Frank Sinatra vil altid være Frank Sinatra. Ja, selv om det er 12 år siden, den navnkundige amerikaner forlod denne verden, så har han fortsat status som den uovertrufne mester. I hvert fald når det handler om fortolkning af det, man kalder den store amerikanske sangbog.
Og nu har skuespilleren og sangeren Flemming Enevold, der har en livslang passion for Frank Sinatra, taget chancen og er hoppet ud i et show, hvor han hylder mesteren i form af 15 gyldne klassikere. Ydermere er det meningen, at Park Café skal fremstå som en eksklusiv Las Vegas klub, hvor der blandt andet er mulighed for at indtage en tre retters menu inden showet. Her er mange god viljer, men et eller andet sted kniber det alligevel med autenticitet og troværdighed.
Nok om det - idet denne anmeldelse udelukkende vil fokusere på Flemming Enevolds musikalske show. Og så alligevel. Det handler jo hele vejen om autenticitet og troværdighed. For ret beset var langt de fleste af de sange, Frank Sinatra tog på repertoiret, overhovedet ikke skrevet til ham. Men han formåede i den grad at gøre dem til sine egne.
Godt fra start
Og hvordan var det så? Blev Flemming Enevold til Frank Sinatra, og var han i givet fald troværdig? I alle tilfælde gav han - sikkert og frejdigt - et velfungerende show, om end der i sagens natur kunne opstå lidt zig-zag-kurs mellem det, at spille en rolle, og det, at levere en sang - sådan på ægte vis. I den forbindelse skal der da lige uddeles en stak roser til det komprimerede big band, der virkeligt fik det hårdtprøvede materiale til at klinge og swinge.
Således kom Flemming Enevold rigtigt godt fra start med »Fly Me To The Moon«, og selv om der herefter gik lidt tid, inden han for alvor fik sunget sig op, så krydrede han på udmærket vis sit show med gode informationer om Frank Sinatra. Og dertil var der hen ad vejen enkelte sange, hvor han fuldstændigt forlod rollen og gjorde ord og toner til sine egne, og her skal fremhæves en meget smuk og inderlig version af Cole Porters mesterværk »Night and Day«.
Og så var det da både romantisk og fornøjeligt, da Flemming Enevold i balladen »Moon River« fik statsministerfruen ud på gulvet til en tæt sving-om, mens det blev lidt for meget af det gode, da der slutteligt gik fællessang i »New York - New York«. Her var vi langt fra Las Vegas.
