Det er sjældent, at en uge i politik giver et så præcist billede af en statsministers position. Men de sidste syv dage har givet anskuelsesundervisning i Anders Foghs Rasmussens styrker og svagheder som regeringschef.
Plusserne først. For præcis en uge demonstrerede han med en stort anlagt tale ved Venstres landsmøde, at han befinder sig i en liga for sig, når det handler om at udtænke og præsentere en ambitiøs og vidtrækkende politisk dagsorden.
Selv hans mest indædte modstandere måtte erkende, at han i den situation ikke er til at matche, og de har alle været tvunget til at forholde sig til hans budskaber. I ugens løb har den ene efter den anden – fra SF over Socialdemokraterne til fagbevægelsen – måttet byde ind på Foghs dagsorden, og med deres meldinger har de gjort det realistisk for regeringen at lande et skatteforlig til foråret, som markant sænker skatten på arbejde.
FORLØBET ILLUSTRERER, at Fogh i den grad har bevaret evnen til at sætte sig store mål, sætte rammerne for debatten og lægge det nødvendige pres på de øvrige beslutningstagere, så der kommer fremdrift i sagerne. Det er en enestående styrke at have som statsminister. Forløbet illustrerer, hvilken politisk urkraft Fogh fortsat er, når han selv indtager scenen og er synlig.
Og så til minusserne, som lige præcis handler om, hvor kaotisk og dilettantisk regeringen fremtræder, i samme øjeblik Fogh forlader scenen og sætter sig ind i et af de fly, som transporterer ham kloden rundt.
Husk på, at Fogh selv talte alvorsord til sine partifæller på sidste weekends landsmøde. Her advarede han om, hvordan de utallige solomeldinger fra partifællerne, manglende disciplin og misforstået rivalisering med de Konservative skader både Venstre og den samlede regering. Men knap var han ude af landet, før den var gal med opgøret mellem Birthe Rønn Hornbech og Karen Jespersen i fuld offentlighed.
SET I DET LYS markerer Foghs ugelange ophold i Afrika, at han ikke længere har autoritet til at opretholde ro og orden i sit parti, når han ikke er til stede herhjemme.
Spørgsmålet er, hvad Fogh vil gøre for at rette op på miseren? Han kan vælge at bande højlydt over manglen på omtanke og overblik hos partiets brushoveder, som basker sig i projektørlyset med særstandpunkter. Dette var i realiteten, hvad han gjorde på Venstres landsmøde. Han kan også med fuld ret være vred over, at ministre som Rønn og Jespersen ikke kan klare uenigheder internt, men tværtimod føler sig kaldet til at tage deres opgør under massiv medieeksponering.
TIL SYVENDE og sidst er det dog Fogh selv, som bærer ansvaret for den interne uro. I alt for lang tid har han ikke kunnet overbevise sine nærmeste om, at han har besluttet sig for at blive i dansk politik og tage næste valg med, og det har været ødelæggende for disciplinen og den sikkerhed, som normalt præger Venstres maskinrum på Christiansborg.
Som nævnt tidligere på denne plads har manglen på klarhed også været stærkt generende for partiets kronprins, Lars Løkke Rasmussen, som aldrig har fået tid til at restituere sig efter forårets bilagssag, men i stedet er blevet vurderet som en politiker, der den dag i morgen kan komme til at tage over i Statsministeriet. Dermed er Løkke blevet målt efter en særlig hård målestok i en kritisk fase af sin karriere.
Den næste store taber kan meget vel blive Fogh selv. Et af statsministerens stærkeste varemærker er hans ry for at være en sikker, stabil og kompetent leder. Men hvis partifællerne fortsætter med at udløse uro med solomarkeringer, hvis hans ministre rask væk geråder i slagsmål og hvis han ikke formår at sikre større harmoni i samarbejdet mellem Venstre, de Konservative og Dansk Folkeparti, vil tilliden til hans ledelse falde. Det rodede helhedsindtryk vil uvægerligt smitte af på Fogh selv.
Uge 47 belyste Foghs potentiale som regeringschef, men blotlagde også, at han underminerer sin egen og regeringens position med sit intensive rejseprogram og fravær. Fogh har brug for at vise synlig ledelse.
UNORMALPRIS
Digital adgang + avisen lørdag: 59 kr. i 5 uger
