Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Den ejendommelige beretning om et ægtepar, der efter deres søns død søger trøst i en isoleret hytte i skoven, men i stedet finder mystik og gru, når han insisterer på at tage hende i nyttesløs hjemmeterapi, er stadig den samme i Aarhus Teaters version af Lars von Triers film »Antichrist«. Og så alligevel ikke. Her må vi klare os uden de udpenslede voldsscener og de smukke naturtableauer. Det meste genfortælles i stedet - regibemærkninger citeres på scenen og gengives i højttalerne.
I teatrets abstrakte, psykiske rum med publikum på begge sider bliver fortællingen endnu mere af en fabel, som måske ikke skal tages nær så bogstaveligt, som filmen kan anspore en til. Men er det ikke det, som samtidig gør, at den svinder ind, historien, hvor livgivende ambitiøs den gravalvorlige iscenesættelse end måtte være? Ender den ikke som en isafkølet og til slut uforløst sorgøvelse?
Isklumper i spandevis
Den svenske instruktør Annika Silkeberg og scenograf Jenny André har glimrende placeret de to skuespillere i en aflang cementkasse, hvor store isblokke og isklumper i spandevis fra oven vidner om, at vi her er tæt på sjælenes totale frysepunkt.
En glasplade er den ydre symbolik på den skillevæg, der hindrer de to sørgende i at nå hinanden. Flot. Og navnlig Anne Sofie Espersen bevæger sig frygtløst ud i nærkampene i nærbillederne. imponerende hudløst og sitrende selvforglemmende: Lammet i livsnerven og samtidigt aggressivt kæmpende. Derimod forbliver en fejlplaceret Jacob Madsen Kvols - og instruktionen af ham - alt for enstrenget mælkedrengepæn som den mand, hvis tvetydighed - er hans motiver bare ædle? - må være en del af historien om irrationalitet, ondskab, angst, sorg og skyld. Er der ikke mere på spil, hvis dette ikke bare skal blive historien om et par i sorgens mørke? Vi kommer ikke nærmere et svar på, hvad det er, der besætter kvinden, hvis angst er den natur, »satans kirke«, som også viser sig at befinde sig inde i hende. Fint nok. Men repræsenterer manden virkelig i så høj grad den rationelle kraft, som nødtvungent må se på og siden kvæle den irrationelle, naturbesatte kvinde?