»Han fortjener virkelig en undskyldning«

Den tidligere imam Ahmed Akkari har besøgt Kurt Westergaard.

Muhammedtegneren Kurt Westergaard (tv) havde torsdag eftermiddag besøg af sin tidligere modstander, den forhenværende islamistiske prædikant Ahmed Akkari. Westergaard inviterede Akkari, fordi sidstnævnte i BT har fortalt, at han har brudt med sine gamle trosfæller og nu advarer mod islamisme. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Frontkæmpere fra Muhammed-krisen mødtes for første gang efter BT-interview.

For syv år siden stod de på hver sin side af en tilsyneladende afgrundsdyb kløft, mens Muhammedkrisen satte verden i brand. Torsdag eftermiddag drak tidligere imam Ahmed Akkari og Muhammedtegner Kurt Westergaard kaffe og udvekslede smil, håndtryk og minder om fordums strid i sidstnævntes hjem i Aarhus. Et møde, som indtil for få dage siden havde været fuldstændig utænkeligt.

«Jeg gik nærmest på tåspidser på vej derhen, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle forvente. Men jeg må sige, at jeg blev meget positivt overrasket. Kurt er meget fordomsfri og fortiden til trods var der hverken foragt eller andet negativt at spore i hans blik. Sådan noget kan jeg som skolelærer se med det samme«, fortæller Akkari.

Det opsigtsvækkende møde er kommet i stand, efter at Ahmed Akkari i et opsigtsvækkende interview i mandagens udgave af BT fortalte, at han har brudt med sine gamle trosfæller. Som islamist og prædikant var han blandt andet under Muhammedkrisen talerør for adskillige radikale miljøer, men nu advarer mod selv samme miljøer, som han mener er farlige for det danske samfund.

Udmeldingen har vakt massiv opmærksomhed i både ind- og udland og fik mandag Kurt Westergaard til at invitere sin gamle modstander på besøg.

»Jeg havde været på besøg hos TV2 News for at give et interview, og da jeg var færdig, havde en af Kurts venner lagt en besked til
mig i receptionen. Han bad mig om at ringe, og da jeg gjorde det, blev jeg inviteret,« fortæller Ahmed Akkari.

Siden Morgenavisen Jyllands-Posten bragte 12 satiretegninger af islams profet Muhammed og vakte store dele af den muslimske verdens vrede, har tegner Kurt Westergaard levet under konstant beskyttelse af Politiets Efterretningstjeneste, PET. Samtidig har han været udsat for et drabsforsøg, og det var en af grundende til, at den nu tidligere prædikant straks sagde ja, da muligheden for et møde bød sig, fortæller han.

»Kurt er et af de mennesker, der virkelig fortjener en personlig undskyldning fra min side. Hans liv er blevet forandret på grund af
den krise, som jeg bidragede til, og det har jeg beklaget overfor ham. Jeg har forklaret, at jeg i dag tager afstand fra de ting, der skete, og at jeg har tilbudt at hjælpe, hvis vi kan gøre noget for at gøre lidt af skaden god igen,« siger han.

Snakken i Kurt Westergaards PET-overvågede hjem varede cirka en time og beskrives af Ahmed Akkari som god og konstruktiv. Ved mødets afslutning overrakte tegneren et maleri, han selv har malet, til sin tidligere modstander. Billedet viser en mand, der går på en line, som er skåret over i den ene ende. Den anden ende er bundet til et spinkelt skilt, som truer med at styrte i en afgrund. På skiltet står teksten 'Free speech' (ytringsfrihed, red).