I København kom »markant« flere personer til skade eller blev dræbt i trafikken i 2018 end tidligere

Syv personer blev dræbt, og knap 500 kom til skade. Antallet af færdselsuheld i København steg »markant« i 2018, viser ny rapport fra Vejdirektoratet.

Efter en årrække med fald i antallet af skader efter færdselsuheld i København, steg tallet i 2018. Her er det et uheld tæt ved Magasin i indre København i december 2018. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Flere kommer til skade eller bliver dræbt i trafikken i København.

Det skriver TV 2 Lorry på baggrund af en ny rapport fra Vejdirektoratet.

Personskade- og materielskadeulykker i Københavns politikreds faldt fra 2014 til 2017, men ifølge den nye rapport er begge steget »markant« i 2018.

I 2018 var der 496 personskadeulykker i Københavns politikreds, mens der i 2017 var 373.

Ifølge rapporten mistede syv personer livet i trafikken i København, mens 271 kom alvorligt til skade og 218 kom lettere til skade. I politikredsene rundt om København er antallet af ulykker faldende eller det samme som tidligere år.

Til TV 2 Lorry forklarer Marianne Foldberg Steffensen, der er leder af Vejdirektoratets trafiksikkerhedsafdeling, at »der er mange regionale forskelle, som kan spille ind på ulykkestallene.«

»I byerne er der for eksempel mange lette trafikanter og mange krydsningspunkter mellem trafikanterne,« siger hun til TV-stationen.

»Der er stor forskel på infrastrukturen i politikredsene, som også har indflydelse på, hvordan ulykkestallene ser ud. Det kan være en væsentlig faktor, hvor meget landevej der blandt andet er i kredsen. Vejdirektoratets rapport giver kommuner og politi et overblik over, hvordan udviklingen ser ud hos dem, og hvilke områder de bør være opmærksomme på.«

I Hillerrød Kommune er antallet af dræbte og tilskadekomne faldet fra over 30 hændelser i 2016 til under 20 i 2018. Det faktum stemmer overens med Marianne Foldberg Steffensens udtalelse, for ifølge Ivan Christensen, sektionsleder i Trafik, Vej og Park i Hillerød, kan nye cykelstier tage æren for det faldende antal ulykker.

»Vi har de seneste år afsluttet en lang række cykelstiprojekter langs landeveje mellem vores øvrige bysamfund og Hillerød By og i selve byen. Det øger trafiksikkerheden og trygheden, og indsatsen fortsætter i de kommende år. Senest har vi foretaget sanering og forenkling af hastighedsskiltning samt prioriteret færdselskampagner højt,« siger han til TV 2 Lorry.