Politiet brugte 43.350 mandetimer på flygtningestrøm på en uge

I starten af september brugte politiet i løbet af én uge flere end 40.000 mandetimer på at kontrollere de tusindvis af flygtninge, der strømmede ind over de danske grænser.

Flygtningestrømmen til Danmark har lagt beslag på meget af betjentenes tid. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Fisker
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det så voldsomt ud, da tusindvis af flygtninge i starten af september vandrede langs de danske motorveje og med ét legemliggjorde den massive flygtningekrise på dansk jord.

Og den store flygtningestrøm har også tæret på ressourcerne.

DR Nyheder har fået aktindsigt i tal fra Rigspolitiet, der viser, at alene i uge 37 - den første uge af september - brugte politiet 43.350 arbejdstimer på flygtningepresset.

Konkret gik arbejdet blandt andet med at kontrollere tog, busser og færgeovergange, ligesom de grupper af flygtninge, der gik på motorveje i Sønderjylland og på Lolland, også skulle ledsages af betjente. Ifølge DR svarer de 43.350 arbejdstimer til 1.100 fuldtidsbetjente.

De 43.350 timer er i øvrigt uden transporttid.

Hos Socialdemokraterne kalder retsordfører Trine Bramsen (S) tallet for »ekstremt voldsomt«, og selvom det dugfriske politiforlig sikrer flere betjente, er hun bekymret for, at det ikke er nok.

»Politiaftalen tager jo udgangspunkt i en normalsituation, og der er også nødt til at være en buffer. Og derfor er det nødvendigt, at regeringen sørger for, at der er ressourcer til ekstraordinære situationer. Og så kan det jo ikke hjælpe noget, hvis pengene er brugt på afgift- og skattelettelser,« siger hun til DR Nyheder med slet skjult henvisning til den blå finanslov, regeringen landede i sidste uge.

Også hos Dansk Folkeparti anerkender man, at der kan være behov for at sætte endnu flere ressourcer af til at sikre flere betjente. Retsordfører Peter Skaarup (DF) erklærer sig i så fald parat til at finde de nødvendige penge, der kan sikre flere betjente.