CSC-sportsdirektør: Helt fantastisk

Team CSC-lejren var lettet, efter at Fabian Cancellara suverænt snuppede sejren i prologen i årets Tour de France. Målet er at holde trøjen de næste dage.

Det var en lettet Team CSC-sportsdirektør Scott Sunderland, som kunne se sin schweiziske enkeltstartsverdensmester Fabian Cancellara, knuse al modstand på lørdagens prolog i Tour de France. Den regerende verdensmester klarede de 7,9 kilometer i Londons gader i tiden 8 minutter og 50 sekunder hele 13 sekunder før Astana-holdets tysker Andreas Klöden.

- Det er helt fantastisk. Det var en helt fantastisk tid. Han tog alle hjørnerne korrekt. Intet gik bare en anelse forkert. Da Klöden kom i mål i 9.03, forventede jeg, at Fabian kørte i 8.55, men han gjorde det jo endnu bedre. Vi var aldrig i tvivl om, at han ville vinde, sagde Scott Sunderland.

Team CSC går nu efter at holde trøjen de næste par dage på de flade etaper.

- Når vi fører med så klar en margin, går vi efter at holde den i de næste dage. Vi skal ikke trække hele læsset selv, men kan vi samarbejde med de sprinterhold, som i de kommende dage går efter etapesejrene, kan vi måske holde den et par dage, sagde Team CSC's anden sportsdirektør Kim Andersen.

/ritzau/