Der udkommer et væld af spil hvert år, og som alle andre når jeg naturligvis aldrig at spille dem alle, endsige bare de fleste, eller kun de bedste for den sags skyld. Men hvert år i januar er det som om, spilbranchen går et par gear ned for lige at sunde sig oven på julens hektiske salgsaktiviteter og gøre sig klar til et nyt år med masser af udgivelserFor mig er det derfor tiden til at skue tilbage og få spillet nogle af de spil, jeg aldrig nåede, for derved måske at finde en overset diamant eller to blandt dem.
Dette er præcis grunden til denne anmeldelse af »Mario Party 10«. Skræmt af ni’erens mildt sagt dårlige kritik røg »10« nemlig uden videre over i stakken med »måske-anmeldelser«, da det udkom tilbage i april. Men da jeg så i juledagene tullede rundt med mine døtre, fandt Ella på syv år det pludselig frem fra bunkerne, og siden da har vi spillet det intensivt og til stor fornøjelse.
»Mario Party 10« er i bund og grund et virtuelt brætspil, hvor det gælder om at slå med terninger og rykke sin figur rundt mellem felter på en spilleplade i jagten efter at optjene så mange stjerner som muligt. Op til fire personer kan være med samtidig, og stjernerne vindes ved enten at være heldig med at lande på de rigtige felter på brættet, eller ved at vinde over de andre spillere i små minispil, der løbende dystes i.
Disse minispil er ganske korte, meget letforståelige kampe, der varer mellem tyve sekunder og et minut. Fra simplificerede udgaver af badminton og volleyball over heldbaserede kasinospil som enarmet tyveknægt eller store snurrende lykkehjul, til klassiske Nintendo-udfordringer som for eksempel at hoppe sig gennem en labyrint af smuldrende klippeafsatser så hurtigt som muligt.
De, som mener, at gode spil udelukkende skal handle om individuelle færdigheder, teknik og god koordination mellem hænder og øjne, vil meget hurtigt blive irriterede over logikken i »Mario Party 10«, for det er ikke dét, det handler om her.
Du kan være nok så god til de minispil, som kræver lidt overblik og erfaring med controlleren, men det vil aldrig være nok til at sikre dig positionen som den endelige vinder. Det kræver nemlig først og fremmest held med terningerne, så du undgår at lande på felter, som i ét hug fjerne halvdelen af dine optjente stjerner, eller det der er værre.
Perfekt oplevelse for børnene
Men mens den garvede gamer vil sidde tavst og stirre surt ud i luften over dette og mange andre små elementer i spillet, som konstant udjævner niveauet mellem deltagerne (for eksempel sidder alle sammen i en vogn og kører rundt på spilbrættet, hvilket betyder, at ingen bliver ladt tilbage uden chance for at kunne komme først over målstregen), gør det »Mario Party 10« til noget nær en perfekt oplevelse for mindre børn og andre, som ikke er superdedikerede, men bare vil lege sammen og have en sjov oplevelse.
De fleste af minispillene er utroligt nemme at forstå og lære, der er en vellavet test-funktion indbygget, så man inden hvert spil lige kan genopfriske reglerne, og det er smertefrit at indstille det samlede spils længde, så det passer til alles opmærksomhedsspændvidde og tidsforbrug foran skærmen.
Der er desuden et solidt antal figurer og baner at vælge mellem, samt et par alternative spilformer, hvor én spiller for eksempel styrer den onde Bowser, der så skal jage de andre spillere rundt på brættet og prøve at forhindre dem i at komme helt frem til målstregen.
Resultatet er en samlet oplevelse, som får børnene helt op i det røde felt af begejstring og entusiasme, men som sjældent udløser frustration eller vrede.
»Det er jo bare et spil«, hører jeg dem tit sige undervejs, og selv om Ella kan blive godt sur, når jeg som Donkey Kong klasker hendes Prinsesse Fersken i hovedet med en stor hammer, ved hun, at der ikke går længe, før hun enten får chancen for hævn i et andet minispil eller bliver båret frem på heldets vinger på selve brættet.
»Mario Party 10«s største svaghed ender derfor med at være dets begrænsede målgruppe. Det kan ikke anbefales til garvede spillere, som leder efter konkurrencetitler, der kan udstille brillante evner eller tilsvarende mangler, og selv for gennemsnitsspillerne vil det givetvis blive opfattet som forsimplet og for heldbaseret.
Men for unger i den alder, hvor spil først og fremmest er noget socialt, sjovt og hyggeligt, rammer det lige i plet og kan varmt anbefales.
