Vitoria-Gasteiz. Real Madrid er nyt tophold i Spaniens bedste fodboldrække.
Lørdag eftermiddag kunne hovedstadsklubben rejse fra udekampen mod Alaves med tre point efter at have vundet en snæver 2-1-sejr.
Dermed går Real Madrid forbi ærkerivalen FC Barcelona, der først skal i aktion søndag i braget mod Atlético Madrid. Med en sejr kan Barcelona generobre førstepladsen, selv om både Real og Barcelona i så fald vil stå noteret for 31 point.
I sidste sæson tabte Real Madrid udekampen mod Alaves, og lørdag var det ikke langt fra endnu et pointtab mod holdet fra Baskerlandet.
I starten af anden halvleg åbnede Sergio Ramos målscoringen på et hovedstød efter et frispark, men efter 63 minutter blev han skurk i den anden ende, da han begik straffespark ved at plante sin ene arm i hovedet på Joselu.
Lucas Perez var sikker fra straffesparkspletten og gjorde det til 1-1.
Kort efter svarede Real Madrid tilbage, da backen Dani Carvajal var hurtigst over en returbold og sendte storklubben i front igen.
På Real-bænken kunne cheftræner Zinedine Zidane bide negle helt til det sidste. Alaves pressede flere gange på for en udligning, og til sidst i den ordinære spilletid måtte Real-keeper Alphonse Aréola diske op med en flot redning.
Efter otte lange tillægsminutter kunne Zidane og co. ånde lettede op ved slutfløjt.
/ritzau/