Efter drabet: »Jeg tilgav morderen. Det gør jeg nu stadigvæk«

Lone Thomsens søn, Jonas Thomsen Sekyere, blev i 2012 dræbt af knivstik på Diskotek Bakken i Kødbyen. En mystisk mand på kirkegården hjalp Lone Thomsen »til live« igen efter mordet på hendes søn. Nu har hun accepteret, at død og ondskab er en del af livet.

»Hvis man vil gøre noget for at komme ovenpå, så skal man skabe sig nogle værdier. Jeg har blandt andet min tro og noget, der gør livet lidt lettere på de tunge dage, nemlig hygge,« siger Lone Thomsen (billedet nederst til venstre), hvis søn, Jonas, for knap to et halvt år siden blev dræbt på Vesterbro. Foto: Claus Bech Fold sammen
Læs mere

Lone Thomsens lejlighed i Valby er fyldt med bøger. På væggene hænger billeder af hendes afdøde søn, Jonas Thomsen Sekyere, og af datteren. Smilende og smukke, unge mennesker med livet foran sig. Opbyggelige aforismer og ordsprog hænger side om side. »Gør mere af det, der gør dig glad,« siger et postkort som en flig af hemmeligheden bag hendes »opstandelse«.

Hun fortæller og glemmer at skænke kaffe.

Det var den 17. november 2012 kl. seks om morgenen. Ergoterapeuten Lone Thomsen lå i sin seng i Valby parat til en afslappende weekend, hvor hendes 12-årige datter var hos faderen.

Så ringede telefonen. Det var politiet.

»Din søn er blevet stukket ned. Kom ind på traumecentret med det samme.«

Hun væltede ud af sengen. Forvirret. Hvad var der sket? Skulle hun tage en taxa?

Politiet ringede igen. »Vi kommer og henter dig.«

På bagsædet af politibilen sagde den ene betjent alt for nøgternt de ord, alle forældre frygter. Som en sten, der lukker hendes grav:

»Desværre. Din søn er død.«

»Åh, nej, er det nu?« udbrød Lone Thomsen. Næsten som et suk. I et fattet splitsekund tænkte hun på sønnens kamp for menneskerettigheder og retfærdighed i verden. Ghandi og Mandela læste også jura. Og på, at hans død måske var forudbestemt.

Indretningen på Rigshospitalets traumecenter viste ingen tegn på, at der er et liv før døden. Ingen vinduer. Alt var skrabet og kedeligt og uden stemning. Jonas’ ghanesiske far, nogle af sønnens venner og et par af hendes veninder var også mødt op. Hun husker kun svagt de første timer efter chokket.

Jonas Thomsen Sekyere blev begravet fra Vor Frue Kirke i København den 28. november 2012. Omkring 1.500 deltog i begravelsen. Foto: Andreas Beck Fold sammen
Læs mere

Hendes søn var 21 år. Politiet fortalte, at han var blevet stukket i hjertet med en lang kniv af en ukendt gerningsmand om natten på baren Bakken i Kødbyen. Efter hvad der føltes som timers venten, måtte hun endelig se ham. Et klæde dækkede sønnens krop fra halsen og ned. Han havde en slange i munden hæftet på kroppen med et plaster.

Hun ville gerne give sin døde søn et kys. Tage hans hånd. Mærke om han stadig var varm. Hun rakte ud for at røre ved ham.

»Du må ikke røre ved ham,« advarede én. Hun trak hånden til sig. Politiet var ikke færdig med sine undersøgelser.

Hendes verden var forandret for altid

Da Lone Thomsen kom hjem, var hendes verden forandret for altid. Hun brød sammen. Græd. Niecen og søsteren måtte holde hendes rystende krop.

Dagene, ugerne og månederne gik. Hun græd hele tiden. Kun datterens skolegang og almindelige pigeliv fik hende ud af sengen til madpakker og forældrepligter. Små portioner af påtaget styrke for at dæmpe sorgen over for datteren. Hun tænkte på sin dræbte søn hele tiden. Havde tanker om selvmord. Hun ville helst være alene og opdagede begrebet »sorgsmerte«, hvor sorgen gør ondt i knogler og muskler. Det lignede depression, men var det ikke. Hun mistede situationsfornemmelsen. Til kassedamen i supermarkedet og folk på gaden kunne hun finde på, nærmest i en bisætning, at sige, »ja, min søn er lige blevet dræbt.« Uden filter. Folk troede, hun var skør og trak sig.

Et halvt år efter sønnens død skete noget epokegørende i Lone Thomsen vej tilbage til et næsten normalt liv. Som en sten, der lirkedes bort fra graven, så lyset kunne komme ind. »Næsten skæbneagtigt« kalder hun det. Det var maj, og hun sad på en bænk under et kirsebærtræ på Assistens Kirkegård nær sønnens grav. En mand stillede sig og så op i den blomstrende trækrone. »Er de ikke smukke,« sagde hun til ham. De kom i snak, og manden satte sig.

»Efter et par timer sagde han, at sandsynligheden for, at vi ville mødes igen, nok ikke er så stor. Så gav han mig sit telefonnummer. Så kunne jeg ringe, hvis jeg havde lyst til at mødes.«

Onsdag d. 28.11.2012 blev Jonas Thomsen Sekyere bisat i Vor Frue Kirke og begravet på Assistentsens kirkegård. Fold sammen
Læs mere

Episoden glemmer hun aldrig. Hun aftalte på SMS at mødes med manden på kirkegården syv-otte gange.

»Vi talte meget om Jonas. Hvad der var sket med ham. Om døden og om livet. Alt muligt. En fuldstændig fremmed mand. Jeg ved ikke, hvor gammel han er, eller hvad han laver, eller hvor han bor. Han gik sådan lidt casual klædt. Jeg kender kun hans fornavn.«

Hvad hedder han?

»Det ved jeg ikke, om jeg skal sige ... Han kunne sætte tingene i relief. Jeg følte det lidt, som om han var blevet sendt til mig. Vi talte om livsting. Om, hvorfor man dør. Hvad der sker, når man dør. Han mente ikke, at min søns sjæl var død. Det var kun hans krop, der var død. Vi talte meget om tro, og hvad man skal tro på og om meningen med livet. Det hjalp mig utroligt meget, for jeg blev hørt og taget alvorligt i min sorg.«

Møderne med manden gav hende et frirum til at tale om sorgen og de store ting. Lone Thomsen skrev ned, mens de talte, så hun kunne huske det og støtte sig til det senere. Det dulmede sorgen.

»En af de sidste gange foreslog han, at vi skulle mødes i en anden park, så jeg kunne blive »flyttet« væk fra kirkegården. Når vi mødtes, tænkte jeg, at Jonas nok lå henne i sin grav og grinede over, at jeg sad der og talte om livet med den her fremmede mand på en bænk. Der er noget med mig og bænke. Jeg mødte også Jonas’ far på en bænk.«

Gravstedet har også plads til lillesøsteren og til hende selv, fortæller Lone Thomsen.

»Så der er to senge, der står parat til os.«

»Hvis man vil gøre noget for at komme ovenpå, så skal man skabe sig nogle værdier. Jeg har blandt andet min tro og noget, der gør livet lidt lettere på de tunge dage, nemlig hygge,« siger Lone Thomsen (billedet nederst til venstre), hvis søn, Jonas, for knap to et halvt år siden blev dræbt på Vesterbro. Foto: Claus Bech Fold sammen
Læs mere

Det meste af 2013 har Lone Thomsen i dag revet ud af kalenderen. Hun husker meget lidt. Bl.a. at hendes kat Lady puttede sig ind til hende og lagde sin bløde pote på hendes arm, når hun lå og græd. Men nytårsaften 2013 tog hun en beslutning.

2014 skulle være hendes år. Så skulle hun komme igen. Leve.

Inspireret af, at sønnen engang gav hende en Buddha-statuette og for bare at gøre NOGET, tog hun på en uges retreat, hvor man ikke måtte tale i en uge og skulle lægge alle elektroniske apparater væk og kun »være«, som hun siger.

»Det var en vigtig uge for mig. Den følelse af at være en del af ALT. Jeg begyndte at mærke mig selv og ting omkring mig. Der oplevede jeg, hvad det er, de mener med al deres mediteren og den slags. En væren uden forbehold, hvor jeg andre steder skulle passe på, hvor meget jeg sørgede her og der.«

Hun deltog i en sorggruppe og en psykoanalytisk gruppe og havde terapeutiske samtaler. Hun mødtes med sønnens venner og kæreste og talte om Jonas. Det gør hun stadig.

»Det er så skønt at høre om Jonas fra dem. Vi griner også sammen. Det er, som om han lever gennem dem.«

Hun bliver glad, når hun får en e-mail fra en af Jonas’ venner: »Hej, Lone. Nu har jeg opfyldt din søns ønske. Jeg er kommet ind på et universitet i London.«

»Det er rart at få den slags at vide. Det er lige i min søns ånd,« siger hun og glædes ved, at kollegiet Regensen, hvor han boede, har lavet et legat i sønnens navn, så to udenlandske studerende kan bo der, mens de studerer i Danmark.

Der er mange små sprækker af lys på Lone Thomsens vej ud af sorgen.

»Når folk kommenterer, hvad der står på Jonas’ gravsten, føler jeg f.eks., at tingene lever videre.«

Hun citerer:

»Not pursuing your dream is a violation against those who cannot even dare to dream«.

Lone Thomsen mistede for to år siden sin søn ved et knivdrab i kødbyen. Fold sammen
Læs mere

»Og lige da det var sket, var jeg sådan: Halleluja og Gud og Gud. Jeg var nærmest psykotisk, og jeg tilgav morderen. Det gør jeg nu stadigvæk. Derefter fik jeg en periode, hvor jeg var SÅ vred på Gud. Jeg havde slet ikke lyst til at tale om Gud med mine kristne venner. Jeg tænkte, at det hele bare var en stor dårlig undskyldning fra Guds side, og Bibelen bare en dårlig drejebog, der ikke fungerer. Jeg var virkelig vred. Jeg var lige ved at smide alle mine bibler ud.«

Hun vendte tilbage til Gud

Vreden på Gud aftog, hun læste Bibelen med vennerne igen og genoptog sine gamle dialoger med Gud. Da hun en dag nærmest uhørligt og med indre modstand hørte sig selv sige »tak« til Gud, var endnu en sprække til en acceptabel fremtid skabt.

»Hvordan, man kommer igennem den slags, handler meget om, hvordan man var, før det skete. Jo bedre, du har det, før det sker, jo bedre værktøjer har du til at komme tilbage til en normal tilstand.«

Hun henter en lille stak bøger og en metalengel. Englen har en veninde givet hende. På englen står: »The Lord bless you and keep you«.

»Da jeg lå og græd og græd, kunne jeg gennem tårerne skelne det der »keep you«. Nå, så dør jeg nok ikke helt, tænkte jeg. Der er noget, der holder mig oppe. Jeg gemte den under hovedpuden og tog den frem og bad, når jeg græd. Den har også hjulpet mig igennem. Men selv om jeg er glad i dag, kan der sagtens komme en dag i morgen, hvor jeg er dødtrist.«

En ny identitet

Bøgerne handler om tvivl, glæde, tro og sorg. Hun vender ofte tilbage til dem for at hente styrke. Der er tvetydige titler som »Skæld ud på Gud« og »Sorg er den dybeste ære, glæden kan få«.

En af bøgerne er skrevet af en mand, der mistede flere familiemedlemmer under tsunamien i 2004. »Han beskriver, at når man mister, så får man en form for ny identitet. Det er meget smukt. For man kan ikke komme af med tabet.«

En anden forfatter beskriver noget af det, Lone Thomsen har lært mest af på vej ud af den værste krise. Hvordan der i sorgen både findes et livsspor og et sorgspor. Fra det ene sekund til det andet kan den, der har mistet en kær, opleve at gå fra glæde til at være ved at kvæles i sorg.

Hvad er din nye identitet?

»Det er, at jeg nu er en mor, der har mistet et barn. Man bliver på en anden måde, når man har mistet et barn eller en meget nær person, en kæreste eller ægtefælle. Der kommer man ind i en klub, der gør ondt. Jeg gider ikke længere ligegyldige ting. Jeg ser ikke ret meget af alt det bras, de sender i TV f.eks. Jeg er blevet mere kvalitetsbevidst og livsbevidst.«

Lone Thomsen lægger hånden på en af bøgerne på sofabordet.

»Hvis man vil gøre noget for at komme ovenpå, så skal man skabe sig nogle værdier. Jeg har blandt andet min tro og noget, der gør livet lidt lettere på de tunge dage, nemlig hygge. Hvis jeg skal vende min egen stemning, så laver jeg nogle enkle, banale småting. Hækler eller strikker eller læser i et blad. Eller jeg tænker på et af mine pejlemærker, en sætning fra min gymnasietid: Sorrig og Glæde de vandre til hobe. Jeg er kommet igennem den værste sorg ved at sige ja til livet. At erkende at livets vilkår også er død, vold og ondskab.«