»Når man begynder at betale sin skat med glæde, bliver det ikke mere dansk«

Biljana Lozo var en pakkeløsning, da hun som 30-årig kom til Danmark som flygtning fra Eks-jugoslavien. Det var aldrig et mål i sig selv for hende at integrere sig, men langsomt har danskheden alligevel sneget sig ind.

Hvordan bliver man dansker? - Biljana Lozo der er flygtning fra Bosnien. Fold sammen
Læs mere

Biljana Lozo tegner to cirkler på det krøllede stykke papir, der ligger på cafébordet.

»Herovre, ik’ å’?« siger hun på østjysk, og peger på venstre cirkel, »ligger de værdier, jeg havde med fra Jugoslavien. Jeg var 30 år og en fuldt færdigudviklet person, skal du tænke på – en pakkeløsning, så min rygsæk var allerede fyldt helt op.«

Balkan-kvinden fra Vejle smiler. Det er det, Biljana Lozo kalder sig selv. Ikke bosnier, ikke dansker. Selv ikke efter 23 år som flygtning her i landet.

Hun peger på cirklen til højre. I den, siger hun, ligger alt det, Danmark repræsenterer: De danske værdier. Danske traditioner. Det danske samfund.

Heldigvis er der et overlap mellem cirklerne. Værdier, der er fælles. Et fællesmængde, hvor man kan leve efter sine egne normer uden at komme i konflikt med det danske samfund.

»Men man kan og må ikke blive derinde!« siger Biljana Lozo bestemt.

»Hvis man vil være en del af fællesskabet, skal den del brede sig. Så må man selv bevæge sig ind over midten. Man må fylde nye ting ind i rygsækken. Udskifte, udvide. Man må arbejde på at udfordre sig selv og komme længere over i den danske cirkel. Man kan ikke beholde den rygsæk resten af livet, som man rejste ind i landet med.«

Biljana Lozo er om noget personificeringen af en integrationssucces.

Fra hun blev født og indtil 1992 boede hun i den bosniske by Mostar, hvor hun uddannede sig til cand.oecon. og arbejdede på et rejsebureau. Da bomberne begyndte at regne ned over byens gader, besluttede hun sammen med familien – ligesom omkring 20.000 andre eks-jugoslavere – at flygte i sikkerhed til Danmark. De boede først i asyllejr. Så i flygtningelandsby. En vakuumtid.

Hvordan bliver man dansker? - Biljana Lozo der er flygtning fra Bosnien. Fold sammen
Læs mere

Efter et par år blev hun og familien placeret i Vejle Kommune, hvor hun nu arbejder som projektleder for kommunens folkeskolereform.

I dag sidder den 52-årige kvinde over for Berlingske for at svare på, om hun med årene så egentlig også er blevet dansker?

Kan man som flygtning, der er kommet til landet som voksen nogensinde blive det, og hvordan når man dertil?

Flyvedragt og julegaver

Biljana Lozo tygger på spørgsmålet et øjeblik.

En analyse fra Ankestyrelsen viste sidste år, at de 17.829 voksne bosniere, der i dag bor i Danmark, er langt mere veluddannede end både andre grupper af indvandrere og endda danskere generelt. Flertallet arbejder. Flere endnu har dansk statsborgerskab.

»Mit mål har aldrig været at blive dansker,« siger hun så.

»Jeg har ikke opfattet integration som målet. Mit mål har alene været at skabe et godt liv for mig selv og min familie. Når man kommer med en rygsæk, der allerede er fyldt helt op, snakker vi mere om tilpasning end om integration.«

Heldigvis, tilføjer hun, fører vejen til det gode liv også ind i fællesskabet. Og på den måde er Biljana Lozo – selv om hun ikke stræbte efter det, blevet stadig mere dansk, som årene er gået.

De første tegn mærkede hun allerede, da hun efter et par år i Danmark var tilbage for at besøge sin mor i Eks-jugoslavien. Hendes søn lå på gulvet og kæmpede med at få sin flyverdragt på, da Biljana Lozos mor forfærdet spurgte, om datteren da ikke skulle hjælpe sin lille dreng?

»Hun var ved at få et chok, da jeg sagde, at han selv skulle lære det. Jeg kunne jo se, at alle de andre børn i institutionen kunne tage flyvedragter på og ville ikke have min søn som den eneste til at ligge hjælpeløst på gulvet og vente på en pædagog, fordi han ikke havde lært det hjemmefra. Der kunne jeg mærke, at jeg allerede var begyndt at ændre på min egen børneopdragelse. Men det vigtigste for mig har altid været, at man føler sig som en del af det fællesskab, man er i.«

Det var også derfor, hun, kort efter de kom til Danmark, besluttede, at børnene skulle have julegaver den 24. december, selv om det ikke var traditionen i familien. De skulle ikke føle sig uden for deres klassefællesskab.

Hvordan bliver man dansker? - Biljana Lozo der er flygtning fra Bosnien. Fold sammen
Læs mere

Biljanas søn var kun et år, da de landede i Danmark. Datteren var fyldt ti.

»Min søn har aldrig kendt andet. Han blev socialiseret i det danske, og jeg måtte ligesom bare koble mig på. Med min datter skulle jeg kortslutte en opdragelsesproces, der allerede var i gang og påbegynde en ny. Det gav forstyrrelser, selvfølgelig, og udfordrede det mind-set, jeg havde med.«

»Forstyrrelser i rygsækken«, som Biljana Lozo kalder det, er den proces, der sker, når hendes gamle værdier støder ind i de nye virkelighed.

Som da hun og datteren i fællesskab besluttede, at datteren skulle på efterskole for at få en ny start. Biljanas mor var forfærdet: hvordan hun kunne sende en 15-årig af sted til en skole, hvor hun skulle sove alene? Der var jo ingen kontrol, og det var en teenagepige, vi talte om!

»Hun kom med al den autoritetsbaseret tankegang, som jeg selv er opdraget med. Og hver gang måtte jeg mærke efter, hvad jeg egentlig selv tænkte nu, og hvad der gav mening i den nye virkelighed.«

Større magtdistance

Det har taget tid at nå dertil. For selv om der fra samfundets side hele tiden har været et krav og en forventning om, at Biljana Lozo og de andre flygtninge skulle integrere sig og »opføre« sig dansk, var der aldrig nogen, der fortalte, hvad det præcis indebar. Ikke i privatlivet eller skolen og heller ikke på de arbejdspladser, som samfundet så gerne ville have, de skulle blive en del af.

Så i begyndelsen sad Biljana Lozo med til en masse møder i kommunen, hun ikke kunne se meningen med. Hun tænkte, at danskerne var høflige ved at invitere hende med. Men efter nogle uger spurgte en kollega, hvorfor hun ikke deltog?

»Jeg var meget forundret, for jeg havde jo siddet der alle gangene. Men hun mente, hvorfor jeg ikke havde sagt noget. Ingen havde forklaret mig, at »deltage« betyder, at jeg selv skulle byde ind med alt muligt. Så jeg sad og sagde ikke en lyd.«

Sådan var arbejdskulturen på Balkan, hvor Biljana Lozo var skolet. Selv om hun som cand.eocon. i hjemlandet formelt havde en højere stilling som vicechef i en virksomhed, hvor hun nu blot er projektleder, havde hun reelt set ingen beslutningskompetence. For hvis hun traf en beslutning, som chefen ikke sanktionerede, risikerede hun at blive fyret.

»I et autoritært system vænner man sig til at være tilbageholdende og vente på ordrer. Hvorfor skulle jeg bidrage, hvis det alligevel er chefen, der bestemmer. Sådan tænkte jeg, og sådan tænker mange andre flygtninge og indvandrere også,« siger hun.

Hvordan bliver man dansker? - Biljana Lozo der er flygtning fra Bosnien. Fold sammen
Læs mere

Mens danskerne har fået demokratiopdragelse ind med modermælken og er blevet trænet til at gøre deres holdninger gældende helt fra barndommen og folkeskolernes elevråd, er de fleste flygtninge og udlændinge fra deres hjemlande ikke. Derfor kan de ikke se meningen i at deltage i f.eks. bestyrelsesarbejde i skolen eller gøre en indsats i foreningsdanmark.

For hvorfor skulle de gøre en indsats og blotte sig, når de alligevel går ud fra, at skolelederen bestemmer det hele?

»Den lave magtdistance er en af de stærkeste danske værdier. Og en af dem, som er allersværest for nydanskere at omstille sig til. I andre lande tager medarbejderne det som en fornærmelse, hvis man vil sende dem på efteruddannelse, for mener chefen ikke man er dygtig nok? I Danmark tager vi det som en gave og tænker – wow, tænkt at min virksomhed vil investere i mig. Men hvis ikke arbejdspladsen forklarer tydeligt, hvad der er forventet af en, har man ingen chance for at leve op til det. På samme måde på samfundsplan: Hvis ikke nogen siger tydeligt, hvad der er det særligt danske, kan flygtninge og indvandrere, hvor meget de end gerne vil, ikke finde meningen og vejen til at nå derhen.«

Det er dog stadig ikke alle danske værdier, Biljana Lozo har taget ind. Hvis der går for meget rundbordssamtale i opgaver, som egentlig blot skal udføres, og som ikke står til diskussion, hiver hun Balkan-identiteten frem:

På dansk vil jeg sige: »Jeg vil gerne bede jer om at kigge på det her ved lejlighed.« Og på balkansk: »Der er ikke så meget at snakke om, I skal altså gøre det her nu!«

Trække i håndbremsen

Den første tid, efter Biljana Lozo var kommet til Danmark, var hendes reaktion på nye og ukendte værdier eller handlemåder som regel at trække i håndbremsen.

»Når man oplever noget, man ikke kan forstå, er næste skridt som regel at tage afstand fra det. Og skridtet efter det er at tage afstand fra alt det, man forbinder med det. Det er naturligt, og noget man skal igennem. Det vigtigste er, at man ikke hænger fast i den følelse, men kommer videre og finder ud af, hvad det egentlig er, man ikke kan lide.«

I dag vil hendes kollegaer nok sige, at hun er dansker. Det samme vil hendes mand, som mener, hun bruger så rigelig tid på arbejdet og er blevet pligtopfyldende og præstationsorienteret, som danskere er flest.

»Jeg er dansk statsborger, jeg tænker på dansk, jeg drømmer på dansk. Når jeg lander i lufthavnen efter en rejse føler jeg mig mere dansk end nogensinde, og jo flere gange min bagage blive forstyrret, desto tættere rykker mine værdier over mod de danske. Når man begynder at betale sin skat med glæde, bliver det ikke mere dansk. Hahaha. Men jeg kommer aldrig til jublende at erklære mig som dansker. Det kan jeg ikke, for jeg var som sagt en færdig pakke. Jeg er jo socialiseret et andet sted. Gør det noget? Følelser kan man jo have mange af. Det vigtigste må være, hvordan man handler i sin hverdag.«

På 23 år har så meget rykket sig, at Biljana Lozos værdier er flydt sammen. Og ting, hun tidligere syntes, var bizarre, synes hun i dag er normale.

Som det at danske par, der bliver skilt, nærmest ikke kan bo tæt nok på hinanden og insisterer på at holde jul og fødselsdage sammen. På Balkan er traditionen, at man ikke kan komme langt nok væk. For fem-ti år siden, synes hun stadig, det var absurd, at danskerne insisterede på at sidde og glo på eksmanden juleaften. Nu er hun begyndt at se det smukke i det.

Er der nogen danske værdier tilbage, der er så fremmede for dig, at du aldrig tror, du vil tage dem til dig?

»Måske kun danskernes forhold til de ældre. Hos os bliver de ældre passet i hjemmet. Men når jeg bliver gammel, vil mine to danske børn sende mig på plejehjem. Det har jeg det svært ved. Og jeg tvivler på, at jeg nogensinde bliver dansk nok, til at synes, det er normalt.«