Smart-TV overvåger dine samtaler

Smart-TV fra gigantvirksomheden Samsung lytter med på den private snak i stuen og sender det videre. Det møder kritik fra forbrugere og advokat med speciale i persondata.

Samsungs nye Smart-TV kan ikke blot opfatte dine kommandoer men også, hvad der ellers bliver sagt i rummet, og firmaet kan ikke garantere, at disse informationer ikke sendes videre. Foto: Michael Nelson/EPA Fold sammen
Læs mere

»Spol frem« eller »Skift til TV 2 News«.

Det lyder næsten som noget taget ud af en science fiction-roman: Bag den flimrende fjernsynsskærm gemmer sig en intelligent computer, der gør, hvad du siger, den skal. Men med moderne smart-TV, der er stemmestyrede, er det faktisk virkelighed.

Selv om det uden tvivl er en genial opfindelse for den dovne zapper, opfanger det sydkoreanske gigantfirma Samsung sammen med stemmekommandoer som »skru op« måske også den private snak, der foregår i stuen eller soveværelset. Således står der i policen for virksomhedens smart-TV, at »hvis (...) talte ord indeholder personlig eller anden følsom information, vil den information være at finde i de data, der bliver opfanget og sendt videre til en tredjepart.«

Partner i advokatfirmaet Bech-Bruun og ekspert i persondatalovgivning Thomas Munk Rasmussen er »forbavset« over formuleringen.

»Samsung er langt fra at opfylde kravene til et eksplicit samtykke, som der er i dansk lov, ved blot at skrive noget i en manual om, at hvis man tager fjernsynet i brug, risikerer man, at private samtaler bliver optaget og sendt videre,« siger han.

Ud over kravet om, at man som forbruger skal sige »ja« til, at personlige oplysninger bliver givet videre, går det heller ikke, at ejere af smart-TV ikke ved, hvilken tredjepart det er, der får deres oplysninger, lyder det fra Thomas Munk Rasmussen :

»Man skal vide, hvem der får de oplysninger. Det er simpelthen ikke godt nok at skrive, at det lander hos en uidentificérbar tredjepart. Specielt ikke når kravet om eksplicit samtykke i forvejen ikke er opfyldt,« siger han.

Forbrugere er utilfredse

Hos Forbrugerrådet Tænk giver Samsungs formulering i policen anledning til dybe panderynker.

»Teksten rejser en række spørgsmål. Vi ved ikke, hvad der kan blive optaget, og hvad der bliver sendt videre til en tredjepart, og hvem tredjeparten er,« siger Lars Pram, der er direktør i Forbrugerrådet Tænk.

I en mail til Berlingske skriver Samsung, at de i øjeblikket arbejder på at »samle så meget information som muligt«, men har endnu ikke svaret på, om optagelserne er anonyme, når de sendes af sted til den ukendte tredjepart. Derudover oplyser firmaet i en global udtalelse, at man krypterer data fra forbrugerne.

Men det er ikke nok til at berolige Lars Pram:

»I det store og hele krypterer de oplysningerne, men hvor meget og hvordan,« lyder bekymringen fra Tænk-direktøren.

Læs også: Telebranchen: Ny overvågning? Nej, tak!

Også næstformand i Rådet for Digital Sikkerhed Rasmus Theede sætter spørgsmålstegn ved, hvad der helt præcist menes med teksten.

»Det er ikke specielt specifikt, hvilke data der bliver sendt, og den er heller ikke særlig specifik i forhold til, hvor lang tid data bliver lagret, og hvem der har adgang til det. Der kunne vi godt ønske, at Samsung var klarere i spyttet,« siger han og tilføjer:

»Men det er selvfølgelig fordi, de gerne vil finde en balance mellem ikke at skræmme brugerne fra de her smarte funktioner, og så gøre hvad der er juridisk korrekt.«

Fra IT-Politisk Forening foreslår formand Niels Elgaard Larsen bekymrede forbrugere, at de slår stemmegenkendelsen fra og i stedet griber fat om fjernbetjeningen. Han vil nemlig ikke udelukke, at oplysningerne kan opsnappes af eksempelvis efterretningstjenester som det amerikanske National Security Agency (NSA).

»Muligheden for overvågning i de danske stuer er der. Det er jo en lille computer, du lukker ind i dit hjem, og som du ikke har kontrollen over. Hvis nogen var specielt interesseret i, hvad du havde at sige, kunne det sagtens blive aflyttet. Data bliver sendt over nettet, og vi ved, at NSA kan få en kopi af alt, der bliver sendt,« siger han til b.dk og tilføjer:

»Det betyder ikke spor, at man snakker dansk, når det kommer til NSA. For de oversætter automatisk. Så jeg ville nok være bekymret.«

Læs også: Efterretningstjeneste sletter først data om danskere efter fem år

EU på vej med lovgivning

Både Rådet for Digital Sikkerhed og Forbrugerrådet Tænk henviser til en EU-forordning, som politikerne i Bruxelles arbejder på. Formålet er at stramme samtlige EU-landes regler for datasikkerhed til fordel for forbrugerne – et arbejde der har været i gang i flere år.

»Vi ved jo ikke, hvordan EU-forordningen ender. Men det, der er rigtig vigtigt, er, at virksomheder og offentlige virksomheder skal tænke privatlivsbeskyttelse ind fra begyndelsen,« lyder det fra Lars Pram fra Tænk, der bakkes op af Rasmus Theede:

»Vi ser meget positivt på den EU-forordning, fordi den vil gøre det nemmere at straffe virksomheder, da den samler alle persondatalove,« siger Rasmus Theede.

Europaparlamentariker og socialdemokrat Christel Schaldemose venter også utålmodigt på, at forordningen falder på plads.

»Det her er fuldstændig uacceptabelt. Det, Samsung siger, er, at du ikke kan bruge stemme­genkendelsesfunktionen, medmindre du siger ja til, at dine samtaler fra din egen private stue bliver optaget og sendt videre,« siger hun.

Men selv om EU-forordningen stadig mangler at blive godkendt af de 28 EU-landes ministre på området, mener Christel Schaldemose slet ikke, at den nye lovgivning burde være nødvendig i Samsungs tilfælde.

»Det her burde slet ikke være noget, vi skulle løse med lovgivning. Det burde være et helt almindeligt træk ved et anstændigt firma, at de ikke lavede sådan nogle ting. Det er jo virkeligt, virkeligt en krænkelse af privatlivets fred, at man ikke kan sidde og tale i sin egen stue uden at være utryg ved, at det bliver sendt videre,« siger hun.

Samsung svarede tirsdag på kritikken. Læs mere her.

Læs også: EU går i krig for mere privatliv på nettet