Usunde danskere bør overveje pensionen

Danskere, der lever usundt, vil sandsynligvis dø, inden eller når de skal på pension. Derfor bør de prioritere sundhedsforsikringer frem for pensionsopsparingen.

Drop smøgerne og den usunde livsstil - ellers når du ikke at få glæde af pensionsopsparingen. Foto: Colourbox Fold sammen
Læs mere
Mange danskere spiser forkert, får for lidt motion og er stressede på grund af for meget arbejde. Den usunde livsstil giver ikke bare ringere livskvalitet og mindre overskud i nuet, men skærer også en stor del af livet i sidste ende.

Det får pensionsselskabet Danica Pension til at opfordre usunde danskere til at overveje deres pensionsopsparing: Sandsynligheden for, at de kommer til at nyde godt af den, er nemlig ret lille:

»Danskere, som ryger og drikker for meget, spiser usundt, tager bilen og elevatoren i stedet for cyklen og trapperne, og som samtidig er stressede, fordi de arbejder for meget, skal i høj grad have tjek på deres livsforsikringer, for det kan være, de ikke når pensionsalderen,« siger cheføkonom Jens Christian Nielsen fra Danica Pension.

Som minimum skal de droppe pensionsformen »livrente«, som udbetales i rater hver måned indtil døden. Eller helt overveje, om de overhovedet vil spare op til den tredje alder.

Netop fordi livsstil betyder så meget for den gennemsnitlige levealder, overvejer Danica Pension at inddrage den i pensionsrådgivningen:

»Når vi nu ved, at livsstilen enten forkorter eller forlænger livet, og dermed mindsker eller øger behovet for en pensionsopsparing, er det oplagt at spørge om det i forbindelse med pensionsrådgivningen. Det vil gøre rådgivningen mere kvalificeret,« siger Jens Christian Nielsen.

Selv om mange danskere lever usundt, og vores gennemsnitlige levealder vokser markant langsommere end i andre europæiske lande, er en del begyndt at tænke meget over at leve sundt. Det får Danica Pension til at spå livrenten et comeback

»Er man typen, der går meget op i at leve sundt, er sandsynligheden for at leve meget længe stor. I det tilfælde bør man overveje en livrente-pension, hvor udbetalingen ikke er tidsbegrænset,« siger Jens Christian Nielsen.

Danica Pension har fået Lægernes Test Center til at udvikle en sundhedsmåler, som gør det muligt at få en idé om, hvorvidt man er på vej mod et langt eller kort liv.

Sundhedsmåleren måler kun på forhold, som danskerne selv kan påvirke – eksempelvis rygning, motion og søvn.

»Det kan få danskerne til at åbne øjnene for, at selv ganske små skridt i retning af sundere livsstil kan betyde noget i det samlede billede. Den giver et billede af, at der kan være mange ekstra år at hente ved at leve sundt,« siger medicinsk direktør i Lægernes Test Center, Claus Hyldahl.