Sjællandsk avisfusion i støbeskeen

En fusion af Udgiverselskabet Dagbladet og Sjællandske Medier kan være på vej. Man undersøger lige det økonomiske grundlag for en sammenlægning.

En avisfusion på Sjælland kan være forstående. Lige nu undersøges det, om der er hold i økonomien, hvis Udgiverselskabet Dagbladet, der består af aviserne Dagbladet Køge, Dagbladet Roskilde, Dagbladet Ringsted og Frederiksborg Amts Avis, fusionerer med Sjællandske Medier, der består af Sjællands Tidende og Næstved Tidende.

Det siger chefredaktør og administrerende direktør på Dagbladet Torben Dalby Larsen til Ritzau.

- Udgiverselskabet Dagbladet er i sig selv en fusion, og derfor er vi åbne over for yderligere fusioner. Det, der foregår lige i øjeblikket, er en række undersøgelser af, hvorvidt der kan skabes et forsvarligt økonomisk grundlag for den fusion, der her tales om, siger Torben Dalby Larsen.

/ritzau/