Far og søn dømt for bedrageri med bilforsikring

En velkendt fidus med at lade børnenes første bil forsikre i forældrenes navn under lup. Far og søn fik onsdag betinget fængselsstraf og 12.000 kroner i bøde.

En far og søn fra Vestsjælland havde regnet alle tiders bilfidus ud, troede de.

Den 22-årige søn købte sin første bil i sin fars navn, så han slap billigere i forsikring. Et trick der er velkendt i de små hjem, men også hamrende ulovligt.

Derfor fik sønnen og den 51-årige far onsdag en betinget fængselsstraf på 60 dage og 12.000 kroner i bøde for deres fupnummer. Aftalen var nemlig decideret bedrageri, fastslog dommer Mette Bytofte i Københavns Byret.

Normalt er denne slags sager svære at afsløre, men sønnen gjorde det ikke svært for politiet at efterforske sagen.

Den 22-årige mand fortalte selv om sin fede fidus på landsdækkende tv, og derfor gav han efterforskerne gode arbejdsvilkår.

/ritzau/