Derfor har Flemming Enevold altid været en oprører

Skuespilleren Flemming Enevold har altid haft behov for at nedbryde regler. Han er antiautoritær, bryder sig ikke om flokmentalitet, led som yngre af sceneangst og afprøvede derfor forskellige stoffer. Havde det ikke været for hans kone, Linda Hindberg, kunne han godt have hængt ude der på kanten af livet, hvor man ikke skal opholde sig alt for længe.

Flemming Enevold om at have følt sig indespærret i regler alle steder, være outsideren og altid have haft en trang til at gøre oprør, bryde regler og bryde ud og gøre sig fri. Tirsdag den 6. oktober 2015
Læs mere
Fold sammen

Smilende, stor og frodig sidder hun der, skolepsykologen med verdens blødeste stemme. I sit enorme tomandstelt af en kjole med kartoffeltryk i batikfarver.

 

»Hvordan har du det, Flemming?«

Han er syv år, går i 1. klasse og har aldrig fået det spørgsmål før. Det føles rart, rører ham på en ubestemmelig måde.

»Jeg mærkede, at det var noget meget betydningsfuldt, jeg var blevet indbudt til. Og når hun nu var så sød at give mig særbehandling, tænkte jeg, at jeg skulle præstere noget ekstra, så jeg kunne få lov at komme igen en anden gang. Derfor kunne jeg ikke nøjes med at sige:

»Arhh...jeg har det ok« eller »meget godt...«

Han begynder at fortælle skolepsykologen om sin mor. At hun er meget syg, det er hjertet. Tårevædede detaljer, der bliver stadigt mere dramatiske.

Moderen har ganske vist nervøst hjerte og får kamferdråber, resten af historien udvikler sig helt af sig selv, det meste passer ikke.

Det er en menneskealder siden, skuespilleren Flemming Endevold havde sin debut hos skolepsykologen. Men forløbet er stadig tydeligt. Mange år senere har han genkendt det som et gennemgående tema og en rød tråd i sit liv.

Trangen til at nedbryde regler

Hvorfor han altid har haft trang til at nedbryde regler og søge efter sin egen frie identitet. Altid har været oprøreren, der er gået i modsat retning af, hvad andre gjorde.

Det begyndte med dannebrogsflaget, som han husker, at han til modenhedsprøven som seks-årig tegnede den forkerte vej. Med vilje og helt bevidst. Han vidste udmærket hvilken vej, det skulle vende.

»Det med flaget er næsten blevet symbolsk for, at jeg så ofte har gjort det modsatte af, hvad der er blevet forventet af mig. At jeg er gået mine egne veje.«

Flemming Enevold har budt indenfor i sit hjem på en stille villavej i Holte, hvor han bor med sine kone, tidligere solodanser på Det Kongelige Teater, Linda Hindberg. Han kan takke Linda for meget. Ellers ved han ikke lige, hvordan det ville være gået.

Det kunne godt være, at han havde balanceret et sted derude på kanten, hvor der er lidt for farligt at befinde sig alt for længe ad gangen. Det sindssyge og hurtige liv i overhalingsbanen, som han flirtede med, da han var ung.

Til januar kan Flemming Enevold fejre 40 års jubilæum som skuespiller.

Men laurbærblade og skuespil-jubilæer er ikke lige ham. Han kommer til at tænke på koryfæer som Poul Reichhardt, Erik Mørk, Bodil Kjer, Olaf Ussing.

»Jeg har spillet sammen med dem alle, det var sådan noget, de fejrede. Selv kan jeg ikke rigtigt forbinde mig med det.«

 

I 1977 debuterede han på Det Kongelige Teater i »Du skønne Ungdom« af dramatikeren Eugene O’Neill.

»Ja, ja, ja, du skønne alderdom.«

Han læner sig lidt tilbage og smiler af paradokset i stykkets titel fra dengang.

Modsætningsfyldt

Noget af formiddagen har han brugt på at gå en meget lang tur i skoven. Som den »vandrefreak«, han ifølge sig selv er gået hen og blevet. En form for afstressning i perioder, hvor tempoet er højt.

Udover seks forestillinger om ugen, er han i gang med de første af en længere række optagelser til TV-serien »Dicte«, filmen »Aminas Breve« i Tyskland samt koncerter og underholdningsjobs stort set hver weekend. Det hele skal koordineres, derfor bliver det nogle dage kun til ganske få timers søvn.

Om kort tid går Enevold i gang med prøverne på Det Kongelige Teater, hvor han spiller en hovedrolle som outsideren Rudolph i »Vintersolhverv« af den tyske dramatiker Roland Schimmelpfennig. Et humoristisk og skræmmende familiedrama, hvor scenen er sat i det velbjærgede og trygge Norden. På overfladen pænt og nydeligt, men nedenunder den spejlglatte fernis ulmer dybe konflikter.

Ude i den virkelige verden er Flemming Enevold hverken konfliktfyldt eller omgivet af familiedramaer.

Hvis han er noget, er det outsider. Sådan opfatter han sig selv.

»Det har jeg været, siden jeg var barn, og det er jeg vel stadig på en eller anden måde.«

Som dreng var han stille og genert. Men også klassens larmende klovn. Modsætningsfyldt, han har altid haft sine to sider.

»Jeg kunne ikke indordne mig, og jeg havde ikke de naturlige sociale kompetencer med mig hjemmefra, for at kunne falde til. Jeg har gået på flere forskellige skoler, og på et tidspunkt endte jeg på Bagsværd Kostskole, som dengang var et besynderligt sted for blandt andet diplomatbørn, hvis forældre ikke havde tid til dem. Derudover var der sådan nogle lidt utilpassede elever som mig.«

Bestemte måder at være »rigtig« på

Han skal tilbage til årene i barndomshjemmet for at finde en stor del af forklaringen på sit stærke behov for at føle sig fri. Tilbage til en opvækst fattig på intimitet og fyldt med regler. Der var regelsæt for ALT. Bestemte »rigtige« måder at være på og opføre sig på i alle livets forhold.

»Det mærkelige er, at så mange og næsten overtydelige regler gav en meget usikker og dobbelttydig kommunikation på det menneskelige plan. Det var en kommunikation, som var alt andet end tydelig med en masse mellem linjerne.«

Faderen var arkitekt, en kæmpe personlighed og noget af en »character«. Hjemmets mange regler gjaldt alle andre end faderen. Han var den frie fugl og gjorde, hvad der passede ham. Mens familien med seks børn og ung pige i huset skulle sidde ved middagsbordet på et bestemt tidspunkt, kunne faderen komme hjem og sætte dagsordenen. Som det passede ham.

»Man samtidig var han på mange måder også et elskeligt og meget musisk menneske. Jeg holdt utroligt meget af ham, men han var også ... altså, han havde sine sider.«

Flemming Enevold holder en pause.

»Det var jo ikke kun mine forældre og i mit barndomshjem, man mente, at et væld af fasttømrede regler skulle være helt centralt i et familieliv. Og at man i børneopdragelsen stort set kunne »erstatte« intimiteten og en dybere og mere menneskelig kontakt med regler. Det var en almindelig reaktion og overlevelsesstrategi i årene efter krigens traumatiske oplevelser. Og eftersom der i min familie var en oprigtig ambition om at gøre det hele så godt som muligt, havde vi virkelig, virkelig mange regler.«

Der er ikke kun ét facit

Han har ikke lyst til at konkretisere nogle af de mange regler fra barndomshjemmet.

»Men de kunne være ufrugtbare og meget rigide, lad mig sige det sådan.«

I gymnasiet nægtede Enevold at lade sig diktere af fortolkningerne i for eksempel litteraturen.

»Jeg blev bedt om at slå fortolkninger af de store litterære værker op i et rød bog, der hed Falkenstjerne. Men det blev brugt som en facitliste, intet andet, og jeg kunne ikke se, og det kan jeg stadig ikke, hvorfor der kun skal være én måde at forstå et værk på. Det er for mig netop en af kunstens præmisser at lade det være op til »hin enkelte menneske«, hvordan et værk skal opfattes og modtages.«

Senere, efter studentereksamen på Holte Gymnasium, blev han som 20-årig »opdaget«.

I en kælder, helt bogstaveligt. Hjemme i villaen på Svanevænget på Østerbro hos skuespillerparret John og Birgitte Price og deres to små drenge, James og Adam. John og Birgitte Price blev i en årrække hans teaterforældre.

»Jeg gik egentlig på Musikkonservatoriet med sang som hovedfag og mødte Birgitte til en time i retorik. Efter at have læst et par linjer fra digtet »Igennem Bøgeskoven« spurgte hun mig, om jeg aldrig havde tænkt på at blive skuespiller. Da jeg svarede: jo, det er nok det, jeg gerne vil være«, inviterede hun mig hjem i sin og Johns kælder, hvor jeg ti dage senere aflagde prøve til en hovedrolle i stykket »Du Skønne Ungdom«.

Sceneangst og høje forventninger

Efter at jeg havde gennemspillet scenen med Birgitte som min elskede, kastede John til min store forbavselse en mønt i hovedet på mig. Det viste sig at være et gammelt ritual, en anerkendelse når man synes, nogen havde talent. Jeg blev tilbudt rollen i forestillingen, som var en samproduktion mellem Det Kongelige Teater og Det Danske Teater. Jeg debuterede, som det hed dengang, blev fastansat på Det Kongelige, fik skræmmende gode anmeldelser og udråbt til at være den nye Mogens Wieth.

Jeg kom på forsiden af ugebladene, fik priser, blev kaldt »gulddrengen« og var alt for pludseligt blevet så kendt – og så anerkendt, at det var umuligt for mig at følge med. Og så fik jeg sceneangst. Det har jeg gudskelov ikke haft meget længe, men det var i lange perioder slemt, da jeg var yngre.«

Flemming Enevold skænker mere kaffe op.

»Jeg havde urealistiske og tårnhøje krav til mig selv. Jeg pressede mig selv benhamrende hårdt. Og jeg var fascineret af det dér egocentrerede liv som feteret skuespiller og alt det, der fulgte med. Festerne, opmærksomheden, det hele. Men jeg var samtidig i tvivl om, hvorvidt det hele var en tom illusion. Og hvem jeg egentlig selv var. Det var ofte meget nemmere at være en karakter, en rolle, end at være mig selv. Og når jeg bare var mig selv, hvem var jeg så egentlig?«

Det er, siger han, menneskeligt set en livsfarlig afvej at identificere sig for meget med det at være skuespiller.

»Pludselig lever man i en illusion i stedet for i den virkelige verden.«

Han har været tæt på fem-seks store skuespillere, hvor han har set bagsiden af medajlen.

»De spiller rollen som skuespillere og ved ikke længere selv, hvem de er som ganske almindelige mennesker. Det er i mine øjne en alt, alt for høj pris at betale.«

Kokain og LSD

Som ung afprøvede han »forskellige ting«. Mest i de år, hvor han havde sceneangst.

Hvad afprøvede du?

»Kokain, mescalin, LSD, amfetamin.«

Som ikke hjalp på sceneangsten?

»Nej, for fanden, det gjorde det ikke, men jeg flirtede med det dér sindssyge liv ude i overhalingsbanen, hvor jeg ikke havde nogen stopklods. Det var skræmmende og samtidig dybt fascinerende. Jeg mener – desværre – også, at jeg faktisk blev en bedre skuespiller. Fordi man mister »bremsebelægningen« og bliver helt åben og hudløs og ret ligeglad med alt andet.

Men som menneske ... man mister sig selv. Man skal ikke gøre det, det er for vanvittigt. Det er som en bacille. Ligesom da jeg var teaterchef og arbejdede 70-80 timer om ugen. Det blev en livsform, mit liv.«

Han har en sætning, som han hele tiden husker sig selv på.

»Man må aldrig glemme at bære vand og hente brænde.«

Det »rigtige« liv må man ikke glemme

Det har tit hjulpet mig at tænke på det. Altså, man aldrig må glemme sit almindelige liv som menneske. Og det kan godt være, at det indimellem kan være tungt og slidsomt og mørkt. Men det er det, der er det RIGTIGE liv, og ikke illusionen.«

Udover den meget nære relation til sin nærmeste familie er han ikke i tvivl om, hvad der er det vigtigste for ham:

At være menneske. For hvad vil det sige at være menneske på et dybere plan?

»Åndelig træning har optaget mig intenst siden barndommen, og som tiden går, udvider det sig mere og mere. Det er ikke så meget noget intellektuelt eller filosofisk, det er mere noget, jeg gør i praksis.«

Flemming Enevold har i mange år dagligt arbejdet med meditation og kontemplation. En religiøs praksis, hvor den udøvende gennem en koncentreret fordybelse mister bevidstheden om sig selv og retter al opmærksomhed mod målet for fordybelsen.

Det er alt andet end let at sætte ord på, mener han. Først og fremmest fordi, vi ikke har noget fælles sprog for åndelig træning og erfaring.

»Men også fordi, vi er tilbøjelige til at markedsgøre det og gøre det til noget udvendigt og sensationelt. Det er nok ligesom med mit kunstsyn, jeg er lidt af en elitær nørd.«

Han føler sig fremmed »over for den alt-om-sig-gribende new-age bølge, der er væltet ind over os de seneste år.«

Særlig kritisk er han over for »al den mærken efter«, som han mener i mange tilfælde har gjort os til selvoptagede narcissister. I stedet for at lede os ind på den mere realistiske, slidsomme og langvarige proces, der peger ud over os selv.

»Det er for mig, hvad spiritualitet egentlig handler om.«

Og det er her i spiritualiteten, at Flemming Enevold har fundet noget af den frihed, han altid har stræbt så voldsomt efter. Fri af stramme regler og regelsæt.

Og af dannebrogsflag, som nogen på forhånd har besluttet skal vende en bestemt vej.