I dag marcherer danskerne for klimaet. Her er alt, hvad du skal vide

Folkets Klimamarch vender tilbage til Danmark lørdag eftermiddag i anledning af det kommende folketingsvalg. Her får du overblikket over, hvordan marchen kommer til at forløbe.

Sådan så klimamarchen ud, da den blev afholdt i København i 2015. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Skipper

»There is no planet B«

»Pas på hendes jord, til hun bliver stor«

»Red klimaet nu!«

Med bannere, kampråb og stort engagement går de i flok.

Mellem 20.000 og 30.000 mennesker forventes at marchere for klimaet i dag. Marchen foregår lørdag eftermiddag i 12 forskellige byer i Danmark og er arrangeret af Folkets Klimamarch, der har stået for flere marcher gennem de seneste par år. Denne gang marcherer de i anledning af det kommende folketingsvalg.

»Klimakrisen er over os - og vi har travlt. Derfor skal klima være det vigtigste emne under den kommende valgkamp. Lad os vise folketingskandidaterne, at vi vil have handling - nu!« skriver arrangørerne på deres hjemmeside.

De skriver, at de samles for at vise opbakning til alle de politikere, der »tør tage de modige beslutninger, der skal til, for at afværge klimakrisen«.

Arrangørerne er et netværk af borgere med forskellig baggrund og erfaring med græsrodsarbejde og mobilisering, står der.

Hvad skal der ske?

I København er det tegner og klimaforkæmper Anders Morgenthaler og formand for Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding, der er arrangementets værter.

Marchen bliver skudt i gang efter nogle taler og musik på Christiansborgs Slotsplads klokken 13.00. En af talerne er den 16-årige, svenske klimaaktivist Greta Thunberg. Rune Lykkeberg, chefredaktør for Information, og meteorologen Jesper Theilgaard er også blandt talerne. Derudover spiller blandt andet kunstnerne LISS, mags og AV AV AV.

Marchen foregår fra 14.15 til 15.45. Den starter og slutter på Christiansborgs Slotsplads, hvor der vil være afslutningstaler som enden på marchen fra 15.45 til 17.30.

Begivenheden skal samle folk på tværs af alder, baggrund og partitilhørsforhod.

»Vi går for et Danmark, der kan være globalt foregangsland og vise vejen mod en miljømæssigt bæredygtig og socialt retfærdig samfundsmodel. Vi går sammen på tværs af bevægelser og generationer for at forsvare vores demokrati, menneskerettigheder, tolerance og social og økonomisk sammenhængskraft, som de kvaliteter, der muliggør, at vi løser klima- og miljøkrisen,« skriver arrangørerne på hjemmesiden.

Danskerne marcherer fra Borgen ned mod Holmens Kirke, rundt om Danmarks Nationalbank, over Christian IV's bro, langs Christians Brygge, forbi Dansk Arkitektur Center, ned ad Vester Voldgade, rundt om Nationalmuseet og tilbage til Borgen.

Klimamarchen kommer til at påvirke lørdagens trafik. Christiansborg Slotsplads og Vindebrogade vil være spærret af fra 10.30 til 18.30, og busserne 1A, 2A, 9A, 26 og 66 vil køre ad andre ruter. Det skriver TV2 Lorry.

Udover København vil der også være klimamarcher i Aarhus, Aalborg, Odense, Roskilde, Vejle, Bornholm, Randers, Sønderborg, Aabenraa og Skørping.

I Aarhus foregår marchen ved Mølleparken, og her taler blandt andet Sebastian Jonshøj, vicepræsident for Danmarks Naturfredningsforening, forfatten Tor Nørretranders og ph.d.-studerende Anders W. Mortensen.

I Odense starter marchen klokken 15 og har sangeren Rasmus Lyberth, forskeren Anders Winther og Politikens debattør Jens André Herbener på programmet.

Foto: Folkets Klimamarch København.