Solskjær fejrer managerkontrakt med United-sejr

Manchester United slog Watford hjemme, da Ole Gunnar Solskjær for første gang var permanent United-manager.

Manchester. Manchester United hentede tre point i spillet om top-4 i Premier League, da United hjemme slog Watford 2-1 lørdag.

Det var første kamp i spidsen for Manchester United som permanent manager for Ole Gunnar Solskjær.

Torsdag i denne uge blev nordmanden officielt udpeget til at stå i spidsen for klubben frem til sommeren 2022, efter at han tiltrådte som midlertidig manager i december efter fyringen af José Mourinho.

Med sejren har United på fjerdepladsen 61 point ligesom Tottenham, der har en kamp i hånden på tredjepladsen. Arsenal har 60 point for en kamp færre på femtepladsen.

Watford kom særdeles motiveret til Old Trafford og gjordet godt i kampens indledning, men efter lidt under en halv time slog United til.

Luke Shaw sendte Marcus Rashford afsted, og den unge profil svigtede ikke og passerede Watford-keeper Ben Foster og bragte United foran 1-0.

Fem minutter senere kunne Anthony Martial have øget til 2-0, men Foster reddede flot forsøget.

Efter en times spil var United stadig i front, og Watford var ikke færdige med at true, og Will Hughes var tæt på efter et oplæg fra Troy Deeney.

Deeney forsøgte selv efter 65 minutter at løfte bolden over United-keeper David De Gea, men uden held.

United havde de fleste chancer, men virkede på ingen måde i kontrol i opgøret.

Det blev dog bedre, da Anthony Martial fik raget bolden i mål til 2-0 med lidt over et kvarter tilbage, og Abdoulaye Doucoure fik reduceret for gæsterne i det 90. minut.

Kasper Schmeichel holdt sit mål rent for Leicester, der hjemme besejrede Bournemouth 2-0.

Wes Morgan bragte Leicester foran efter 11 minutter, og Jamie Vardy scorede til 2-0 otte minutter før tid.

Schmeichel og co. ligger på ottendepladsen med 44 point.

/ritzau/