UCI smidt ud af Touren

Næsten ingen dag uden nogen bliver smidt ud af Le Tour.

I går var ingen undtagelse, da makkerparret Christian Prudhomme, der er direktør for løbet, og Patrice Clerc, der er præsident for ASO, som er organisationen bag det hele, kom med en ny bandbulle.

Denne gang ikke mod en rytter som ifølge d´herrer skader deres cykelløb, men nu mod intet mindre end Den Internationale Cykelunion (UCI), der åbenbart ikke er meget bedre.

»De har aldrig ønsket en ren Tour,« tordnede Prudhomme i startbyen Cognac.

»Der hersker en total mangel på klarhed og professionalisme i UCI. Det kan der kun være to årsager til. Enten handler det om inkompetence, eller ogsåønsker de helt bevidst at skade os.!

De voldsomme udbrud skyldes, at Tour-bosserne inden løbet ikke blev orienteret om, at tyskeren Patrik Sinkewitz havde testet positiv før Touren, ligesom de aldrig fik at vide, at Michael Rasmussen var idømt en såkaldt registreret advarsel.

I fremtiden vil Touren arbejde tættere sammen med forskellige antidoping organisationer, og når feltet skal sammensættes til næste års løb vil »moral veje tungere end sportslig formåen.«

Som det bliver sagt: »Vi ønsker kun at invitere hold og ryttere, vi kan stole på.«