Det danske sommervejr er lunefuldt, og derfor er det direkte dumt ikke at have lidt elektronisk underholdning med som backup, hvis du skulle risikere at ryge ind i en byge. Her er tre bud på solid, digital feriesjov til de håndholdte konsoller.
Inazuma Eleven Go: Light
Hvordan i alverden kan nogen finde på at blande fodbold med japansk rollespil? Det er nemt at tænke på det igangværende VM som et nærliggende svar med alt den gratis opmærksomhed der følger med verdens største sportsbegivenhed og deraf følgende potentielt mersalg for et relateret spil.
»Inazuma Eleven Go: Light« er imidlertid ikke et fodboldspil i den gængse forstand og forsøger på ingen måde at lade som om, det har noget som helst med VM at gøre. Det er derimod et typisk japansk rollespil fyldt med dialogbokse, figurer med store øjne og en historie præcis så banal og barnlig på den dér afvæbnende japanske måde, at du ikke kan andet end at synes om dets mærkelige udtryksform. Og så har det ét unikt element – i stedet for at kæmpe med sværd og magiske formularer i en fantasiverden, foregår alle kampe i stedet på grønsværen forklædt som fodboldkampe.
Det lyder faktisk mere aparte end det reelt er, for med pegepinden i hånden tager det ikke lang tid at blive god til at styre spillerne rundt, skyde på mål og, naturligvis for genren, i ny og næ at hidkalde en dæmon, som giver dig overnaturlige kræfter til at hamre bolden i kassen.
God of War
PlayStation Vita er i mine øjne lidt af en overset juvel, og det skyldes ikke mindst et vedvarende bombardement af gode titler, der kan spilles på farten. En del af dem er versioneringer af tidligere PS2- og PS3-titler, og det gælder også »God of War Collection«, der som navnet antyder byder på to af de tidligere udgivne spil i den blodigt underholdende »God of War«-serie.
Rent faktisk er der tale om de to allerførste spil i serien, og selvom de to allerede én gang er blevet udgivet i en »Collection«-genindspilning fra 2009 til PS3, er der meget godt at komme efter, især hvis du aldrig har spillet dem før, men måske kun har stiftet bekendtskab med de senere spil i serien. Disse to første genreskabende spil oser nemlig af originalitet og klasse, og det er ikke svært at forstå, hvordan de på mange måder var med til at genoplive actionspilgenren.
Du spiller rollen som Kratos, der er latent sur på alt og alle og har en ubændig lyst til at slagte især de græske guder, der er skyld i al hans opsparede vrede. Det er baggrunden for en sand tour de force gennem storstilede optrin, hvor blodet sprøjter, hoveder bliver skilt fra kroppe og gameplayet flyder præcis lige så gnidningsløst som Kratos’ hovedvåben fusionerer tunge jernkæder med savtakkede sværdblade.
Mario Golf: World Tour
Nintendo fortsætter deres rovdrift på den overskæggede blikkenslager Mario, som tilsyneladende aldrig får lov at holde ferie. Mens han netop nu racer af sted i »Mario Kart 8« på Wii U, er han samtidig også på spil til Nintendos håndholdte maskine 3DS. »Mario Golf: World Tour« handler om at svinge køllen og få kuglen i hul, og på overfladen ligner det et golfspil i stil med de fleste andre.
Der er kun tre ikke specielt imponerende baner at vælge mellem, men ud over at spille normalt 18 hullers spil på hver af dem bydes der på en del andre variationer og forskellige udfordringer. Disse åbnes gradvist, efterhånden som du får arbejdet dig gennem spillets første faser, hvilket giver dig god mulighed for at blive fortrolig med spillets styresystem, inden det for alvor går løs med onlinedueller og store turneringer.
For erfarne golfspillere er der dog ikke meget nyt at skulle lære her, for styringen i »World Tour« er nøjagtig som vi kender det fra »Tiger Woods«, »Hot Shots Golf« og så videre. Det gør det meget nemt at komme i gang med spillets historiedel, men her vil det umiddelbart virke skuffende for fans af de foregående spil i serien, at der denne gang ikke er tale om en rollespilinspireret eventyr, men bare en simpel turnering gennem de tre 18-hullers baner.
Objektivt set er der således ikke meget nyt at finde i spillet, men så er det jo bare lige, at spil med Mario på rollelisten meget sjældent kan bedømmes på overflade eller struktur alene. Når først timerne begynder at flyve af sted vil du hurtigt erkende, at også »Mario Golf: World Tour« har den klassiske Mario-factor: Alt virker genkendeligt og forudsigeligt, men samtidig er det umuligt ikke at lade dig rive med og blive underholdt, netop fordi det hele er så genkendeligt og forudsigeligt godt skruet sammen.
