Shubidua-forsanger ramt af blodprop

Forsanger for Shubidua, Michael Bundesen, har fået en blodprop. Bandet aflyser sommerturne.

Michael Bundesen har fået en blodprop. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Sylvest Andersen

Shubiduas forsanger, Michael Bundesen, fik i torsdags en blodprop i sit hjem.

Bundesen kom hurtigt i behandling på hospitalet og er nu i god bedring, oplyser PDH Music A/S i en pressemeddelelse.

- I den kommende periode er det vigtigt, at Michael får ro og tid til at komme sig. Derfor har Shubidua besluttet at aflyse alle koncerter denne sommer.

Michael og Shubidua forventer dog snart igen at tage på turné, lyder det i meddelelsen,

- Vi beder alle have forståelse for og respektere privatlivets fred samt give Michael og hans familie den nødvendige ro i denne situation.

Og det kan tage tid at komme på benene igen, efter man har været ramt af en blodprop.

Det oplyser Nanna Marie Bundesen, som både er datter til Michael Bundesen og tour manager for Shubidua overfor bt.dk.

- Det eneste, jeg kan sige, er, at han er i genoptræning lige nu. Og at det selvfølgelig er en intens periode, vi går igennem lige nu, fortæller Nanna Marie Bundesen til bt.dk.

/ritzau/