Virus lukker skole i tre dage

En meget smitsom virus har lagt en hel skole i Kolding Kommune ned. Mindst 200 børn og 40 lærere er syge.

Bramdrup Skole med i alt 800 elever er foreløbigt lukket i tre dage.

Det drejer sig formodentlig om Norwalk-virus, der også kaldes Roskildesyge. Symptomerne er eksplosive opkastninger og diarré.

Normalt tager det tre dage, så er virusset brændt ud. Til gengæld er det noget af det mest smitsomme, man kan forestille sig, oplyser embedslæge , Ebbe Frank Jørgenseni Vejle Amt til Ritzau.

For at få klarlagt den endelige årsag til de mange sygdomstilfælde på Bramdrup Skole har embedslægen udtaget prøver og sendt dem til nærmere analyse på Statens Seruminstitut.

Mandag morgen manglede der over 100 børn på skolen, og i løbet af dagen måtte skolens ledelse sende yderligere 30 børn hjem.

Bramdrup Skole blev grundigt rengjort allerede i den forløbne weekend, men på embedslægens foranledning rengøres skolen i disse dage endnu engang med et desinficerende middel.

ujj@berlingske.dk