Derfor blev de danske SS-folk ikke retsforfulgt

I deres nye bog »En skole i vold« skriver historikerne Dennis Larsen og Therkel Stræde om de ca. 6.000 danske SS-folk. De dokumenterer, at en del af dem begik krigsforbrydelser, men næsten ingen blev straffet for det efter krigen. Hvorfor ikke?

SS-mand tvinger jøder til at rengøre deres vogn, august 1941. Foto fra et mindealbum over en dansk SS-frivillig, der faldt i september 1941. Illustration fra bogen. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Danske SS-folk var med til at begå krigsforbrydelser østpå og senere også i kz-lejre i Tyskland. Alligevel blev stort set ingen af dem retsforfulgt i Danmark. De slap afsted med mord og forbrydelser mod menneskeheden. Hvorfor?

Den danske stat havde forpligtet sig i oktober 1945 til at hjemtage danske i allieret krigsfangeskab og retsforfølge dem for deres tyske krigstjeneste. Man fulgte et straffelovstillæg af 1. juni 1945, der fungerede med tilbagevirkende kraft fra og med 9. april 1940. Den slags love med tilbagevirkende kraft anses generelt for at være en uskik i et retssamfund. Minimumsstraffen for tysk krigstjeneste var deri fastsat til 4 års fængsel, men i praksis blev standardstraffen 2 år. I alt blev ca. 7.000 dømt for tysk krigstjeneste.

Det var selvfølgelig svært at dømme dem for krigsforbrydelser østpå, fordi de danske SS-frivillige holdt fast på, at de blot havde kæmpet som soldater og ikke havde begået forbrydelser. Det var svært at fremskaffe beviser, og de fleste jøder var jo blevet myrdet. I enkelte tilfælde forsøgte man at tiltale danske SS-folk. som det var tilfældet med Karl Johan Gerhard Jørgensen. Der var vidneudsagn om, at han havde dræbt en jøde med pistolskud i lejren i Bobruisk eller muligvis smadret hans kranium med en geværkolbe. I 1948 kom sagen op i Gråsten. Usædvanligt for den slags sager tilstod Jørgensen faktisk mordet og blev derfor dømt. Han forsvar var, at han havde handlet af barmhjertelighed for at afkorte jødens lidelser. Jørgensen havde været vagtkommandør i lejren, så han var ikke blot en lille fisk. Han fik ved dansk domstol fem års fængsel, som var en minimumstraf. Rettens begrundelse var, at offeret var en særligt svækket person. Jørgensen lever endnu.

Man kan ikke afvise, at der politisk var meget lille vilje i det politiske og retslige system til at forfølge dem. Den danske samarbejdsregering havde sanktioneret, at danskere kunne melde sig frivilligt, og danske myndigheder, herunder militæret, signalerede ikke klart, at de danske frivillige var på kant med den nationale kamp. Da de danske frivillige i 1943 overgik fra det frivillige danske SS-korps til regulære tyske SS-delinger, var der heller ikke klare signaler fra Danmark, at de hermed risikerede at blive tiltalt for landsforræderi eller andet. Da krigen var over blev de kun undtagelsesvis retsforfulgt for grovere forbrydelser uden for landets grænser. Der var ikke stor interesse for forbrydelser begået uden for Danmarks grænser og måske fordi de danske myndigheder ikke havde lyst til at retsforfølge disse mennesker, hvis deltagelse i krigen østpå man jo havde godkendt.

Det er et interessant fænomen, at danske myndigheder ikke udviste nogen speciel ildhu for at retsforfølge danske nazister, da det senere i efterkrigstiden viste sig, at de havde begået alvorlige forbrydelser. Kendt er sagen med Søren Kam, der havde haft en ledende position blandt danske SS-folk og havde begået mord i Danmark på redaktør C.H. Clemmensen .

Den 1. april 2007 rangerede Søren Kam som nummer otte på listen over efterlyste krigsforbrydere på Simon Wiesenthal Centrets liste, der omfatter nulevende personer. Wiesenthal Centret mistænker Søren Kam for under besættelsen at have stjålet infomation om navne og adresser på jøder i Danmark, hvilket muliggjorde nazisternes deportation af jøder til Tyskland. Den 1. april 2008 rangerede Simon Wiesenthal Centret ham som nummer fem på en ny liste over efterlyste krigsforbrydere. Men  Justitsministeriets 1. statsadvokatur skønnede, at Simon Wiesenthal Centrets påstand er urigtig og man forfulgte ikke kravet om udlevering.

På trods af et vist offentligt pres syntes Justitsministeriets interesse i at få ham udleveret fra Tyskland at have været begrænset. Man kan kun gætte på årsagerne.