Superligaklub med blødende bundlinje

Selskabet bag en af klubberne i fodboldens superliga er i store økonomiske vanskeligheder, og kom ud af 07/08 med et underskud over 10 millioner kroner. Troen på fremtiden er dog fortsat stor.

Foto: Modelfoto/Colourbox
Stort underskud i SønderjyskE "Patienten har været i respirator og fået ilt. Nu er den kroniske sygdom overstået."

Sådan lyder diagnosen om Sønderjysk Elitesport A/S fra bestyrelsesformand Ole Daugbjerg, der er kommunikationsdirektør i én af projektets helt store bidragydere, Danfoss.

I det seneste regnskabsår, 2007/08, der sluttede 30. juni, havde sportsselskabet regnet med et mindre underskud, men det blev på 12,2 millioner kroner, hvilket selskabet selv vurderer som »ikke tilfredsstillende«, skriver JydskeVestkysten.

"Regnskabet er dels præget af, at vi har haft stor sportslig succes, som har givet ekstra omkostninger og dels, at vi har fået ryddet op, så vi i dette regnskabsår budgetterer med et 0 eller et lille overskud," siger Ole Daugbjerg.

For et år siden mistede alle aktionærer i Sønderjysk Elitesport deres aktier, fordi kapitalen var brugt. I stedet blev der dannet »Fonden til fremme af elitesport og kultur i Sønderjylland«, som nu ejer SønderjyskE.

Danfoss, Jebsen-familien med forretninger i Hongkong og rødder i Aabenraa, Sydbank, Syd Energi og Ecco bidrog med godt 20 millioner kroner, og heraf er der nu 8,5 millioner kroner tilbage i egenkapital som økonomisk sikkerhedsnet under SønderjyskE.

Omsætningen i Sønderjysk Elitesport var i 07/08 på 49 millioner kroner. Udgiften til lønninger og pensioner til de 71 ansatte var på 29 millioner kroner.

Adm. direktør Henrik Sommer vurderer, at omsætningen i indeværende regnskabsår vil stige til næsten 70 millioner kroner. Det skyldes primært stigende tv-indtægter for superligaholdet i fodbold, men der er også skabt flere indtægter til SønderjyskE's to håndboldhold.

/Ritzau/