Trækker Løkke en kanin op af hatten?

Det er ikke set før: En statsminister lancerer en hidtil hemmeligholdt bogudgivelse midt under en valgkamp.

Nyheden er lige landet på landets nyhedsredaktioner, og nu går den store jagt på oplysninger i gang. Hvem kan først finde ud af, hvad der står i den bog, som Lars Løkke Rasmussen sender på gaden i morgen? Der må stå noget vigtigt i den. Ellers ville den ikke komme nu.

Det er blevet sagt så mange gange om Løkke, at klichéen er slidt, men vi har med en politiker at gøre, som har vist, at han kan ændre på en situation, der ellers så håbløs ud. Da Løkke 3. juni 2014 forsvandt ned i en kælder under Odense Congress Center sammen med Kristian Jensen, troede alle, at han var færdig som formand for Venstre. Nu skulle det bebudede kongemord ske. Det gjorde det bare ikke.

Men okay – ét er at spille Machiavelli i Venstre. Noget andet er at ændre en folkestemning, som for øjeblikket giver rød blok 20 mandaters forspring i forhold til blå blok i meningsmålingerne.

Foto: Politikens Forlag.


16.41

Paludan i spadseredragt

De radikale har for længst fundet formlen for, hvad der virker mest effektivt for at aktivere moderate borgerlige midtervælgere til at krydse grænsen til rød blok. Her skal man bare sige navnet »Støjberg«, så sætter disse vælgere sig i bevægelse, som var der tale om pavlovske hunde. Jens Rohde, radikal folketingskandidat og selv tidligere venstremand og mangeårig kollega til den snart forhenværende udlændinge- og integrationsminister, har forfinet dette løsen ved at beskrive stalker og korankaster Paludan som »Støjberg i spadseredragt«. Fra spindoktorernes aftægtsbolig sendes der anerkendende nik til Rohde for dette raffinerede karaktermord.


16.12

Er Rasmus Paludan værdig til at sidde i Folketinget?

Da Klaus Riskær Pedersen blev opstillingsberettiget til folketingsvalget, var der en heftig debat om, hvorvidt han dybest set er værdig til at sidde i Folketinget efter flere domme og en fængselsstraf.

I tilfældet Rasmus Paludan har diskussionen mest handlet om hans ekstreme politik. Men efter Avisen Danmark  og Berlingskes afsløringer af en chikane- og stalkingsag står det klart, at Paludans personlighed er om muligt lige så ekstrem som hans politik.

Der er tale om årelang personlig chikane af virkelig alvorlig grad. Det er direkte underligt, hvis ikke diskussionen om hans valgbarhed starter nu. Han har endda en realistisk mulighed for at blive valgt. Det har Riskær næppe.


16.02

Mener danskerne virkelig, at den grønne dagsorden er vigtigst?

Hvis man spørger danskerne, så er det emne i valgkamen, som de finder klart vigtigst, klimaet og den grønne dagsorden. Men det tror jeg ikke på.

Jeg tror, at rigtig mange gerne vil tænke på sig selv som nogen, der går rigtig meget op i klimaet, selvom de i praksis ikke gør det store for at lade være med at flyve, og de heller ikke stemmer efter det angiveligt store grønne engagement. Lidt ligesom folk, når man spørger i meningsmålinger om kulturforbrug, går i teateret i et omfang, der klart overstiger antallet af teaterbilletter, der bliver solgt, fordi man godt kan lide at forestille sig, at man er mere finkulturel, end tilfældet er.

Det er muligt, jeg tager fejl. I så fald må man imidlertid forvente en regulær jordskredssejr til folketingets grønneste partier. Ikke mindst Alternativet.


15.14

Hvor er landets kommende finansminister henne i valgkampen?

Det går jo strålende for Socialdemokratiet i valgkampen, hvor flere målinger viser at op mod 30 mandater står bag en ny S-regering. Det kunne derfor være spændende at høre mere til fra den mand, der bliver den suverænt mest magtfulde de næste fire år, når det gælder den økonomiske politik nemlig den sandsynlige finansminister Henrik Sass Larsen. Hvorfor er det borgmester Gyldal fra Herlev, Dan Jørgensen og andre fra 2. hylde, der i valgkampen præsenterer S-politik? Er Sass gemt væk med vilje? Har offentligheden hørt andet end at han er meldt frisk til valgkampen? Sidst med en klarmelding 1. maj om, hvordan han glædede sig til, at Radio24syv snart lukker ned.


14.15

»Hockey Stick«-grafikken fra 2015 sidder stadig i kroppen

Meningsmålinger er generelt gode, og vi lærer en masse om partierne tilslutning ved at bruge dem. Men ved folketingsvalget 2015 ramte målingerne ikke Dansk Folkepartis store fremgang. Rent grafisk lignede målingerne derfor en »hockey stick«, hvor vælgernes endelig dom var »foden«, og målingerne op til valget var »skaftet«. Navnet referer til klimavidenskaben, der har en lignende omdiskuteret grafik af verdens gennemsnitstemperatur.

I snit blev DF undervurderet med tre procentpoint i 2015. Vi undersøgte senere sagen og fandt frem til, at det nok ikke er fordi, at vælgerne ikke tør stå ved deres partivalg, når de kontaktes af meningsmålingsinstitutterne. Forklaringen lå nærmere i sammensætningen af stikprøven.

Der er ikke umiddelbart noget, der tyder på, at vi vil stå i samme situation i 2019. Ved kommunalvalget i 2017 var der således ingen særlige problemer med at undervurdere DF. Samtidig vises nogle gennemsnit af meningsmålinger nu også med større usikkerhedsmargin.

Det betyder ikke, at de nødvendigvis er mere præcise, men det betyder, at de er mere åbne om, hvad usikkerheden faktisk er. Det sker blandt andet ved at indregne den historiske usikkerhed i målingerne fra tidligere valg. Det vil sige, at hvor gode vi før har været til at ramme et partis tilslutning, indgår i vores bud på usikkerheden for 2019. Den store udfordring ved dette valg er således de mange nye partier, som er notorisk svære at ramme korrekt.


14.11

Regeringens pensionsaftale med de radikale og DF vakler

Meningsmålinger er fortsat deprimerende læsning for regeringen, og hvis dagens Gallup står til troende, kan endnu en hovedpine føjes til Løkkes rynkede pande: Regeringens pensionsreform med De Radikale og DF vakler. Aftalen om nemmere adgang til seniorpension blev indgået kort før valget som et taktisk ekko af Løkkes efterløns- og dagpengereform fra 2011, der lagde gift ud for den efterfølgende Thorning-regering.

Trods fremgang for R og K, er der nu kun 87 mandater bag den aftale, der skulle tage luften ud af det populære socialdemokratiske forslag om differentieret pensionsalder. Dermed vakler også Løkkes genistreg med at blokere for fremtidige socialdemokratiske reformer ved, i samvirke med Morten Østergaard, at binde Kristian Thulesen Dahl til masten på det blå skib.


14.07

Er der virkelig kun ti procent borgerlige vælgere?

Det går kun én vej for blå blok i meningsmålingerne, og det er ned. Det interessante er bare, at mens Venstre rykker sig mere og mere mod midten og samtidig mister vælgere, falder Liberal Alliances opbakning også, mens De Konservative kun stiger en smule.

Masser af velfærdsmilliarder, ingen vækstskabende reformer og ingen skattelettelser gør det efterhånden svært at kalde Venstres politik for borgerlig. Derfor kunne man forvente, at en god del af Venstre-vælgerne i stedet ville stemme på et af de to tilbageværende borgerlige partier, som rent faktisk går til valg på borgerlig politik. Men lægger man De Konservatives og Liberal Alliances opbakning sammen, kan de kun mønstre cirka ti procent. Er der virkelig ikke flere borgerlige vælgere i Danmark?


13.05

Fælles paradigmeskifte

Om det såkaldte paradigmeskifte i udlændingepolitikken får nogen større effekt, ved vi stadig ikke. Men til gengæld er Venstre og Socialdemokratiet blevet enige om et paradigmeskift, der for alvor vil noget. Partierne synes nemlig enige om, at Danmark på sigt skal være et mindre velstående samfund på stadig mere velfærdsdialyse – et land med mindre vækst i BNP end ellers, samt færre ansatte i den private sektor, som finansierer det offentlige. Som en lektor fra KU siger til Berlingske:

»Man skal søge længe efter forslag fra Venstre og Socialdemokratiet, der sigter mod at gøre kagen større og få flere i arbejde. Det handler primært om at bruge den kage, der allerede er, og hvordan den skal fordeles.«

Stort tillykke til både det blå og det røde socialdemokrati.


12.17

​Forhåbentlig har Paludan toppet

Stram Kurs' opbakning daler til under spærregrænsen. En ny meningsmåling som Gallup har foretaget for Berlingske giver Paludans parti 1,6 pct. af stemmerne mod 3,3 pct. for bare en uge siden. Der er bestemt statistisk usikkerhed i så små tal, men det bemærkelsesværdige er, at Paludan med de tal ikke står til at komme ind i Folketinget.

Medierne er blevet beskyldt for at puste Paludan kunstigt op. Man kunne håbe, at tallene i stedet er udtryk for, at vælgerne har set så mange afsløringer af Paludans usammenhængende politik og grundlovsstridende holdninger, at fornuften begynder at indtræffe sig. Det må være en grundopgave at belyse med kritisk journalistik.

Tendensen kan man kun være glad for, hvis man sætter pris på de grundlæggende frihedsrettigheder for den enkelte, som dansk lov, kultur og historie heldigvis bygger på.


11.41

Tilbagetrækning gør comeback

Pensionsområdet er braget tilbage ind på den politiske dagsorden. Det lå ellers ikke i kortene. Sporene skræmmer fra efterlønsdebatten, og de fleste partier var sikkert taknemmelige for, at velfærdsforliget fra 2006 havde sat årtiers kamp om tilbagetrækning i ro.

Kigger vi på valgundersøgelserne, er vælgernes villighed til at bruge flere penge på folkepension også faldet og faldet over årene. Fra 70 pct, der ville bruge flere penge i 1984, til blot omkring 40 pct, der ønsker det samme ved valget i 2015.

At dømme ud fra valgkampens første uge er pensionsdebatten dog ikke klar til at blive lagt i graven lige med det samme.


09.26

Slappe Inger, bløde Venstre?

Et af valgkampens tidlige højdepunkter var, da statsministeren i den første partilederdebat valgte ikke at nævne Stram Kurs og Rasmus Paludan ved navn og gjorde det samme med Nye Borgerlige og deres formand, der er gået noget i et med tapetet under denne valgkamp. »Det der parti dernede, og det parti der for den sags skyld også,« sagde Lars Løkke, mens han pegede på de partier, han ikke ville basere en eventuel regering på.

Og det var jo en lettelse, at statsministeren alligevel har en grænse. Ikke mindst fordi han har stået for danmarkshistoriens mest innovativt infame lovgivning på udlændingeområdet og har formået at bygge bro til Socialdemokratiet og dermed samle en stor del af Folketinget omkring den lovgivning.

Men nu er hans mest kontroversielle minister, udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg, dukket op i valgkampen med et overraskende budskab. Ifølge Politiken vil hun ikke afvise, at Danmark skulle kunne modtage kvoteflygtninge næste år. Altså Danmark kunne i regeringens øje bestå, skulle der komme nogle få hundrede værdigt trængende.

Er disse glimt af en ny og blødere kurs fra Venstre?


08:38

Endelig EU-politik i folketingsvalgkampen

Det var meget forudsigeligt, at EU-valgkampen ville drukne i folketingsvalgkampen, som vi var flere der advarede om. Andre påstod dog, at EU-valgkampen tværtimod ville løftes af valget til Folketinget. Indtil videre har fedtet fra valgflæsket drevet ned væggene, men nu kommer den stærkt pressede statsminister med et forslag, der for en gang skyld er markant, ikke koster fantasillioner af kroner og som rent faktisk handler om EU. Løkke foreslår en folkeafstemning om forsvarsforbeholdet (som forsvarsminister Claus Hjort også foreslog i Berlingske mandag) og lægger sig dermed solidt i spidsen som det mest EU-positive parti i blå blok. Det er tiltrængt og velgørende. Nu venter vi på, at Mette Frederiksen skyder idéen ned.


08:23

Et uhyggeligt paradigmeskifte i den økonomiske politik

Det her burde være den nyhed, der fuldstændig tog dagsordenen i valgkampen: De store, magtbærende partier er i fuld gang med et paradigmeskifte i den økonomiske politik, som vil medføre en opbremsning i dansk økonomi, lavere vækst og færre beskæftigede i den private sektor.

Det er faktisk ret uhyggeligt.

Det afgørende er, at magtaksen i dansk politik, Venstre, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, nu er helt enige om, at det er den rigtige vej at gå: Lavere vækst, lavere beskæftigelse.

Det er mindre overraskende, at partier som SF, Enhedslisten givetvis vil bakke op. Enhedslistens Pernille Skipper har jo ligefrem krævet paradigmeskiftet. Og de store partier leverer.

Historien er Berlingskes topnyhed i dag. Men den skaber pudsigt nok ikke voldsom ravage i valgkampen. For her snakker næsten ingen om, hvor pengene skal komme fra. De snakker alene om, hvordan de vil bruge dem.


08:21

Magten koster

At regeringen står til at tabe sit parlamentariske flertal er i nogle henseender slet ikke så mærkeligt. Studier med udgangspunkt i data fra i alt 284 valg i 29 europæiske lande viser, at regeringskoalitioner næsten altid taber stemmer og i gennemsnit mister cirka 5,6 pct. af stemmerne i løbet af en valgperiode. Herhjemme er det lidt mindre—knap 2 pct. ved valgene siden 2. verdenskrig. Men så snævert som flertallet var ovenpå FV15, var det dermed fra begyndelsen op ad bakke for Lars Løkke Rasmussen (V) at bibeholde regeringsmagten.

Det burde alle tre regeringspartier nok have tænkt over fra begyndelsen.


08:19

Vælgerne vil være på det vindende hold

Har man fulgt meningsmålingerne her i valgkampens første uge, vil man kunne se et tydeligt mønster: Rød blok vinder støt og roligt frem, mens vælgerne siver fra blå blok. Forspringet er nu så markant, at det ser så godt som umuligt ud for Lars Løkke Rasmussen at blive siddende som statsminister. Venstre har ellers været meget aktive og præsenteret politik, der er designet til at hive vælgere over midten. Hvad er der galt?

Det er naturligvis et spørgsmål med mange svar, men en del af forklaringen er sandsynligvis, at Venstre – ligesom Dansk Folkeparti og Liberal Alliance i øvrigt – simpelthen befinder sig i en negativ spiral. Forskning viser, at vælgerne vil være på det vindende hold, og at denne effekt er ret markant. Dårlige meningsmålinger fører så at sige til endnu dårligere meningsmålinger.


Tirsdag 23:00

Stål-Anders er vågnet af sin dvale

Anders Samuelsen er pludselig vågnet til kamp af sin dvale til det, der meget vel kan blive den allersidste dyst i rollen som leder af et regeringsparti.

Enkelte målinger viser, at LA har tabt op over 60 procent af stemmerne, og de er i den seneste måling fra YouGov tirsdag helt i gulvet med kun 2,6 pct. af stemmerne. Alle alarmknapper blinker rødt, mens sirener hyler advarende.

Heldigvis har LAs førstevalg som statsminister Lars Løkke været ude at bruge hele det økonomiske råderum frem mod 2025, og står nu perfekt for hug, så hans ven Anders med de stålblå øjne onsdag på forsiden i  Jyllandsposten kan salvelsesfuldt anklage Løkke for at svigte det borgerlige Danmark.


Tirsdag 22:15

Skandaløs økonomisk politik fra både Venstre og Socialdemokratiet

I en valgkamp fyldt med hængepatter, nazi-svin, naturbrande, romkugler, hjerneskader, himmelske vikarer og porno-annoncer er det let at glemme de væsentlige temaer. Berlingske har nu historien om, at der for første gang i 25 år er udsigt til en opbremsning i dansk økonomi som følge af den førte økonomiske politik.

Hverken Venstre eller Socialdemokratiet lægger op til vækstskabende reformer - tværtimod vil begge partier blot uddele penge og sænke arbejdsudbuddet og dermed påvirke BNP negativt. Det er intet mindre end skandaløst, og det burde udløse langt mere forargelse i vælgerkorpset end diverse ligegyldige shitstorms.


Tirsdag 21:30

Kamikaze-angreb fra Samuelsen

Formelt er VLAK-regeringen endnu ikke trådt tilbage, men reelt fører de tre regeringspartier en hårdere valgkamp mod hinanden, end de hver især gør i forhold til de andre 10 partier. Regeringens ministre er i åben krig med sig selv. Her til aften har Liberal Alliances leder – og fungerende udenrigsminister – Anders Samuelsen lanceret en direkte krigserklæring mod sin chef, statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Som et flashback tilbage til 2016, dengang det handlede om stålsatte øjne, siger Samuelsen nu: »Løkke svigter sit borgerligt-liberale lederskab, som Folketingets største borgerligt-liberale parti burde stå for.« Ved at falde statsministeren i ryggen udstiller Anders Samuelsen, at VLAK-regeringen reelt allerede er fortid. Uanset hvad der sker i de kommende uger vil Venstre, Liberal Alliance og Konservative ikke kunne regere videre sammen.

Projektet er brudt endegyldigt sammen.