Sherlock Holmes far kæmpede for en sag, der ikke var elementær

Forfatteren bag Sherlock Holmes, Sir Arthur Conan Doyle, engagerede sig i en dyster sag om dyremishandling og brugte sin mesterdetektivs metoder til virkelighedens opklaring. En genfundet brevsamling har afsløret hans kamp mod uretfærdighed – og en politimyndighed befængt med racisme.

Læs mere
Fold sammen

»Elementært, kære Watson,« siger den fiktive Sherlock Holmes til sin lægeven.

Forfatteren bag den berømte detektiv lod sig også optage af en virkelig sag. En sag, der på ingen måde var elementær.

Nyligt genfundne breve viser Sir Arthur Conan Doyle som indædt bekæmper af uretfærdighed – og en lokal politimester som hans værste fjende.

Sagen handler om mørke kræfter på samfundets bund og trækker samtidig tråde til toppen. Altså helt som i mange af hans elskede romaner. Bare uden det romantiske.

Historien begynder 1903 i Great Wyrley nord for Birmingham. Landsbyen er i oprør over fund af mishandlede får, køer og heste.

Politiet har efterhånden syv sager liggende og forbliver på bar bund.

Det ottende overgreb får omtale over hele landet: En arbejdshest findes maltrakteret og må aflives. To andre heste skal samme vej kort efter.

Myndighederne må gøre noget og mistænker snart 27-årige George Edalji for udåden.

Edalji er sagfører af uddannelse og halvt inder – hans far stammer fra Bombay. Familien har siden 1888 været udsat for mobning og almindelig mistænkeliggørelse i lokalområdet. Sagen bunder muligvis i nid over faderens udnævnelse til sognepræst og har racistiske overtoner.

Byens forfølgelse af den blandede familie tager form af smædebreve og æreskrænkende annoncer i det lokale dagblad.

Forfølgelsen bliver for alvor ond i 1892. Kirken modtager et brev med rygter om umoralsk adfærd. Pastor Edaljis kollega i sognet skal have »brugt vaseline på Oscar Wildes vis«, hedder det – altså have dyrket sex på alternative måder.

Et medlem af byrådet modtager samtidig breve uden afsender. Hans ene datter misbruger sin tiårige lillesøster, står der.

Myndighederne går ind i sagen. Byens politimester hedder G.A. Anson. En tidligere officer med racistiske udbrud på samvittigheden.

Anson opsøger George Edaljis engelskfødte hustru med sin mistanke. Han ser den indiske side af hendes familie som brevenes afsender. Skurken må enten være hendes egen mand eller hendes søn.

Og da vinduerne på første sal af kirkekontoret kort efter oversmøres med ulækkert materiale, er han ikke længere i tvivl. Den unge George Edalji har haft nøgle til stedet og må være den skyldige. Om end med noget uklare motiver.

Sagen kan ikke opklares og går så småt i sig selv. Lige indtil de frygtelige hændelser med mishandlingerne i februar 1903.

Det lille samfund gennemlever hele mareridtet forfra. George Edalji får endnu engang rygter på halsen og må kæmpe mod smædekampagner. Politiet modtager anonyme breve med mistanker mod både ham og nogle skoledrenge, han ofte ses med i toget.

En fjerde pony findes den 18. august. Anson går nu direkte i kødet på George Edalji. Juristen er aftenen før gået et tur alene og er vendt hjem ved nitiden, viser det sig.

Så politiet stiller med en betjent ved toget mod Birmingham morgenen efter. Officielt fordi han skal bede Edalji om hjælp ved forhøret af drengene på vej til skole. I virkeligheden vil politiet sikre sig Edaljis fravær og rykker direkte hjem til hans forældre.

Man ransager huset i dagene efter og finder bevismateriale: Bukser med mudder på, en jakke med mærkelige hår, et sæt stærkt nedslidte barberknive og et par støvler med karakteristisk slid på den ene hæl.

En læge tilkaldes og identificerer i alt 29 hår på jakken som hestehår. Og hælen passer med nogle aftryk fra en sti mellem præstegården og gerningsstedet.

Retssagen åbner kort efter. Domstolen får den unge halvinder på anklagebænken og hører politiets bevisførelse.

Barberknive kommer på bordet, jakken med de mange hår lægges frem. Og da anklageren præsenterer nogle overraskende beviser, er karaktermordet en realitet: Politiets grafologer har identificeret skriften i nogle af byens gamle smædebreve som den hårdt prøvede sagførers!

Thi kendes for ret: George Ernest Thompson Edalji idømmes syv års strafarbejde for dyremishandling.

Mishandlingerne derhjemme fortsætter imidlertid allerede seks måneder senere. Forbryderen findes stort set med det samme. Edalji bliver siddende.

Og grafologerne gør sig næsten samtidig til syndere i et justitsmord på Adolf Beck – en forretningsmand af norsk herkomst. Edalji bliver siddende.

De nationale medier får øjnene op for hans dom. En underskriftindsamling ender med 10.000 signaturer. George Edalji løslades efter tre års afsoning, men frikendes ikke og har en plettet straffeattest.

Sir Arthur Conan Doyle har fulgt med i pressen. Forfatteren finder sagen forargelig og vier de næste måneder til dens opklaring. Og han skal bruge nogle af de selvsamme metoder, hans egen fiktive Sherlock Holmes ville have brugt.

Han skaffer sig adgang til de gamle breve og udelukker helt Edalji som afsenderen.

Den lægeuddannede studerer også ponyernes sår og udelukker barberknive som gerningsvåben.

Sandet på George Edaljis støvler kommer under luppen og viser sig helt anderledes end det på områdets marker.

Og den virkelige sejr hentes en dag i januar 1907. Arthur Conan Doyle sætter den socialt udstødte Edalji i stævne på et hotel.

Berømtheden møder selv op et kvarter før. Han stiller sig i skjul uden for receptionen og ser Edalji kigge rundt og læse lidt avis.

Lægen genkender hans gang og hans hoved tæt på papiret. Da han siger goddag til den dømte, ha han allerede stillet en diagnose. George Edalji er ikke bare almindelig nærsynet, han lider af en alvorlig misdannelse af øjets hornhinder – og ville slet ikke have kunnet orientere sig på en bar mark i mørke.

Detektivforfatteren beskriver sine fund i dagbladet The Daily Telegraph og beder indenrigsmiinister Gladstone tage affære med det samme.

En kommision nedsættes og frikender George Edalji for alle anklager. Edalji får både sin bestalling og jobbet på det lokale advokatkontor tilbage. Han flytter senere sammen med sin søster og bor i det sydlige England frem til sin død i 1953.

Sir Arthur Conan Doyle skal allerede året efter kaste sig ud i endnu en kamp mod uretfærdighed. Oscar Slater er skotsk bookmaker af jødisk herkomst og ikke et af guds bedste børn. Så da politiet savner spor i sagen om et hjemmerøveri mod 83-årige Marion Gilchrist, bliver han »the usual suspect«.

Anklagemyndigheden får ham idømt 19 års strafarbejde men på falsk grundlag.

Forfatteren går ind i sagen, læser samtlige akter igennem og kan inden længe pille hele bevisførelsen fra hinanden. Han betaler endda for Slaters appelsag. Og vinder den.

Sagerne fører i 1907 til oprettelsen af en særlig appeldomstol i England. Sagen mod Edalji blev i 2005 omsat til romanen »Arthur and George« af Julian Barnes og dramatiseret med Martin Clunes i rollen som Arthur Conan Doyle.

Men den tog hårdt på Doyle selv, viser det sig. En kæmpe samling breve er for nylig dukket op og kom på auktion i sidste uge.

Brevene stammer fra tiden august til oktober i 1907. Conan Doyle skrev stort set til politimester G.A. Anson hver eneste dag i den periode. Og han får næsten lige så mange svar tilbage – ofte med nogle af de værste gloser i det engelske sprog.

Anson har mindst én gang skrevet til Conan Doyle under falsk navn. Politiet ville bringe ham i miskredit og lede ham på vildspor. Brevet skulle bevise en vis Royden Sharp som uskyldig. Conan Doyle anså til sin død Sharp for den egentlige dyremishandler i Great Wyrley.

Og de racebetonede breve, der etablerede hele mistanken mod George Edalji? The Times i London kunne så sent som 7. november 1934 kundgøre en overraskende tilståelse.

»Enoch Knowles, 57 år, arbejder i Darlaston, var i går for retten i Stafford og blev idømt tre års fængsel for at sende truende og okskøne breve med posten.«

Sir Arthur Conan Doyle selv døde i 1930 og så til det sidste domfældelsen af George Edalji som et sort kapitel for retsystemet.

»Der er ikke noget rart i denne sag,« skrev han.