Nyt tilfælde af meningitis: Skoleelev indlagt på hospitalet

En elev på Realskolen i Esbjerg er blevet indlagt med meningitis.

Det bekræftes skolens leder, Carsten Thyrsting, over for Jydske Vestkysten.

»Vi har i samarbejde med Styrelsen For Patientsikkerhed informeret forældrene om tilfældet. Eleven er indlagt på sygehuset, men har det godt,« oplyser Carsten Thyrsting.

Ifølge JydskeVestkysten skulle der være tale om et virustilfælde, der ikke er smitsomt, og skolen har derfor ikke valgt at tage yderligere forholdsregler.

Forældrene til eleverne på Realskolen i Esbjerg er blevet informeret om situationen.

Overlæge ved  Styrelsen For Patientsikkerhed, Jens Asbjørn, bekræfter over for Jydske Vestkysten, at der med al sandsynlighed er tale om et virustilfælde af menigitis.

Det er det andet tilfælde af meningitis i Esbjerg inden for bare en måned. I starten af februar var en lille pige i vuggestuealderen under mistanke for at være smittet med den frygtede meningitis. Senere blev mistanken bekræftet, og man kunne konstatere, at pigen var smittet med meningokoksygdom.

Heldigvis slap pigen ifølge Jydske Vestkysten uden mén og er i dag tilbage i vuggestuen.

De to indlæggelser i Esbjerg følger i kølvandet på to andre tilfælde af meningitis-smitte i januar, hvor to unge mænd på 17 og 18 år begge døde af sygdommen.

Dengang fortalte enhedschef og overlæge hos Styrelsen for Patientsikkerhed, Anette Lykke Petri, at det er sjældent, man ser to dødsfald på grund af den smitsomme sygdom på så kort tid.

»Det er ikke hyppigt, at to unge mænd dør af smitsom meningitis inden for den samme måned. Men på nuværende tidspunkt kan man ikke tale om en overhyppighed for 2017,« sagde hun til nyhedsbureauet Ritzau.

Smitsom meningitis ses ofte ved enkeltstående tilfælde. Normalt vil det derfor kun være familier og venner, som man har kysset eller sovet under samme tag med, der bliver tilbudt forebyggende behandling.

Sygdommen forekommer overalt i verden og hos personer i alle aldre. Den ses dog hyppigst blandt børn, teenagere og yngre voksne.