Er Betty Nansen Teatrets forestilling »Den mystiske sag om hunden i natten« rigtig mange menneskers idé om en god aften i teatret? Det er svært at forestille sig andet.
For det første fordi den har en god historie, som der strengt taget ikke altid er så mange af på teatret længere i en tid, hvor det handler mere om, hvad der foregår i selve teatersituationen og i tilskueren, end hvad der foregår på scenen. Beretningen om den 15-årige autistiske dreng Christopher, der finder nabokonens hund myrdet med en møggreb, og som sætter sig for at opklare dødsfaldet – med store konsekvenser for sit eget liv – har en hovedperson, vi ønsker det skal gå godt og dertil et diskret hverdagskriminalistisk drive.
For det andet præsenterer forestillingen en række skuespillere, vi gerne vil se. Placeret i roller, der passer til dem – naturligvis anført af Thure Lindhardt, hvis lysende og troværdige portræt af den autistiske dreng – hyperintelligent på udvalgte områder, forsvarsløst naiv over for verden på andre – er den stjernepræstation, det hele drejer sig om. Med bøjede arme, sansende fingre, missende øjne, søgende mund og en lys, kontant staccatoreplik er han den, sympatien kan samle sig om, når Christopher bevæger sig ud i verden i sin søgen efter sandheden om mordgåden og i sidste ende også om sig selv.
For det tredje er der den rette blanding af tør humor og sentimental følelse – hentet fra britiske Mark Haddons succesroman, som dramatiseringen fra den mindst lige så britiske nationalscene National Theatre baserer sig på. Det er så sjældent, vi for alvor får lov til at føle noget, når vi går i teatret, men det gør vi her – om det så er en knuselskelig, mørkøjet golden retriever-hvalp tages den i brug. Hvis der skulle være en og anden, som ikke har overgivet sig.
Og for det fjerde får vi noget med hjem, som det hedder med et fortærsket udtryk: et nydeligt, lille budskab, som omtrent er pakket i en fin æske med sløjfe om, og som går ud på, at vi skal lære at tilgive de fejlbarlige mennesker, vi lever sammen med, for det er netop deres fejl, der gør dem til de mennesker, de er.
Psykisk rum
Det er svært at sætte sig imod. Og der er, med andre ord, heller ikke noget at klage over i en forestilling, som tilmed er fint orkestreret af iscenesætter-talentet Kamilla Bach Mortensen. Hun kan noget med at forstørre det psykiske rum uden om en ellers realistisk situation. Noget, Eilev Skinnarmos eminente scenografi i den grad hjælper til med – med flotte baggrundsprojektioner i konstant sync med skuespillerne, snart som en forankring i en historie, der konstant skifter lokalitet, snart som en en fin spejling af Christophers verden, hvor matematiske formler trænges med sanseindtryk.
Forestillingen er først og fremmest Thure Lindhardts, men der er solid opbakning fra en varm Mille Dinesen som lærer og skytsengel, fra Henrik Lykkegaard som den slidte far med den tungt ludende gang og det nedadvendte ansigt og fra Stine Stengade i smukt forsvar for den mor, der fik nok af det hele. Læg dertil Claus Bue, Merete Voldstedlund, Rasmus Hammerich og Anne Sofie Espersen i et væld af præcise indsatser. Og så opererer forstillingen oven i købet med en lille, mondæn meta-anerkendelse af, at vi er på teatret. Hvad mere kan man forlange?
Hvad: »Den mystiske sag om hunden i natten«
Hvem: Manuskript og bearbejdelse: Simon Stephens efter Mark Haddons roman. Oversættelse: Claus Bundegaard. Isceensættelse: Kamilla Bach Mortensen. Scenogrfai: Eilev Skinnarmo.
Hvor: Betty Nansen Teatret. Til 24. november
