Mads Rømer Brolin-Tani leverer intet mindre end en pragtpræstation som monsterungen PANG i forestillingen af samme navn på Det Kongelige Teater. Han holder os fast i sin hule, manipulerende hånd, mens fake news, orwelsk nysprog og alverdens sexistiske og racistiske grovheder flyder tæt i hans altid kontrollerede ordstrøm.
Han når ikke at blive mere end fem år, dette uhyre begavede barn, før han på bedste Trump-tegneserievis overtager verdens- herredømmet ved at vinde en selvbestaltet Miss Universe-konkurrence. Inden da har han kvalt sin tvillingesøster i moders skød og terroriseret alle omkring sig med speltforældrenes velsignelse. De er pæne overskudsmennesker, der dyrker dyr sundhed og byder voldsramte kvinder ind i deres hjem, men heller ikke går af vejen for en lille indforstået-ironisk leg med den forbudte glose »neger«. PANG vil have kvinderne i kælderen ud for enhver pris, for »dette stykker handler om MIG«. Kvinderne er altså et ret håndfast symbol på dem, vi i Vesten ikke gider tage os af, hvis det på nogen måde kunne tænkes at gå ud over egen komfort.
Møgungen PANG er således også bygget af en hel del Trump-byggesten, og det kræver ikke det store analyseapparat at afkode tekstens ret forudsigelige satiriske fokuspunkter.Men den kan noget, teksten. Dramatikeren Marius von Mayenburg er som mange tyskere meget glad for at fremvise, at teater er teater og ikke virkelighed – skulle publikum altså være i tvivl efter de sidste 70 års legen med det faktum. Men i »PANG« får grebet liv gennem Brolin-Tanis intimiderende interaktion med publikum og gennem den uklædelige svælgen i sex og vold, som spiller lige tilbage i disse dages #MeToo-onani. Vi er selvfølgelig alle imod disse politisk ukorrekte materier, men ih hvor vi dog elsker at tale om dem.
Metalaget optræder også som samtidens medierede virkelighed, der integreres via Simon Bennebjergs ikke mindre manipulerende journalistkarakter, der på bedste reality-vis dokumenterer både front- og backstage i familien PANGs liv og dermed lægger endnu et lag på skuespillernes spring ind og ud af roller: Hvem er de, når de er på, og hvem er de mon ude i kulissen, hvor de også filmes?
Madame Nielsen har lavet en aldeles fremragende oversættelse tilpasset danske forhold, der ligefrem gnistrer sprogligt i ørerne. Det gælder både far PANGs vanvittige bogstav-monologer, som Morten Burian brillant eksekverer, Morten Christensens TV Shop-inspirerede præsentation af maskingeværer og Christine Gjerulffs forslået-hviskende pip som den hustruvoldsramte nabo, Nete.
Det er Brolin-Tanis forestilling, men hele holdet bidrager til en særlig oplevelse med individuelle præstationer, men især et tæt samspil, der skaber teatermagi. En af mine yndlingsscener var således bokseopgøret mellem far PANG og nabo Schmidt, hvor hele ensemblet er i spil, og skift mellem slowmotion-slag og MC Hammer-dansebreak sidder lige i skabet. Hylende morsom og aldeles skræmmende mediekritik i overlegen fællespræstation.
Heinrich Christensens lidt lange iscenesættelse vinder ved sin stålsatte kombination af vanvid og præcision, som er lige det, der skal til for at forløse en tekst om kaotisk opløsning. Karaktererne står ultraskarpe og kompositionen med bratte stemnings- og temposkift holder os fremme på stolekanten til ikke-slutningen sender os ud i virkeligheden.
Dén er ikke mindre absurd end denne overraskende forestilling, der har meget af den vildskab og opfindsomhed, som vi har manglet lidt på Det Kongelige Teater efter nedlæggelsen af Det Røde Rum.
Pang
Iscenesættelse: Heinrich Christensen. Scenografi og kostumer: Jonas Fly. Lysdesign: Clement Irbil. Oversat fra tysk og delvist omdigtet af: Madame Nielsen. Det Kongelige Teater.
