Juraprofessor: Mette Frederiksen har muligvis brudt Grundloven

Statsminister Mette Frederiksen (S) bliver kritiseret for ikke at have rådført sig med Det Udenrigspolitiske Nævn, før hun indgik en aftale med Israel og Østrig. Juraprofessor mener, at hun muligvis har brudt Grundloven.

Mette Frederiksen (S) besøgte torsdag Israel. Til venstre står Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, og i midten ses Østrigs kansler, Sebastian Kurz. Fold sammen
Læs mere
Foto: Avigail Uzi/AFP/Ritzau Scanpix

Der er muligvis imod Grundloven, at statsminister Mette Frederiksen (S) har indgået en aftale med Israel og Østrig om blandt andet vaccineproduktion uden at rådføre sig med Det Udenrigspolitiske Nævn først.

Sådan lyder det fra Frederik Waage, der er professor ved Juridisk Institut på Syddansk Universitet.

»Hvis statsministeren har indgået en aftale af større udenrigspolitisk rækkevidde uden at have rådført sig med Udenrigspolitisk Nævn, har hun brudt Grundloven,« siger han:

»Grundloven siger, at man skal rådføre sig med Udenrigspolitisk Nævn forud for enhver beslutning af større udenrigspolitisk rækkevidde. Spørgsmålet her er alene, om den aftale – som det oplyses, der er indgået – er af større udenrigspolitisk rækkevidde. Jeg kender ikke nok til aftalen til at kunne vurdere det spørgsmål. Men man kan sige, at jo vigtigere og ekstraordinær aftalen er, jo mere peger på, at Udenrigspolitisk Nævn skal høres. I tvivlstilfælde vil det være Folketingets vurdering af, om der er tale om større udenrigspolitisk rækkevidde, der vil være afgørende for, om Grundloven er overholdt.«

Udmeldingen kommer, efter at Venstres udenrigspolitiske ordfører, Michael Aastrup Jensen, torsdag aften på Facebook skrev, at statsministeren ikke har rådført sig med nævnet. Han er næstformand i Det Udenrigspolitiske Nævn.

»Statsministeren er måske på kant med Grundloven,« skrev han og fortsatte:

»Man kan være for eller imod samarbejdet med Østrig og Israel, som statsministeren præsenterede i Israel i dag. Men det står i Grundloven §19 stk. 3, at før en regering laver større, udenrigspolitiske aftaler, så skal man rådføre sig med Udenrigspolitisk Nævn.«

STATSMINISTEREN MÅSKE PÅ KANT MED GRUNDLOVEN Man kan være for eller imod samarbejdet med Østrig og Israel som...

Slået op af Michael Aastrup JensenTorsdag den 4. marts 2021

Frederik Waage er overrasket over Venstre-politikerens opslag.

»Jeg gik egentlig ud fra, at statsministeren eller udenrigsministeren allerede havde rådført sig med nævnet om, hvad der skulle ske i Israel, fordi der har været så meget omtale af denne rejse. Det er ikke, fordi hun skal rette sig efter deres råd, men hun skal bare rådføre sig med dem,« siger han.

Frederik Waage fortæller, at det ikke er første gang, at en politiker har taget en beslutning uden at tale med nævnet først.

»Vi har et fortilfælde for det her fra 2000, hvor Poul Nyrup Rasmussen i den såkaldte telefaxsag ikke rådførte sig med nævnet, før han i en telefonsamtale tilsluttede sig en række diplomatiske sanktioner mod Østrig. Det var et brud på Grundloven. Han fik en næse for det,« siger han.

I et opslag på Twitter skrev udenrigsminister Jeppe Kofod (S) torsdag aften, at der »desværre er mange fejlslutninger i debat om statsministerens rejse til Israel«.

»DK udenrigspolitik ændres ikke af, at vi samarbejder med andre frontløberlande. Samarbejde om øget produktionskapacitet er ikke stor udenrigspolitisk beslutning. Det er bare sund fornuft!« skrev han:

»Jeg kan i forlængelse af nævnsformandens udtalelse her til morgen bekræfte, at der ikke efter Grundloven er pligt til rådføring med nævnet, når statsministeren rejser til udlandet og drøfter et nærmere samarbejde, herunder om øget vaccineproduktion. Desuden vil jeg stilfærdigt konstatere, at nævnet jo rent faktisk fik en orientering af statsministeren på et møde i onsdags, inden hun rejste. Jeg er også enig med nævnsformanden i, at det bredere spørgsmål om adgang til vacciner og håndtering af covid-19 har nogle tværgående aspekter, som fortjener en tematisk drøftelse i nævnet. Derfor har jeg også tidligere på ugen aftalt med nævnet, at vi tager en sådan bredere drøftelse sammen.«

Stor aftale

Jan Johansen (S), som er medlem af Det Udenrigspolitiske Nævn, har svært ved at forstå kritikken af aftalen og ser i stedet positivt på samarbejdet med Israel og Østrig, som han kalder »et skridt mod en stor aftale«.

Han mener ikke, at statsministeren har været forpligtet til at rådføre sig med Folketinget eller Det Udenrigspolitiske Nævn.

»Statsministeren har gjort det, der skal gøres, og jeg mener, at det er et rigtig godt valg, hun har taget. Der er ikke lavet en aftale, der er så skelsættende, at den skal i Udenrigspolitisk Nævn eller i Folketinget.«

Men havde det været et problem at tage aftalen op i Folketinget eller Det Udenrigspolitiske Nævn?

»Ja, det havde det, fordi der er gået politik i corona, og der ville med garanti være partier, der ville sætte sig imod aftalen. Vi står midt i en krise, og jeg er meget glad for, at vi har en statsminister, som tager noget egeninitiativ og sørger for, at der bliver truffet vigtige beslutninger.«

Ifølge Jan Johansen er der gået »politisk fnidder« i corona. Han mener, at man bliver nødt til at tage beslutninger, uden at alle partier er inddraget, for at nå frem til løsninger:

»Vi har nået et punkt, hvor vi ikke kan komme længere, fordi der er gået politik i det. Lige meget hvad statsministeren gør, bliver det kritiseret, og der er jo ingen andre, som kommer til at tage det skridt her. Der bliver set forhindringer frem for løsninger, og det er vigtigt at huske, at partierne jo er med inde over al politik uden for corona. Jeg synes, man bør se positivt på, at vi har en statsminister, der tør at tage skelsættende skridt for at komme foran pandemien.«