FC København og træner Ståle Solbakken er ikke vant til at tabe. I sidste sæson blev det blot til tre nederlag i SAS Ligaen over en hel sæson. Derfor hang nordmanden også med hovedet, da han onsdag aften skulle sætte ord på mestrenes sæsonåbning, der bød på et 0-1-nederlag til FC Nordsjælland.
- Nogle gange sker det her i fodbold. Vi har redet på en bølge meget længe, og den kom vi ned fra, må man sige, sagde FC København-træneren og mente ikke, at gæsterne på Farum Park havde fået nok ud af et stort pres.
- Vi fortjente at vinde den her kamp, men det er svært, når deres målmand laver den ene klasseredning efter den anden. Vi skaber jo chancer nok til tre-fire scoringer, vurderede Ståle Solbakken.
Næste opgave for FC København bliver weekendens udekamp mod AaB i Aalborg.
/ritzau/