Eksamenskarakteren er ofte en skuffelse i naturfag og matematik

Gymnasieeleverne ved det. Det er sværere at opnå eller forbedre sine årskarakterer, når man skal til eksamen i naturfag og matematik, end det er i fag som samfundsfag, engelsk og dansk. Det får eleverne til at fravælge fagene på højt niveau, mener DI.

Arkivfoto: Jens Nørgaard Larsen. Mange gymnasieelever fravælger matematik og naturviden-skabelige fag på højt niveau, fordi eksaminerne er for svære. Disse elever har dog valgt kemien til – i den grad. De dystede om at komme med til kemi-OL. Fold sammen
Læs mere

Et 7-tal, der blev til et 4-tal, eller et 4-tal, der endte med et par grimme briller (00). Karakteren vil oftere være en skuffelse for gymnasieelever, der er til eksamen i fag som matematik eller fysik på højt niveau, end hvis de kommer op i andre fag.

I fag som dansk, engelsk og samfundsfag opnår eleverne gennemsnitligt den samme karakter til eksamen, som de fik i årskarakter. Men i de naturvidenskabelige fag og matematik har eleverne oftere svært ved at leve op til deres årskarakterer, når de er til eksamen.

Det konkluderer Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) i en ny analyse af karaktergivningen ved fag på højt niveau i gymnasiet.

Artiklen fortsætter under faktaboksen.

Skævheden og »den indbyggede uretfærdighed« skal rettes op. For den er med til at få elever til at fravælge matematik og naturfag på højt niveau, lyder det fra Dansk Industri.

»Rigtigt mange elever er udmærket klar over, at naturfag og matematik er svære til eksamen, og det taler de om. Det betyder, at de fravælger fagene på højt niveau, hvis de skal bruge et højt karaktergennemsnit for at komme ind på en uddannelse. Der er indbyggede uretfærdigheder i forskellene på fagenes sværhedsgrad, og det skal vi tage alvorligt, for det er et stort problem for os,« siger underdirektør Charlotte Rønhof fra Dansk industri i en kommentar til undersøgelsen.

Hun mener dog ikke, at kravene til eksamen i matematik og naturfag skal sænkes.

»Kravene er ikke for høje i matematik og naturfag, men for lave i de andre fag. Vi synes, man burde se på dette problem, samtidig med at man underkaster hele karaktersystemet et eftersyn,« siger hun.

Dansk Industri har tidligere opfordret regeringen til at nedsætte en karakterkommission på grund af karakterinflation. 16 procent af de beståede eksaminer på universitetet ender med et 12-tal, hvor det var forventningen, at det kun ville være ti procent, da den nye syvtrinsskala blev indført i 2007.

12 procent dumper

Årskarakterer og eksamenskarakterer måler ikke det samme og skal ikke være ens, men forskellen bør ikke være for stor, da det skaber tvivl om karakterernes validitet, mener evalueringskonsulent hos EVA, Sarah Richardt Schoop.

»Det er klart, at når der er så store udsving, som vi ser i de naturvidenskabelige fag, hvor eleverne bliver stillet væsentligt dårligere ved at komme til eksamen, så bør det få alarmklokkerne til at ringe. I hvert fald kunne det tyde på, at der ikke er tilstrækkelig sammenhæng mellem undervisning og eksamen, og at eksamen ikke nødvendigvis afspejler de mål og kompetencer, der er sat for fag som matematik og fysik,« siger Sarah Richardt Schoop.

I gennemsnit får eleverne til skriftlig eksamen i matematik 0,88 karakterpoint under deres årskarakterer, og 12 procent af de elever, der er til eksamen i skriftlig matematik på A-niveau, får en dumpekarakter.

Formanden for Matematiklærerforeningen, Morten Olesen, hæfter sig ved, at 89 procent af eleverne får de samme karakterer eller en karakter lige over eller lige under årskarakteren, når de er til skriftlig eksamen i matematik.

»Afvigelsen er ikke enorm. Når det er sagt, er det at give en årskarakter ikke det samme som at give en eksamenskarakter. Det er en vurdering af arbejdet gennem året, og det er ikke spådomskunst,« siger han.

Morten Olesen medgiver, at der er udfordringer ved eksamensformen, fordi eksamen ikke i tilstrækkeligt omfang måler de kompetencer, der undervises i. Det blev både påpeget i matematikudredningen, som Institut for Naturfagenes Didaktik ved Københavns Universitet gennemførte sidste år, og i matematiklærerforeningens egen tænketank om nye eksamensformer.