Foråret er på vej: Sol og 20 grader

Er du også træt af forårsvejr med sne og haglbyger? Fat mod: Solen er på vej. Snart kan du kyle vanter og natsokker tilbage i skuffen. Termometeret på vej mod de 20 grader.

Efter april-dage med sne, hagl og glatte veje trænger mange af os i den grad til 'rigtig' forårsvejr. Og bare rolig: Meget tyder på, at det er lige om hjørnet. (Arkivfoto) Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

Lad os slutte en kold og klam uge med en god nyhed fra vejrfronten:

NU bliver det bedre. Foråret er på vej. Før vi får set os om, kan vi definitivt smide hue og vanter tilbage i skabet, hvor de hører hjemme på denne årstid. Den kommende uge byder nemlig på sol, varme og temperaturer i nærheden af de 20 grader.

Det lover vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut, Thyge Rasmussen.

»Vi har indikationer på, at der for alvor er bedre vejr på vej. I slutningen af næste uge kan vi komme op på omkring 20 grader, så der er lys for enden af tunnelen,« siger han og lover, at vi har set de sidste sne og haglbyger i denne omgang.

Inden vi kommer så langt, skal vi dog gennem en weekend, som bliver præget af byger og ikke så prangende temperaturer. Især, hvis du befinder dig vest for Storebælt. Her bliver det nemlig en blæsende, kold og våd fredag.

»Fredag bliver ikke så spændende. Især ikke vest for Storebælt. Her kommer der skyer og regnvejr, mens der østpå godt kan komme et kig til solen i løbet af dagen,« siger meteorologen.

Kun bornholmerne kan regne med at få en flot dag hele fredagen.

Lørdag bliver lidt bedre, men en front over os betyder, at det vil smådryppe i løbet af dagen.

»Men der vil også være perioder, hvor solen titter frem,« lover Thyge Rasmussen.

Søndag bliver det weekendens lyspunkt til glæde for konfirmander, 1. maj-deltagere og andet godtfolk, der håber på godt vejr.

»Det meste af landet får fint vejr søndag. Der kan godt være lidt skyer på Sjælland, men efterhånden kommer solen frem. Temperaturerne får et nøk opad og kommer til at ligge på mellem 12 til 15 grader,« siger han.

De seneste dage har bilerne nærmest skøjtet rundt på vejene i sne og sjap. Selvom den kommende uge byder på ustabilt vejr, så får vi heldigvis noget, meteorologen kalder 'mere normalt for årstiden'..

Og så er det altså, når vi nærmer os næste helligdag i slutningen af næste uge, at vejrguderne åbner for godteposen.

»Vejret bliver ikke stabilt, og der kan også godt falde regn, men vi får betydelig lunere luft, og det bliver ganske meget varmere. Og når vi har prognoser på 20 grader, så betyder det også, at vi får perioder med solskin,« siger han og tilføjer, at det især er den sydøstlige del af landet, der får glæde af forårets komme. I den nordvestlige del er der størst risiko for regn.

»Men det er slut med hagl- og snebyger, og natten til søndag får vi sæsonens sidste nattefrost, så også på det punkt kan vi mærke, at vi er på vej ind i maj,« siger Thyge Rasmussen.