Logbog dag 169: Landgangen på Danco Island

101 besætningsmedlemmer, forskere og pressefolk fra »Vædderen« gik i land på en antarktisk ø og udvalgte sig hver sin personlige pingvin at stille sig ved siden af.

Biolog Rasmus Blom i sin varme Goose Parka på Danco Island umiddelbart efter, at han har taget en dukkert i det kun få grader varme vand. I baggrunden ses Vædderen.<br> Foto: Erik Refner Fold sammen
Læs mere

Det er et folkekrav til kaptajnen: Vi vil i land!

Alle tre grupper på »Vædderen« og mest af alle Søværnets faste besætning, som sidst stod på landjorden for over 4.000 sømil siden, vil ind og hoppe på fast grund for at mærke med deres eget nervesystem, at ja, de har været på Antarktis og kunne fortælle om det.

En del forskere har heller ikke været i land siden New Zealand.

Og journalister og fotografer - de er jo, som de er: små forkælede børn, som ikke har lært at tygge deres mad ordentligt, inden de synker den, og som derfor altid har ondt i maven.

»Det kan ikke passe, at jeg er på Antarktis og endnu ikke har stået ved siden af en pingvin,« siger en kollega og ser meget presset ud over udsigten til endnu en dag med fiskeri ud for den forjættede kyst af isdækkede øer uden mulighed for landgang.

Ja, det er synd for pingvinerne, kunne man tænke. Tænk alt det de går glip af. Men et eller andet sted har kollegaen ret. Der var ikke meget Antarktis over kondirummet og havegrillen på den amerikanske forskningsstation Palmer Station, som er det eneste sted, pressen indtil nu har fået lov at gå i land. Og inden vi kunne nå hen og føle på en gletscher, blev vi kaldt tilbage til skibet, fordi vi hele tiden har så travlt med at nå alt det, vi skal nå, så vi kan nå det til tiden.

Men ingen skal føle sig snydt. Så på et tidspunkt, hvor mismodet tager nye dybder, kastes der anker, og gummibåde begynder en fast rutefart mellem »Vædderen« og en klippeknold nogle få hundrede meter inde.

Det er velfærdstid. Landgangen på Danco Island er iværksat.

Først den faste besætning og de forskere, som endnu ikke har været i land. Og til allersidst alle os andre. 101 i alt. 101 dalmatinere, tænker jeg, som alle vil ind og snuse og skrabe og lette ben, som mennesket gør på sin egen måde ved at trykke på udløseren til sit kamera. Man ser det i virkeligheden bedst på afstand i skumringen. Ikke lang tid efter det første menneske er gået i land og har indtaget øen, blinker det første blitzlys på det golde fjeld. Så ét til, og endnu et, og inden længe ligner Danco Island en julekrybbe med defekt lyskæde.

Utrygge æselpingviner
Vi går i land som de sidste. Scenariet er mageløst. På de øde, stenede flader stikker to slags monolitter op, godt blandet mellem hinanden: de høje er mennesker og de små pingviner, vist nok de såkaldte æselpingviner. Mennesket har så vidt muligt fordelt sig sådan, at hvert individ er alene med sine egne pingviner.

At kalde det surrealistisk ville være en underdrivelse. Det ligner et maleri af den moderne verden.

Og pingvinerne? De er ikke helt trygge ved situationen. Men heller ikke skræmte. Ind imellem vralter de hen over stenene med vingerne ud til siden, som var de på vej hen i favnen på en længe ventet slægtning. Og vi opfører os ordentligt. Ingen ryger, ingen smider affald, ingen samler noget op for at tage med, ja altså ud over lidt autoriseret pingvinlort til forskning. Ikke den mindste muslingeskal eller ben fra et pingvinskelet. Vi begrænser os til at fotografere og kommentere.

»Så lykkedes det at komme i land!«

»Det holdt hårdt!«

»Det er hyggeligt, det her.«

»De er godt nok nogle mærkelige fugle, de pingviner.«

Jeg ser over på »Vædderen«, der ligger for anker ude i Errera-kanalen mellem isskosserne og tænker, at vi skulle snakke. I samme øjeblik mediefolk, forskere og søfolk satte fod på Danco Island, forvandlede vi os på trods af vores indbyrdes forskelligheder til ganske almindelige turister, som bare gerne ville kunne sige, at »Kilroy was here« og have nogle billeder med hjem til at dokumentere vores egen eksistens.

For det er jo ikke nok bare at være, som for eksempel en pingvin, når man nu engang er et menneske.

Af nøjagtig samme grund ligger en schweizisk sejlbåd for anker ud for øen, og det undrer ikke, at den lille besætning holder sig under dæk i den tid, det tager for »Vædderen«s 101 at besøge Danco Island. Ikke engang da et kælvende isbjerg længere inde i vigen sender en serie store bølger hen over den ellers rolige havoverflade, vises der tegn på liv. Som den ene turist, der får øje på en anden turist i Borneos jungle og kigger væk.

Der lyder plask og gisp nede fra vandkanten. Nogle forskere står i underbukser og er på vej ud, og længere henne et par mediefolk, den ene uden en trævl på kroppen. Nogle kommer kun i til livet i det få grader varme vand. Andre forsøger med tilbageholdt åndedræt at efterligne pingvinernes flyvende svømmestil. To be, or not to be, praktiseret så langt væk fra Hamlets slot, som man omtrent kan komme.

»Så har vi badet på Antarktis,« lyder det. »Hvor mange kan sige det?«

Jeg ved det ikke. Men skal man dømme efter turiststrømmen, vil det nok ikke være så få endda, om 10-20 år.

Corioliskraften
Efter et stykke tid falder der ro over flokken. Billederne er i hus, lyset falder med skumringen, regnen tager til. Og så bliver man alligevel hurtig færdig med at se på en pingvin, også selv om det er ens egen personlige pingvin, og det lige gik så godt. Når alt kommer til alt, findes de fuldstændig magen til i Odense Zoo.

Der spejdes efter gummibådene, og snakken tager nye retninger på den 64. sydlige breddegrad.

»Da jeg mødte min kommende hustru første gang, sagde jeg, at jeg var truckfører,« fortæller havbiologen Bjarne Styrishave, da han er færdig med at samle sit pingvinlort op med en gammel skruetrækker.

»Jeg havde nemlig før oplevet, at pigerne blev skræmte over det, at man var forsker. Så jeg fortalte hende noget om, at en truck svinger hurtigere ved ækvator end ved polerne på grund af corioliskraften. Hvilket den selvfølgelig ikke gør. Det faldt hun for.«

Så kommer vores båd. Alle har fået én på opleveren. Trykket er lettet. Ekspeditionen kan fortsætte. Og schweizerne kan få deres pingviner igen. Tak for lån! www.berlingske.dk

Læs de tidligere logbøger

http://sv.wikipedia.org/wiki/Corioliskraft

Læs mere om corioliskraften