I kløerne på Karen Blixen

Årets danske drama kom på falderebet. I »Om baronessen« leverer Karen-Lise Mynster og Pilou Asbæk storspil i fængende og velkomponeret stykke om Karen Blixen.

Pilou Asbæk og Karen Lise Mynster spiller hovedrollerne i Folketeatrets stykke "Baronessen" om venskabet mellem Thorkild Bjørnvig og Karen Blixen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Christian Als
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er egentlig utroligt, at vi ikke har set Karen Blixen og hendes personlige historie som forfatter og kvinde på en dansk teaterscene. Før nu, hvor dramatikeren Thor Bjørn Krebs har kastet sig over materialet, som jo ellers må siges at være velbeskrevet i litteraturen.

En af dem, der skrev, var forfatteren Thorkild Bjørnvig, hvis »Pagten« beskriver den unge magisters betagelse af den ældre, verdensberømte forfatterinde, der inddrager ham i sin tryllekreds. Med Blixens ord indgik de en »pagt«, en ganske særlig forbindelse.

Det er historien om dette venskabs begyndelse og afslutning, Thor Bjørn Krebs sætter på scenen i kammerspillet »Om baronessen« på Folketeatrets intimscene Hippodromen.

Han jonglerer utroligt flot med allerede eksisterende kilder, supplerer med sin egen fantasi og rå humor, og disponerer et uhyre velkomponeret drama med begavede, barske replikker, der punkterer den salonfähige litteraturfims og gør historien til den kamp på liv og død, den må være.

En kunstnerhistorie, der handler om en forfatter i skrivekrise og hans forsøg på at komme ud af den med en ældre kollegas mellemkomst - med det resultat at hun er ved at sluge ham med hud og hår: Skal han ofre hustru, barn, venskab og egen magelighed for at kunne frisætte sig selv og »møde guderne«, som Blixen fordrer?

Men det er også en kærlighedshistorie med sans for tragedierne i Karen Blixens liv, der har ført til den mærkværdige trang til at iscensætte andres kærlighedsliv - kødeligheden omsat i en nærmest perveteret omgang med andre menneskers skæbner.

I sit både skånselsløse og medfølende blik på den ensomme sjæl Karen Blixen står Thor Bjørn Krebs ikke tilbage for P.O. Enquist og hans afdækning af store kunstnerprofilers smertepunkter. Det er mere end flot.

På gulvet i kramper

Vi møder den lyslokkede digterspire Bjørnvig - i skikkelse af Pilous Asbæk - der tropper op til selskabelighed på Rungstedlund, hvor Blixen straks slår kløerne i magisteren og foreslår ham internat i hendes stuer.

Han er fascineret af verdensdamens indsigt i litteraturen og menneskelivet, hun er fascineret af hans talent, som hun mener, hun kan sætte fri for alvor. En symbiose, som også er præget af forfatterindens åbenlyse forelskelse - en kærlighed, hun er ude af stand til at leve ud, martret af den syfilissygdom, der får hende til at trække sig sammen på gulvet i kramper, for slet ikke at tale om den personlighed, der livet igennem har fået mændene til at blive fascineret af hende, men også til at vælge hende fra.

Karen-Lise Mynster fosøger sig heldigvis ikke med at eftergøre baronessens snøvlende diktion. I stedet sænker hun tonelejet og tempoet og giver hende et liv indefra, så hun bliver Blixen lyslevende. En kvinde, der har forskanset sig i sin egen karismatiske ikon-skikkelse - halvt heks med grådige fingre og sultne øjne, halvt storyteller med trolddom på læben. En både skånselsløst kontant snedronning, brutal og vittig i replikken, men også hele tiden smerteligt bevidst om sin egen tragedie og den grænseløse trang efter den kærlighed - og kødelighed! - hun aldrig kan få.

Hele denne dobbelthed gør Karen-Lise Mynster imponerende og usentimentalt rede for.

Samspillet slår gnister

Vi tror på formatet og forstår tryllekraften. Pilou Asbæk er måske nok en vel naiv Bjørnvig, men vokser så meget desto mere i takt med frigørelsen fra Blixens kløer.

Samspillet slår gnister. Og Sofia Nolsøe cirkulerer som forlæggeren Knud W. Jensens unge kone hele tiden i yderkanten af Stine Martinsens glimrende spejlkabinet af en scenografi - som køligt blik på begivenhederne og erotisk mulighed. Søren Iversen har iscenesat med fornem fornemmelse for det indre drama, der er Bjørnvigs, og som giver sig udslag i pludseligt dæmoniserende udenomsværker - luerødt lys blusser brat op midt i stuen, ligesom forfatterinden pludselig kan stå midt i rummet, blæst ind i stuen som gennem brevsprækken.

Blixen som voodoo-præstinde og djævlebarn med dæmonisk sans eller frysende sjæl?

Begge dele. Det er raffineret gjort. Årets danske drama kom på falderebet.