Richie Porte overtager førstepladsen i Tour Down Under

Australske Porte vinder tredje etape af sæsonens første World Tour-løb, men ærgrer sig over modvind nær målet.

Richie Porte overtager førstepladsen i Tour Down Under efter etapesejr. (Arkivfoto). Gonzalo Fuentes/Reuters Fold sammen
Læs mere

Richie Porte fra Trek-Segafredo vinder den tredje etape af cykelløbet Tour Down Under, der er årets første World Tour-løb.

Porte kom torsdag over målstregen fem sekunder foran en gruppe på otte forfølgere.

Porte kørte fra feltet kort før den sidste stigning på den 130 kilometer lange etape.

- Hatten af for drengene. De gjorde et rigtig godt arbejde med at kontrollere det, siger Porte om sine holdkammerater efter sejren ifølge hjemmesiden cyclingnews.com.

Med etapesejren overtager australieren førstepladsen i den samlede stilling fra landsmanden Caleb Ewan (Lotto Soudal), der sprintede sig til sejren på løbets anden etape onsdag.

Porte har et forspring på fem sekunder til Daryl Impey (Mitchelton-Scott) på andenpladsen. Men det ærgrer ham, at han ikke sikrede sig et større forspring.

- Ved bunden af stigningen havde jeg en god fornemmelse, og jeg fik slået noget af et hul. Det var bare ærgerligt, at der var så meget modvind til sidst, fordi vi kunne virkelig have lavet masser af skade, siger Porte om sin beskedne føring.

Ingen af feltets danske ryttere, blandt andre verdensmesteren Mads Pedersen, er blandt de ti øverste i den samlede stilling.

/ritzau/